»At blive gravid er en lykkelig begivenhed. Din glæde og forventning til det at blive mor vokser i takt med din mave«.
Disse og lignende udsagn er, hvad vi som kvinder møder alle steder, hvor snakken falder på det at blive forælder. Men det er ikke altid de følelser, der dukker op, når graviditeten er en realitet. Mange hundrede kvinder i hele landet oplever ikke graviditeten som nogen lykkelig tid.
De er triste og udvikler måske ligefrem en depression. Hormonerne raser og fremtiden som mor føles uoverskuelig. Det kan være svært at tale med andre om, for de forventer jo, at man er glad.
Kan du nikke genkendende til ovenstående eller har haft det på lignende måde? Så er der her en mulighed for at være med til at sætte fokus på et tilsyneladende tabubelagt problem.
Vi er to journalister fra Danmarks Journalisthøjskole, som er i gang med vores afsluttende hovedopgave. Vi leder efter en eller flere kvinder, som har lyst til at fortælle om deres oplevelser i forbindelse med graviditeten – før, under og efter.
Om du er mor på femte måned eller femte år er underordnet. Bare du har lyst og mod på at sætte ord på noget, som mange mødre har oplevet, men ikke tør sige højt.
Send os en mail med et par ord om, hvem du er, og hvordan du oplevede din graviditet. Vedlæg dit telefonnummer, så vil vi kontakte dig for en uforpligtende snak, et eventuelt møde og dernæst en aftale om et interview.
Interviewene vil vi holde i løbet af december, så vi vil gerne høre fra dig hurtigst muligt.
Med venlig hilsen
Stine Pedersen og Ingelise Egeberg
egeb@mail.djh.dk
Hvor er jeg dog lykkelig over at jeg fandt den her side.
Er gravid i 22 uge og er 22 år. Planlagt barn og det hele. Gik bare så hurtigt efter at vi smed beskyttelsen. Jeg tænker så meget på om jeg er klar og om jeg kan klare det. Tænker kun på min graviditet som en belastning og for hindring af mit normale liv. Er besværet af alle de ting man ikke må mere. Har ingen varme følelser for den lille dreng jeg venter mig. Glæder mig utroligt meget til han er her og jeg har ham i mine arme men nu tænker jeg bare at jeg har fortrudt det hele. Manden støtter mig så meget han nu kan. Græder bare hele tiden. Og har tænkt skrækkelige ting om mit barn. Om der ikke kunne ske noget så jeg ikke behøver at blive mor alligevel. Hader at jeg har det sådan for det eneste der følger med er dårlig samvittighed og mere had til hele situationen. Føler mig så skyldig over at tænke disse ting men kan alligevel ikke lade være. Folk jeg har prøvet at snakke med forstår overhovedet ikke hvad jeg mener. Jamen det er jo den lykkeligste tid i dit liv. og siger ting som at når jeg mærker ham sparke så bliver du glad. Nej nej har mærket det i en måned og det betyder lissom ingenting for mig. Er kun bange for at mine bekymringer og onde tanker dræber mit barn. Eller mig. MIne følelser.
Må hellere stoppe her for kan slet ikke se ud af øjnene for bare tårer.
Hej til alle jer modige kvinder herinde alt i deler kender jeg, jeg gemmengik en abort her sidste år pga en masse følelsesmæssige ture og mig og kæresten kun havde kendt hinanden i tre måneder og har fortrudt siden, gik helt ned med flaget råbte skreg osv ligeså snart barnet var væk kom følelsen af at gerne ville være mor, to dog ppiller men blev så gravid igen her marts måned er 8 uger henne nu, liiger i min sofa er vred ked har bare lyst til det skal væk, føler mig fanget bundet og har haft selvmordstanker, dette forum har ligesom fået mig til at indse at der også er andre der har det ligeså.
Jeg fik scanning her sidste uge torsdag og så hjertelyd, blev ked men min kæreste var ikke så påvirket han siger han støtter mig men føle rmig alene i valget aner ikke hvad jeg har lyst til, aner ingenting er tom indeni, har kvalme men det mere den modløshed der følger, vil gerne have abort og samtidig ikke det rædselsfuldt dette her vanvid, jordmoderen der tog scanningen forstod ingenting der var intet at komme efter og fik mig til at føle mig endnu mere syg oveni mit hoved…hun begyndte med at det jo hårdt at få et barn osv osv…og jeg da ikke skulle tænke så meget over det havde hjertelyd for det var jo bare sådan et foster udviklede sig, jeg fik ingen støtte deroppefra selv min egen læge….jeg tænker på hvor mange derude der går med de her følelser jeg troede jeg var den eneste og ja, lige nu er jeg så forvirret så jeg ikke naer hvad jeg skal skrive…..føler mig ensom og alene midt i dette her mareridt….
Hej Annika, jeg synes bestemt ikke du er syg i hovedet. Vi er nogen som åbenbart ikke tager en graviditet så godt, men det betyder ikke at du ikke bliver en fantastisk mor når først du er ude på den anden side. jeg havde det selv i retning af hvad du beskriver (du kan jo læse mine indlæg højere oppe) men jeg ELSKER at være blevet mor. Det er det bedste der er sket i mit liv. Min lille pige er simpelthen så fantastisk at det næsten ikke kan beskrives. Ja der er da også gange hvor hun græder, og hvor jeg spørger mig selv om jeg er unormal fordi jeg ikke”lider” med hende som jeg har hørt andre mødre forklare at de gør. jeg tager det faktisk ret stille og rolig de gange hun ner ulykkelig, og det gør såmænd da også at jeg tænker at jeg er forkert på den… men jeg er bange for at den her “er jeg god nok” følelse følger med for livet, men skidt pyt for når ens lille tutte ser en når man henter hende i vuggestuen og bryder ud i det største smil, eller når hun putter sig ind til en fordi hun har ondt i ørerne eller feber, så er alt andet i denne verden bare fuldstændig ligegyldigt. det er en livsændring af dimensioner at få børn, og kan godt forstå hvis tankerne om at blive mor får dig til at føle dig fanget, men tro mig når barnet først er der, så vil du kun meget meget sjældent føle dig begrænset. Dione behov og lyster ændrer sig simpelthen i takt med at du bliver mor. Pludselig har du ikke så stort et behov for cafebsøg, bioture, osv. Man vil faktisk bare gerne bruge tid med sit barn og nyde det vokse op. Mit råd må være at du skal slappe lidt af. Prøv at slippe kontrollen. Din krop er en fantastisk maskine der nok skal gøre dig klar både psykisk og fysisk til at blive en fantastisk mor… og har du brug for nogen at tale med kan du gå til de læge og få en henvisning til en Psykolog og så får du 10 eller 12 timer med tilskud (dvs. du selv skal betale omkring 250 per gang) og det kan være en rigtig god ide for det kan være rigtig svært for menneskerne omkring dig at forstå dine tanker… men det bliver de bestemt ikke forkerte af. Du er helt normal, og det du gennemgår er du bestemt ikke alne om. Pas på dig selv og få nu den hjælp du fortjener
Kys din kæreste på panden og forstå at han ikke kan have de samme følelser som dig. Mænd og kvinder bliver bare forældre på 2 helt forskellige måder, og når barnet først kommer til verden så sker der et lynhurtigt skift fra at din kæreste er den vigtigste i dit liv, til at du ville vælge ham fra på no time hvis valget stod mellem ham og dit barn. Også det er en fantastisk følelse at mærke den altopslugende kærlighed man får til sådan et lille barn…
jeg ønsker dig alt det bedste…
OBS!!! og til alle jer andre som har været en dårlig graviditet igennem og som nu har født og forhåbentlig er kommet godt ud på den anden side; skriv for pokker jeres gode histrier også så vi kan give dem der har det lige så dårligt som os, noget håb og lys for enden af tunellen når de famler rundt i mørket.
Ha en dejlig dag
Hold da op, så er jeg ikke den eneste.
Jeg er 25 år og er i uge 9 – bor sammen med min kæreste, barnet er planlagt. Men som for mange andre hér, så skete det bare alt for hurtigt. Der var gevinst i første “hug”.
Problematikkerne hober sig op, synes jeg. Jeg er lige blevet uddannet og har været så heldig at finde et job, trods krisetiderne. Et meget godt betalt job endda.
Min chef har, i forbindelse med en tilfældig samtale, udtalt sig, at han ikke ville være begejstret for at se mig gravid i den nærmeste fremtid. Og det var inden vi fandt ud af, at vi var gravide. Hvad så nu?
Min kæreste er sindssygt glad – vil meget gerne have barnet. Der flyder med babybøger i hele lejligheden, min mor kimer mig ned hver eneste dag for at høre hvordan det går med “babyen”. Og jeg sidder bare her og hader min 10 kg tungere krop, hader at jeg ikke kan tage et glas vin eller en smøg og hader først og fremmest, at jeg hader at være gravid..!
Stakkels min kæreste, han prøver virkeligt. Siger, at jeg er smuk, dejlig og at det hele nok skal blive godt. Og jeg sidder bare og tuder – det er jo lidt svært at tro på,når man føler sig så “belejret” og stor som en flodhest allerede så tidligt i graviditeten. Hvordan skal det så blive, når maven for alvor kommer i vejen?
Jeg tager mig selv i, at blive utroligt gal på ham. Det er så uretfærdigt, at tingene ikke forandrer sig for ham – han kan bare læne sig tilbage og vente! Han kan jo af gode grunde ikke gøre for det – men for pokker, hvor er det bare uretfærdigt!
Jeg håber virkeligt at det bliver bedre – hader virkeligt denne tilstand af stilstand og pausering i mit liv – vil selv bestemme over min krop…!
Måtte lige af med det…!
Hej og pyha……….
44 år med PCO….får en styrt blødning, tænker hmh……..går til lægen, har været gravid, men hun synes lige at jeg hellere må en tur om gynækologen….bliver scannet…og vupti……næ.. der er da hjertelyd!!!!!!!!!!
Jeg er rystet i mit inderste. Jeg har en dejlig datter på 14 år, hende har vi fået hjælp til. Jeg har ret hurtigt accepteret ,at et barn det var fint, her i vores familie……
Synes min alder…min…alting er imod det at få et barn mere. Dog er der hele tiden noget inden i mig ,der gør at jeg ikke kan tage en beslutning om at gå hen og få lavet en abort…Det er jo et mirakel,det var det første lægen sagde! og fjerner man mirakler?
jeg gad godt, der var en der ville sige til mig, at det bare vil være det værste i verden at få det barn, at det er en alt for stor risiko….alt muligt, så jeg blev i stand til at vælge det fra…eller at det bare begyndte at bløde og jeg slap for at tage stilling.
Kærlig hilsen
Rikke.
Hej Tøser…
Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravide i 1,5 år, vi var gået igang med reagensglas behandling, men allerede i nedregulerings perioden blev jeg gravid, endda helt uden hjælp!
Jeg er 32 år og i min 10 uge
Når man som jeg har gået så længe, uden at kunne blive gravid når man at tænke en masse tanker omkring det at få børn/ikke få børn! Bliver vi nogensinde forældre, skal vi så adoptere, hvorfor kan “De unge mødre” spytte unger ud, og endda ikke engang kunne tilbyde dem halvt så meget (i mine øjne) som jeg kan! Livet er nogle gange uretfærdigt og aldrig som man selv lige planlægger det!
Derfor er min første tanke, når jeg læser Rikkes og Evas opslag, at i er SÅ heldige! I kan forsøge jeres kommende barn, i er ikke alene om det og i er velsignet med et lille mirakel der har brug for jer!
Kærlig hilsen Dorte
Så er der kun 4 uger tilbage. uger til min lillemand kommer til verdenen. Har det stadig svært med at være gravid. Det er slet ikke mig og det er på ingen måde romantisk. Tænker konstant på om Jeg kan klare det når han endelig er her. Hader at han sparker mig. Hader når han har hikke og man føler sig ikke ligefrem som en god mor ved at indrømme det. Min kæreste er super forstående og gør alt hvad han overhovedet kan for at hjælpe. Om det er at lave mad til mig eller holde om mig når jeg græder hver aften. Han er bare dejlig, men alligevel kan han jo på ingen fysisk måde vide hvordan jeg har det indeni. Alle siger jeg kommer til at savne at være gravid men det tvivler jeg virkelig på. Glæder mig til han er her men er nok mere bange for at jeg ikke kan klare det. Hvad nu hvis man ikke er god nok. Ikke kan finde ud af hvad deter han har brug for. Jeg lover at jeg nok lige skal skrive en opfølgning herinde når jg har født og forhåbentlig sige at alt bare har ordnet sig.
Hilsen mig.
Hej…
Jeg kan godt sige jer at det hjælper at vide at der findes andre der har det sådan…
Jeg er i 8 uge og alt er planlagt til mindste detalje… fik fjernet min spiral og blev gravid efter første mens. Hvilket jeg selv var super glad for indtil igår… angsten er kommet over mig.
Tankerne køre rund i hoved på mig… det ene øjeblik er jeg ovenuden lykkelig og taler med min kæreste om det. Det andet øjeblik væmles jeg ved tanken om at snakken bliver for meget for mig. Vi har endnu kun sagt det til et par stykker og glæder mig så sindygt til at fortælle hele omverden om vores lille nye spire. Men magter ikke alle de mennesker der skal komme og røre ved min mave og komme med gode råde uden jeg har bedt dem om det… Er bange for at det hele bliver for meget for mig.
mit helt store problem er at jeg er forholdsvis nyuddannet og har endnu ikke fundet drømmejobbet… og nu vil der gå endnu længere tid inden jeg kan få det. Samtidig er min hoppy konkurrence-hundetræning… det vil nu blive sat på standby. Jeg er så bange for at tilsidesætte min skønne hund og tiden til hende forsvinder i alt baby-halløj.
Igår tog kæresten og jeg en søndagstur ud og kiggede på ny bil til mig… Økomominen er endnu ikke kigget igennem. Vi står i denne dilemma at bilen skal være så tilpas stor da der SKAL være plads til et hundebur. Bilen vi kigger på koster langt mere end hvad vi kan få for den jeg har pt…
Min søde kollega er 3 mrd. længere henne og der er kun os som er ansat… min chef har frugtet at vi bliver gravide på samtidig… og hans frygt er gjort til skamme. Jeg er så nervøs over at fortælle ham min nyhed.
Mit problem ligger nok i at jeg tager sorgerne på forskud… og folk har enormt travlt med at det snart er vores tur. Jeg føler mig nærtagende og furstreret over at jeg ikke kender min krop. Jeg føler ikke jeg kan regne med min krops næste træk. og fødselen er min helt store bekymring…
hilsen den kommende mor…
Kære alle medgravide
Troede også at jeg var den eneste i hele verden der havde alle disse følelser og tanker….indtil jeg faldt over denne tråd.
jeg har også været plaget af negative tanker og følelser gennem hele min graviditet som især har bundet i angst for at barnet skal dø eller være skadet / syg mm når det engang kommer ud. Er nu i 36 uge og det faktum at fødslen så småt står og banker på døren har bestemt ikke gjort det hele nemmere eller givet færre depressive tanker.
Min historie er kort: At jeg for knap 10 år siden oplevede en sen abort i 15 uge fordi graviditeten var gået til grunde en uge forinden. Da det havde været et virkelig ønskebarn var både manden og jeg utrolig knuste. Og da vi efterfølgende fik den besked fra lægerne om at det muligvis kunne skyldes det medicin jeg fik for for lavt stofskifte…dengang vidste de tilsyneladende ikke så meget om graviditet og evt. bivirkninger…traf vi det valg at når der tilsyneladende var så stor risiko for at det kunne gå galt var det første og sidste gang at vi selv ville forsøge at få børn. Istedet gik vi i gang med at adoptere og i sommeren 2004 fik vi verdens dejligste og yndigste datter i armene ude i Kina og hun har bare været svaret på alle vores mest rosenrøde drømme om et barn. Derfor havde vi heller ikke efterfølgende det store behov for at få flere børn hverken adoptiv eller biologisk.men indstillede os på at hun skulle være enebarn og få dækket alle de ekstra behov for tryghed som langt de fleste adopterede har med i “rygsækken”
Derfor stort chok den dag jeg pludselig stod med en positiv graviditetstest i hånden. Første tanke. “ÅH NEJ. Det kommer sikkert til at gå som sidste gang så det skal bare fjernes så hurtigt som muligt. Men en snak med lægen gav fornyet håb idet hun fortalte at lægerne indenfor de sidste 5 år var blevet så dygtige med hensyn til gravide og deres stofskiftesygdom at det ikke længere gav anledning til bekymring bare forløbet bliver fulgt på tæt hold. Og det er det blevet. Ikke det mindste at sætte en finger på da barnet jeg venter bare trives og vokser som han skal( ja vi venter en lillebror) Og derfor bør jeg af den grund være ovenud lykkelig.
MEN….MEN
Så enkelt har det bare ikke været… Til at begynde med distancerede jeg mig totalt væk fra min graviditet. Den ville nok ende med en abort i den sidste ende ikke mindst i min alder( 38 år) så der var ingen grund til at lægge for meget energi i den. Og sådan havde min mand det også. Tiden for NF kom og vi var sikre på at nu ville vi få den negative besked som vi havde frygtet for nemlig at fosteret ligesom sidst var dødt. Men nej. Der var fuld aktivitet i maven og min risikovurdering var helt utrolig til min alder. 1:998 . jubiii.
Langt om længe vovede vi endelig at fortælle vores datter at hun skulle være storesøster. Hun blev enormt glad og hele fam. begyndte at indstille sig på familieforøgelsen. Eller rettere sagt : min mand og datter glædede sig. Selv var det som om jeg ikke rigtig kunne tage del i glæden og jeg begyndte at få flere og flere depressive tanker om det her barn. Hvergang jeg var til undersøgelse og fik at vide at mine blodprøver var helt normale og at det ville blive et vellykket svangerskab nagede tvivlen mig. ” Ja ja. Det sagde De også sidst og er “de” egentlig så dygtige som de selv siger” “Nu må vi lige se tiden an” Man kan vel egentlig sige at jeg kun levede fra undersøgelse til undersøgelse og ikke gav mig selv lov til at glæde mig. Ikke engang efter en vellykket MD scanning turde jeg tro på at barnet var helt ok men frygtede stadig det værste. Langsomt begyndte jeg også at få tvangstanker omkring den mad jeg spiste. Havde jeg nu fået toxoplasmose pga det æble jeg lige havde spist fordi jeg ikke havde fået skyllet det grundigt nok. Og hvad med ost. kunne jeg nu være helt sikker på at de var past. selvom det stod på emballagen. Men værst af alt var det at jeg også begyndte at holde mig væk fra sociale sammenhænge fordi jeg ikke kunne klare at høre andre menneskers glade kommentarer omkring min graviditet for jeg måtte da bare være så glad især i min situation. Hvorfor? Det var jo 100% sikkert at det her barn ikke ville leve til fødslen. Tilsidst isolerede jeg mig totalt herhjemme. Kunne dog godt gå ud og handle mm. men undgik totalt folk jeg kendte( det gør jeg dog stadig) selv om det dog er blevet noget nemmere fordi det ikke længere kan skjules at jeg er højgravid.
Helt galt gik det omkring 22 uge efter at jeg havde læst at gravide godt kan blive smittet med listeria hvis de har spist bløde oste selvom disse er past. Da brød jeg langt om længe grædende sammen og erkendte overfor mig selv at jeg altså havde et problem jeg ikke længere selv kunne takle og fik kontaktet lægen der ville følge mig tæt de næste mdr for at kunne vurdere om jeg havde fået en graviditetsdepression og måske skulle medicineres for det. Samtidig blev der taget kontakt til sygehuset til ekstra samtaler og tryghedsscanninger der skulle overbevise mig om at barnet i min mave absolut ikke fejler noget. Det har altså været guld værd. Så kære alle. Hvis I ikke allerede har gjort det så bare afsted til lægen og erkend at det her er mere end I selv kan klare. Det er ikke nogen skam!
Tværdigmod er jeg blevet mødt med stor forståelese fra alle kanter. At min reaktion på den her graviditet bare er dybt menneskelig efter det forløb jeg tidligere har oplevet. Og at jeg bestemt har haft noget at have min frygt i da det på sin vis er en højrisikosgraviditet jeg gennemfører. Jeg er også blevet “testet” hos lægen mht. depression. Men da jeg “kun” balancerer på kanten til en depression og blot er depressiv skal jeg ikke tage piller for det hvilket jeg også selv har besluttet da de nyeste erfaringer viser at det trods alt er bedst hvis det kan undgåes pga af risikoen for diverse skader på fosteret.
Ydermere har det været en stor hjælp at få besøg af sundhedsplejersken som skal følge lillebror når han er født( jeg må jo begynde at tro på det). Hun har også forsikret mig om at det jeg lider af er graviditetsangst og at det hele vender når først barnet er født. Jeg er jo i forvejen mor og ved udmærket hvad det indebærer at få et barn. ja bare det at jeg har håndteret i strakt arm at få et adoptivbarn med alt hvad det indebærer- og hun ved af erfaring at den opgave kan være langt svære end at få et spædbarn i huset- viser hvor erfaren jeg er. Det har altså gjort mig mere tryg med tanker på fremtiden og det kan jeg bare varmt anbefale alle andre i samme situation. Ja efter at have læst alle de positive indlæg om hvordan I andre er gået fra at have gennemlevet helvede på jorden til glæden ved at holde jeres barn i armene efter fødslen ser jeg da mere lys for enden af tunnelen end nogensinde. Tak for jeres åbenhed. Må indrømme at jeg slet ikke troede at det kan gå sådan. Så kun det modsatte lurer ude i horisonten. At jeg om nogen er selvskrevet til at få en fødselsdepression, at jeg ikke vil kunne klare fødslen med alle de her tanker i knolden og vil hade barnet fordi jeg skal igennem endnu et helvede på jorden (fødslen). At hvor jeg kun har positive minder om min datters “fødsel” vil der omvendt kun være negative om lillebrors. Og hvordan det vil påvirke mine følelser for dem hverisær. Jeg får næsten tårer i øjnene ved tanken om at elske den ene og hade den anden. Tak for at have givet mig troen tilbage på at det hele kan ende i fryd og gamme. Selvfølgelig er jeg stadig nervøs og bange. En fødsel er jo en risikabel affære og jeg er sgu glad for at det er sidste gang jeg kommer til at stå i denne her situation. Jeg lader mig hellere sterilisere end gennemleve det her mareridt igen. Endnu en omgang tror jeg ville flå familieidyllen totalt istykker og ikke bare i laser som nu. Og det er det bestemt ikke værd.
Pyh ha…. Det blev vist til en ordentlig omgang, men jeg vil bare blive glad hvis der er nogen der kan bruge min historie til noget og ikke med det samme løbe til lægen og få en abort. Der er altså hjælp at hente hvis du tør bede om det og ikke mindst tør erkende dine følelser mht til graviditeten. Vi kan ikke alle svæve rundt på en lyserød sky… og mon det nu også er så realistisk.. set gennem en erfaren mor`s briller. Moderskabet er det mest omvæltende der kommer til at ske i dit liv som kvinde. Intet bliver som før på både godt og ondt. og alle de her tanker og følelser negative som positive er vel også med til at modne og ruste os til opgaven. Før vi hentede vores datter ude i Kina var jeg også overbevist om at hun fejlede en masse og det var grunden til at hun var hele 16 mdr førend vi fik hende. Og så var hun både dejlig, yndigere end tilladt er, kvik, fræk og evnede med det samme at knytte sig til os. ( det sidste skriver jeg nok mest for at overbevise mig selv)
Mange hilsener fra hende der forhåbentlig snart er mor til 2
DR søger gravide til ny dokumentar
DR søger gravide til et kærligt dokumentarprogram om det at blive mor, og om tankerne og følelserne bag. Dokumentaren vil både skildre de kvinder der er med, men også forskellige idéer om den rigtige graviditet og fødsel. Er du kommende mor som teenager, karrieremor, har du valgt at få barnet alene, er I et homoseksuelt par der venter barn, venter I på adoption, er du gravid i slut 40’erne, har du valgt en utraditionel måde at føde på eller har du en helt anden historie, så er det måske dig vi leder efter.
Vores gravide vært vil sammen med de medvirkende beskrive hvor forskelligt det kan være at være gravid i Danmark – for nogen er det rigtige at få et barn, hvis de bliver gravide som 14-årige, for andre passer det ikke ind i livet før de er langt ind i 40’erne. Og hvad hvis man vil adoptere, hvilke tanker gør man sig så, mens man venter.
Hvis du vil høre mere så skriv et par linjer om dig selv, inkl. fuld adresse og telefonnummer, samt et vellignende billede til casting@metronome.dk – eneste betingelse er at du venter barn og har termin efter 1. december.
Optagelserne finder sted en uge i løbet af december og januar 2011/12
Metronome Productions
Jenagade 22
2300 København S