Endelig flertal for at forbyde bisphenol A

Du skal kunne give dit barn en sutteflaske i munden uden at bekymre dig om hormonforstyrrende stoffer. Det mener et flertal i Folketinget.

De følger dermed Canada, som fra på lørdag forbyder kemikaliet bisphenol A, der findes i klar plastik til madbeholdere, elektronik, cd’er, sutteflasker og andre drikkebeholdere.

Stoffet er på EU’s liste over dokumenteret hormonforstyrrende stoffer og kan give brystkræft, livmoderskader, nedsat indlæringsevne og forringet sædkvalitet.

Enhedslisten har i februar stillet beslutningsforslag om at indføre totalt stop for brug af og salg af produkter, der indeholder stoffet. Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti støtter nu forslaget.

»Vi vil bruge forsigtighedsprincippet, som betyder, at man kan forbyde noget, man mistænker for at være farligt«, siger miljøordfører i Enhedslisten Per Clausen.

EU’s fødevaremyndighed EFSA blåstemplede i januar 2007 stoffet. Deres undersøgelser viste, at stoffet holdt sig under en grænseværdi for, hvor meget afsmitning det må give til indholdet i en flaske.

Men det er ikke godt nok, mener forbrugerordfører i Socialdemokratiet Pia Olsen.

»Vi ved, at stoffet er hormonforstyrrende, og vi vil ikke vente og se, hvilke konsekvenser det får for vores små børn«, siger hun.

Miljøordfører i Venstre Ejvind Vesselbo er enig i, at det er problematisk at børn overhovedet bliver udsat for stoffet. Men mener, at man skal tage den lange kamp mod et forbud i hele EU.

»Det er rigtigt, at man kan bruge forsigtighedsprincippet, men det skal bruges med omtanke og forsigtighed.

Derudover kræver det, at vi har en vis dokumentation, der går mod EU’s anbefalinger og opsatte grænseværdier, og det har vi ikke endnu ikke herhjemme«, lyder det fra Ejvind Vesselbo.

Af Julia Schmiegelow julia.schmiegelow@24timer.dk

Hvad mener du? Har du også haft tanker om dette? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering