‘Charlie Hotel Oscar Kilo’ af Majse Njor og Camilla Stockmann

Charlie Hotel Oscar KiloDa Majse Njor og Camilla Stockmann udgav deres emailkorrespondance for en del år tilbage, fik de mange tilhængere. Deres mails var sjove, underfundige og ramte i den grad tonen hos den moderne kvinde. Single-liv og småbørn var de store emner, som blev kærligt og ærligt vendt og drejet.

Der er nu gået syv år og de to forfattere er kommet videre. Kunne du lide ”Michael Laudrups Tænder”, vil du også holde af at læse Charlie Hotel Oscar Kilo (CHOK)…

Den første bog var oprindeligt et eksperiment: hvor godt kan man lære et andet menneske at kende ved at korrespondere? Svaret var: rimelig godt. Forfatterne blev fortrolige og fik pant i hinandens liv. Efter de syv års pause, begyndte mailstrømmene igen. Undervejs var Camilla Stockmann og Majse Njor i tvivl om de ville udgive endnu en bog. Men det viste sig, at de kom til at skrive om et år, som for begges vedkommende satte sig dybe spor.

CHOK handler om kærlighed – også når den ikke er ny eller nygift. Når den snubler og falder, når den melder sig på ny eller som nyfødt.

Camilla Stockmann prøver at finde sine ben – først som højgravid og senere med et spædbarn i armene. Hvor bliver man selv af, når man bliver mor, og skal opfylde alle mulige krav fra alle andre? Majse Njor prøver at finde kærligheden til sin mand – og til sig selv. Begge står med store tanker, glæder, sorger og frustrationer. Og midt i dette kaos holder de fast i hinanden via mails med sædvanlig charme, humor og stor ærlighed.

Man kan ikke lade være med at drage paralleller til egne erfaringer, når man læser om Camilla Stockmann og Majse Njors oplevelser. De når højt op og langt ned i livets rutsjebane, og turen med dem er helt klart de timer værd, som det tager at læse bogen.

Bagsiden:
Kan man elske et menneske, der kalder sig Havestol? Kan man amme en Herman? Hvorfor er en pose brænde en dårlig fødselsdagsgave? Og hvad stiller man op med kærligheden, når den snubler, når den melder sig på ny eller som nyfødt? Når det går op for én, at man muligvis er midt i sit liv – uden at ane, hvad det hele går ud på…

Fem år efter ”Michael Laudrups Tænder” er det blevet tid til en rodbehandling. Mens eksperimentet i den første bog gik ud på at lære hinanden at kende ved at skrive sammen, handler denne bog om, hvor godt man i bund og grund kender sig selv. Er man den bedste version af sig selv, eller kan man opgraderes?

Udgivet af Gyldendals Forlag. ISBN 9788702076882. Hæftet, 226 sider. 199 kr.

Hvad mener du? Har du også oplevet turen i livets rutsjebane? Har du læst bogen? Skrive en kommentar…

Giv din vurdering