Din stress kan give dit barn allergi

Din stress kan give dit barn allergiDer har været talt meget om stress og dens skadelige virkninger på krop og psyke de senere år.

Stress på arbejdspladsen, konflikter i hjemmet – der er mange måder, du kan opleve stress på.

Når du er gravid, påvirker din fysiske og psykiske tilstand ikke kun dig selv, men også dit barn.

Men hvad kan moderens stress betyde for det ufødte barn? En ny stor undersøgelse giver svaret.

 

 
 

Stress kan give dit barn allergi

En stor dansk undersøgelse, foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har netop konkluderet, at stress hos den gravide moder giver større risiko for, at barnet lider af børneeksem senere i livet.

Forskerne undersøgte 100.000 kvinder, der blev interviewet adskillige gange, både under graviditeten og senere efter barnets fødsel og til dets 7. år.

Hvor man hidtil havde troet, at moderkagen beskyttede barnet mod de fysiske og psykiske konsekvenser af stress, viste undersøgelsen at det ikke er tilfældet.

Undersøgelsen byggede videre på nogle af de fund, der tidligere var gjort, bl.a. med rotteforsøg, og den mere end bekræftede sammenhængen mellem moderens stress under graviditeten og immunologiske effekter på barnet.

Hvilken slags stress taler vi så om?

Konkret blev kvinderne spurgt, om de havde mulighed for at påvirke deres arbejdsmiljø, og om de havde for meget at lave på arbejde.

Arbejdsrelateret stress forekommer oftest, når de krav, jobbet stiller til dig, er høje, men du har ringe eller ingen indflydelse på deres arbejdsmiljø.

Og det viste sig, at der var 15% flere børn af mødre med den slags arbejdsstress – altså store krav men ringe indflydelse – der fik børneeksem senere hen.

Til gengæld viste undersøgelsen også, at selv kvinder, der havde stor indflydelse på deres arbejdsmiljø, men også havde et job der stillede store krav til dem, fik relativt flere børn med astma.

Med andre ord har jobrelateret stress i form af de krav, der stilles til den enkeltes arbejdsindsats, indflydelse på det ufødte barns senere helbred.

 

 
 

Hvad kan du gøre for at undgå, at din stress giver dit barn allergi?

Det er en kendsgerning, at flere og flere børn lider af børneeksem. Faktisk er niveauet steget fra 17% til 27% på bare 15 år i hovedstadsområdet.

Men nu, hvor vi ved mere om i hvert fald en af årsagerne, er der noget, både samfundet som et hele, den enkelte arbejdsplads og du som enkeltperson kan gøre for at reducere risikoen for børneeksem i de kommende generationer.

Det første, du kan gøre, er at være opmærksom på din situation på arbejdspladsen.

Føler du, at du har indflydelse på dit arbejdsmiljø? Kan du sige fra, føler du, at chefen og kollegerne lytter til dig, magter du din arbejdsbyrde – og hvis ikke, kan du lægge noget fra dig?

Jo før vi begynder at erkende vores egentlige situation på arbejdspladsen og får en ordentlig dialog om det, jo bedre er vores chancer for at skabe et bedre arbejdsmiljø med mere produktive og mindre stressede medarbejdere.

Så hvis du er gravid, eller du prøver at blive gravid, tag dig en snak med din chef og nærmeste kolleger – og se, om ikke du kan finde en balance, der gør dit liv mindre stresset – og giver dit barn større chance for at undgå at lide af børneeksem, andre allergier eller astma.

Giv din vurdering