Årsager til akut kejsersnit

Årsager til akut kejsersnitEt akut eller hyperakut kejsersnit betyder, at det er et kejsersnit, der skal foretages øjeblikkeligt eller inden for en time.

Det er ikke planlagt, og årsagen til kejsersnittet er enten opstået som en komplikation til graviditeten eller din fødsel, ellers har årsagen været til stede hele tiden, men den er først blevet opdaget for eksempel i forbindelse med din fødsel.

 

 
 

Hvorfor foretages akut kejsersnit?

Akutte kejsersnit foretages som oftest når du er i fødsel. Det betyder, at der opstår en komplikation, under den naturlige fødsel, der gør at fødselslægen må tage stilling til, at der skal foretages et kejsersnit, for at undgå, at der sker skade på dig og/eller din baby.

I nogle tilfælde, er kvinden ikke i fødsel, men der kan opstå en livstruende situation, der bevirker at graviditeten skal afbrydes øjeblikketligt – som ved svær svangerskabsforgiftning.

  • Langtrukken fødsel. Langtrukken fødsel betyder, at du ikke har udvidet dig nok, til at føde dit barn. Hvor lang tid, langtrukken fødsel dækker over, er afhængig af situationen og hvor lille fremgang der er i udvidelsen af livmoderhalsen.
  • Svangerskabsforgiftning. Har du alvorlig svangerskabsforgiftning, kan der være fare for dit liv og dit barns, derfor skal graviditeten afbrydes.
  • Underlivsblødning. Blødning kan forekomme hvis du har moderkageløsning, eller foranliggende moderkage. Det kan i værste fald betyde iltmangel for dit barn.
  • Livmoder-bristning, hedder også uterus ruptur. Det forekommer primært hos kvinder, der har fået kejsersnit tidligere, eller har været opererede i samme område.
  • Iltmangel hos baby. Under fødslen, bliver barnets hjertelyd overvåget. Dykker hjertelyden, kan det være tegn på, at babyen oplever iltmangel. Det kan ske ved f.eks. navlestrengsnedfald, eller hvis navlestrengen er kommer rundt om halsen. Iltmangel kan også ses ved moderkageløsning.
  • Hoved-bækken disproportion. Udtrykket ‘mekanisk misforhold’ bruges også om denne tilstand. Det betyder ganske enkelt, at dit bækkens størrelse ikke passer sammen  med størrelsen på dit barn, hvilket kan gøre det meget svært at gennemføre en fødsel.

 

 
 

Hvordan håndterer jeg et akut kejsersnit?

For nogle kvinder, er det at skulle føde ved akut kejsersnit, en uventet og chokerende oplevelse. De havde ventet, de skulle igennem en naturlig fødsel, og at fødslen ville blive, som de har læst om i diverse graviditetsbøger. Men noget er gået galt undervejs, og fødselslægen har besluttet, du skal føde ved kejsersnit.

De mest almindelige følelser, der opstår efter et akut kejsersnit er:

  • Lettelse over at fødslen fik en ende.
  • Glæde over du og din baby er raske.
  • Sorg over at du ikke fik en naturlig fødsel.
  • Frustation over, at andre “overtog” din fødsel.
  • Frustration over, at du ikke fik nok information, inden kejsersnittet.

At have fået et akut kejsersnit, betyder, at du ikke har haft mulighed for at planlægge det. Der har ikke været mulighed for at forberede sig på de praktiske ting, men du har heller ikke kunnet forberede dig på de følelser, der kunne komme med kejsersnittet.  Det er noget, du må håndtere bagefter fødslen.

Har du svært ved at acceptere, at din fødsel endte med et kejsersnit, så husk, at den bedste måde, at komme dig over negative tanker på, er at tale om dem.  Tal om din fødsel, tal om dine tanker, og vigtigst af alt, tal om din frustration eller sorg.

Tal med personalet på barselsgangen og med din partner og venner, når du er kommet hjem. Det er den bedste måde at komme dig over de følelsesmæssige aspekter, der kan være ved et akut kejsersnit. I løbet af nogen tid, vil din frustration gå over.

En af de allervigtigste ting, du kan tage med dig efter et akut kejsersnit, er, at du og dit barn har fået en velovervejet behandling af personalet på fødegangen, der har vurderet, at det var det eneste sundhedsmæssigt forsvarlige at gøre for dig. Du kunne ikke selv have gjort noget anderledes.

 

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit

Giv din vurdering