‘Babys Første Bandeord’ af Maren Uthaug

Alle kender nok klassikeren Barnets første Bog, hvor man skal udfylde sit barns højde, vægt, første ord osv. Enten har vi selv købt den eller også har en betænksom veninde eller bedstemoder. Men er der skrevet mere end tre sider i den… nej vel!

>Maren Uthaug – tekstforfatter og klummeskribent i Jyllandsposten og Vi Forældre har skrevet andre bøger om moderskabet, og nu er turen kommet til det stressmoment som den søde, uskyldige bog om barnet. For den gode mor husker selvfølgelig at notere alle de fine fremskridt poden gør. Smil og sygdomme bliver noteret, billeder bliver klæbet ind, mens man er på barsel.

Men derefter … ja så ligger den og råber efter en og giver dårlig samvittighed. For oftest har man bare ikke lige de 10 minutter der skal til for at dokumentere babys liv, når man også skal arbejde, og gøre rent, og vaske tøj, og lave mad og SOVE. Og ”Barnets første Bog” kan udfyldes til barnet bliver syv år!!

Maren Uthaug har derfor lavet en overskuelig bog, der kan afløse klassikeren. Der er ingen spørgsmål om tid og sted for første smil og første skridt. Du behøver i det hele taget ikke skrive lange tekster, du kan blot vælge mellem flere udsagn og finde det der passer bedst. Sætte et kryds. Vupti – du er med – og har god samvittighed.

Bogen er skrevet med et glimt i øjet for det er da sjovere at læse om hvad mor egentlig gjorde med graviditetstesten og om babys første bandeord end en beretning om de første varmeknopper.

Selv er Maren Uthaug ikke bleg for at svare på sine egne spørgsmål, f.eks:

– Hvor langt var mor henne, da hun købte det første babytøj? Graviditetstesten var endnu ikke tør, før jeg stod nede i babyafdelingen i Magasin. Købte et par lyserøde sokker og et par lyseblå. Og pakkede dem fint ind og gav dem til min kæreste, der helt glemte at blive begejstret og fælde en tåre, fordi han blev så rørt.

– Mærkeligste ting mor sendte far ned efter, da hun var snacksulten? En bagel fra en biks i den anden ende af byen, fordi lige præcis der stegte de kyllingen på en måde, der var tålelig. Da han efter en dagsrejse vendte tilbage tog jeg to bider af den og brækkede mig så ned i posen – på hans bagel…

Og graviditetstesten – den blev andægtigt gemt i en kasse sammen med fire andre. Da jeg blev gravid 2. og 3. gang gjorde jeg det samme. Hvilket betyder jeg for nylig fandt noget, der lignede 15 pinde med tis på i mit skab under håndvasken.

Bogens bagside:

Barnets første bog som den burde være.

Hvor gør du af billedet, hvor din baby ligner noget, der er løgn? Eller billedet af babys første bæ, som du tog i en kærlighedsrus på barselsgangen? Eller billedet af mor og far, der efter to uger uden søvn, til forveksling ligner denne bæ?

Hvor noterer du, hvad mors første indskydelse egentlig var, da hun fandt ud af, at hun var gravid? Og fars? Og det grimmeste ord, mor råbte efter far under veerne?

Det gør du i ‘Babys første bandeord’. Bogen, der beskriver hvordan det virkelig er at få et barn – på en sjov, underholdende og usædvanlig rammende måde. Det er Barnets første Bog, som den burde være!

PS: Der er ikke lavet så meget plads til noter, billeder eller små lommer til hårtotter, tænder og tegninger – for hvem i alverden har tid og overskud til at udfylde nogen bog til baby, når det kommer til stykket …

Udgivet af Pretty Ink. ISBN 978-87-638-1040-1. Indbundet, 77 sider, 149,95 kr.

Har du allerede anskaffet Babys Første Bandeord? Hvad mener du om den? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering