Anmeldelse: ‘Glade børn med højt selvværd’ af Dan Svarre

Glade børnRoser du dit barn? Men gør du det også på den rigtige måde? For ubevidst kan man faktisk komme til at rose barnets selvværd og ikke dets selvtillid. Og der er forskel.

Psykolog Dan Svarre forklarer i sin forældreguide, hvilken betydning netop selvværdet har for vores børns og vores egen livskvalitet og med eksempler fra hverdagen guides du til grundlæggende indsigt i de to begreber – selvtillid og selvværd. Dan Svarre understreger, at det er vigtigt at styrke selvværdet og ikke selvtilliden, hvis man vil give sit barn den absolut bedste ballast med i livet.

For selvtillid handler om at have tillid til sine evner, hvor selvværd handler om oplevelsen af at have værdi.Det kan måske lyde meget teoretisk, men jo mere man sætter sig ind i forfatterens beskrivelse af sit arbejde, jo mere logisk bliver det.

Og lad det bare blive slået fast: Dan Svarre understreger, at når vi bekræfter vores børn, er det ikke det samme som, at vi skal sige ja og amen til alt, hvad de foretager sig.

Dan Svarre er udover at være psykolog, stifter af den psykologiske udviklingsklinik ForældreSkolen. Hans speciale er børneopdragelse, konfliktløsning og selvudvikling, og han forestår bl.a. rådgivning og supervision af forældre og undervisere.

Bogens bagside:
Glade Børn med højt selvværd – en forældreguide er skrevet til alle de forældre, der gerne vil vide mere om, hvordan de kan støtte deres barn til et højt selvværd.

Som forældre elsker vi at rose vores børn. Vi gør det ud af kærlighed og i bedste mening. Men med en let omskrivning kan man sige, at ’rosen har torne’. Rosen kan i bedste fald støtte barnet til større selvtillid, men vidste du at den ligefrem kan føre til skrammer på selvværdet?

I et let forståeligt sprog guider psykolog Dan Svarre dig til indsigt i selvværdets natur. Ved hjælp af eksempler fra hverdagen viser han, hvordan du med enkle midler kan erstatte rosen og bedømmelserne med dit nærvær og din accept af dit barns livtag med sig selv og verden.

Glæden, oplevelsen af at have værdi, at slå til, at være rigtig, som man er, og være en ligeværdig del af fællesskabet, er målet. Midlet er forældre, som har mod til at finde sig selv og at være sig selv i samvær med barnet. Resultatet er selvværd: Glade børn med højt selvværd!

Udgivet af Politikens Forlag. Hæftet. 136 sider. 169 kr. ISBN 8756787138.

Hvad mener du? Har du læst bogen? Roser du ofte dit barn? Tænker du i selvværd og selvtillid? Skriv en kommentar…

Positivt Selvværd siger:

Jeg syntes det er en glimrende bog og det er rigtig godt, at der er information om selvværd til børn.

Helt grundlæggende mener jeg, at selvværd burde prioriteres meget mere. Ligesom der er mobbe-undervisning i nogle børnehaver, kunne der være selvværds-undervisning i børnehaver, skoler osv.

Kh Cammilla