Bekymrer jeg mig for meget?

Bekymrer jeg mig for meget?Spørgsmål til Sundhedsplejerske Lena Dyhrberg:

Hej Lena. Jeg har en søn på godt 14 dage og jeg ved godt der ikke er noget mønster, når han skal sove endnu. Men her de sidste 4 nætter har der vist sig et gentagent mønster med, at når han er færdigammet til natten og skal puttes bliver han urolig.

Vågner hver halvte time, græder ikke og der er ikke tegn til ondt i maven. Vi tager ham op går lidt med ham, giver ham noget mad. Sådan kan det godt stå på indtil kl. er 02.00. Altså ca. en 3-4 timer.

I går startede mønstret allerede tidligt om aftenen og der havde han været vågen i mange timer og så kom jeg til at tænke på om det er fordi han er blevet overtræt. Hvis det i så fald er det, hvor længe skal man sige sådan en lille fyr skal være vågen før, man begynder at hjælpe ham med at falde i søvn?

Han er noget tæt i næsen og har været det i en uges tid. Der er ikke noget snot, men hvor længe skal jeg acceptere at han er forkølet før jeg søger læge og kan tætheden i næsen skyldes hans uro om natten? Der er ingen problemer om dagen.

Jeg synes at jeg har masser af mælk, men er alligevel kommet til at tænke på om hans uro kan skyldes sult. Måske er det bare mig der bekymrer mig for meget, det er bare så frustrerende ikke at kunne tilfredsstille hans behov. Håber på hurtig svar. På forhånd tak.

Med venlig hilsen Jane

Kære Jane.

Ja, selvfølgelig er det frustrerende at være vågen med et barn som er ked af det. Og så om natten og så længe. Selvfølgelig er det svært, at man som mor ikke kan tilfredsstille sit barns behov. Det er helt naturligt at du reagerer. Og sundt at reagere. Du er som mor OK, man kan altid lære mere, men du er god nok. Tænk altid sådan.

Din søn er tilfreds om dagen og du har masser af mælk. Det er derfor ikke sult. Han er tæt i næsen. Det er der råd for. Dryp næsen med saltvand. Det kan du købe på apoteket i en lille flaske. Der er i låget en pipette, du kan dryppe næsen med. Er næsen tæt, er det tillige godt for barnet at ligge lidt hævet med hovedet.

Hvor sover jeres lille søn. Hos jer eller i egen vugge.? Sover han i egen vugge, vil jeg anbefale, at I tager ham over til jer. Børn ønsker ikke at sove alene når de er så små. Det er mest trygt at sove hos mor og far. At mærke hjerteaktionen og lungefunktionen hos mor eller far. Det er trygt, som at ligge i mors mave.

Jeg vil anbefale at du eller barnets far har jeres barn i armene om aftenen. Det lille barn, har brug for kropskontakt, brug for at mærke jer. Nyd ham se på ham, lær ham at kende. Brug de første uger – måneder på at nyde jeres barn.

Er I heldige at få besøg af nære venner og eller familie, som kan og vil hjælpe. Så tag imod hjælpen og brug de fleste vågne timer tæt på jeres barn. De timer og den tid får I mangedoblet tilbage. Kort sagt, slap af fra nogle af de daglige gøremål, og nyd forældrerollen.

Har I forældre, som vil tilbyde jer at komme og hjælpe med lidt praktisk og samtidig nyde udviklingen af det lille vidunder, så tag imod eller bed selv om hjælpen Jeg tror jeres lille dreng vil blive mere rolig og tryg. Jeg tror han beder om at være hos jer, han elsker.

Godt du skrev Jane.
Held og lykke med forældrerollen.
Mange gode tanker

Lena Dyhrberg
Privatpraktiserende Sundhedsplejerske

Hvad mener du? Har du hørt om at man kan have menstruation i flere måneder mens man er gravid? Har du oplevet noget lignende? Skrive en kommentar…

Giv din vurdering