Epiduralblokade

epiduralblokadeDet at føde et barn er blevet beskrevet som den største smerte, men også den sødeste, fordi der er et positivt og livsændrende formål med den.

Og så snart det er overstået, og den lille ny ligger i dine arme, er smerten oftest næsten glemt.

Men det gør ondt at føde, det er der ikke tvivl om.

Og for nogle kvinder gør alene tanken simpelthen for ondt. Det kan der være mange grunde til – men så er det godt, du kan få en epiduralblokade.

Vi ser nærmere på epiduralblokaden her.

 

 
 

Hvad er en epiduralblokade?

En epiduralblokade er en indsprøjtning i lænden, der bedøver nerverne, så du overhovedet ingen smerte føler.

Smertefritagelsen kan både dække dit bækkenområde og din mave, men også dit bryst og dine ben.

Faktisk bruges epiduralblokader ikke kun til fødende kvinder.

Patienter, der skal have en operation f.eks. i benene, får også tit en epiduralblokade i stedet for fuld narkose, fordi de kommer sig hurtigere på den måde.

Det er en anæstesilæge, der giver epiduralblokaden. Lægen sprøjter smertestillende medicin ind i vævet rundt om den væske, der omgiver din rygmarv.

Det tager normalt omkring 20 minutter, før det virker. Lægen lader normalt et kateder sidde i lænden, så du kan få mere medicin undervejs, hvis der bliver behov for det.

Og så er du smertefri, uden at være omtåget.

 

 
 

Hvad er fordelene og ulemperne ved en epiduralblokade?

Hvis ikke du har smerter, kan du slappe bedre af mellem veerne. Det er specielt godt, hvis det er en langvarig fødsel.

Fraværet af smerter kan også gøre fødslen til en mere positiv oplevelse. Og du kan stadig tage aktivt del i fødselsprocessen.

Hvis du skal føde ved kejsersnit, er en epiduralblokade et godt alternativ til fuld narkose, fordi du kan følge med og tage imod dit barn.

Men bedøvelsen kan gøre det sværere for dig at presse, og derfor er der oftere behov for at bruge f.eks. sugekop eller tang for at få barnet ud, og fødslen tager ofte længere.

Og du kan opleve, at dit blodtryk pludselig falder. Derfor overvåges dit blodtryk undervejs.

Du bliver også bedt om at skifte stilling nogle gange, fordi fødslen kan gå i stå, hvis du ligger helt stille.

Og så er der enkelte, der f.eks. bliver ømme i området, hvor nålen er sat ind, eller får kvalme eller ringen for ørerne.

 

 
 

Kan jeg få en epiduralblokade?

En epiduralblokade er bedst egnet til at fjerne smerten forbundet med de tidlige faser af fødslen, inden kvinden begynder at presse.

Blandt andet derfor gives den oftest tidligt i forløbet, så hvis du pludselig i løbet af fødslen bestemmer, at nu vil du have den, kan det godt være, lægen skønner, det er for sent.

Det er nemlig svært at lægge en epiduralblokade, når du først har presseveer.

Men ellers har alle fødende mulighed for at vælge epiduralblokade, medmindre der er lægelige hensyn, der taler imod, f.eks. blodtryksproblemer.

Så hvis det er noget du overvejer, så tal med din læge, inden du når til fødegangen.

Og hvad du end vælger, så er det godt at vide, at dit barn ikke mærker noget til en epiduralblokade.

Giv din vurdering