Er der sikre perioder?

Hvis du vil sikre dig mod uønsket graviditet er der ingen tvivl om, at prævention i form af enten hormonbaserede produkter eller kondomer er den mest sikre løsning.

Sikre perioder opfattes af nogen læger som alt for usikkert til at kunne anbefales og for andre, som en mulighed for, at undgå graviditet i de familier, hvor man vælger ikke at bruge de mere gængse former for prævention.

Men en ting er sikkert, sikre perioder har været brugt i tusindvis af år, og har været en måde kvinder kunne kontrollere hvornår de blev gravide, eller hvornår de undgik det.

 

 
 

Hvad er sikre perioder?

Man kan opdele menstruationscyklussen i tre faser:

Follikel-fasen er fasen hvor kroppen udskiller et follikelstimulerende hormon, der stimulerer æggestokkene, så follikelblærerne, hvori æggene ligger, kan modnes. Follikel-fasen er den fase, hvor du har din menstruation, og starter den dag, du har din første menstruationsdag. I denne periode er du ikke frugtbar.

Ægløsningsfasen. Når follikelblæren er modnet åbner den sig og et æg kommer ud. Livmoderslimhinden skaber et tykt sekret der bevirker, at den er klar til at modtage ægget. Fasen ligger ca. 14 dage inden første menstruationsdag, eller 12- 19 dage i cyklussen. Det er i denne periode, du har størst sandsynlighed for at blive gravid.

Lutealfasen, kaldes også sekrets-fasen, og i denne periode vil et ikke befrugtet æg tørre ind og slimhinden vil blive nedbrudt. Herefter begynder en ny menstruationsperiode. I denne periode er du ikke frugtbar.

 

 
 

Er sikre perioder overhovedet sikre?

De sikre perioder er afhængige af hvor længe sædceller kan overleve og hvor længe et ubefrugtet æg kan befrugtes, inden det nedbrydes.

Normalt inden for en 28 dages cyklus har kvinden ægløsning dag 14, men dette kan variere fra dag 12 til dag 19. En sædcelle kan overleve i livmoderhalsen i 3-5 dage. Med andre ord, du kan blive gravid hvis du dyrker sex op til 5 dage inden ægløsningen indtræffer. Dog kan et æg kun overleve i ca. 24 timer, og er det ikke befrugtet inden dag, dør det.

Perioden der hedder dag 1 til dag 7 er sikre perioder, også hvis man i regner 5 dages perioden for sædcellens overlevelse. Hvis ægløsning først finder sted dag 19, kan befrugtning ske indtil dag 20, hvorefter dagene efter dag 21 er sikre.

Generelt siges det, at dag 1-7 samt dagene efter dag 21 er sikre perioder, men dette gør sig kun gældende, hvis du har en fast cyklus på mellem 26-28 dage.

 

 
 

Hvordan kan jeg bruge sikre perioder?

 

Vil du bruge sikre perioder, for at undgå brugen af prævention, eller fordi du gerne vil være gravid, så kan du selv følge din cyklus dagligt i en kalender, så du kan udregne præcist hvor du er henne i din cyklus.

At kunne bruge sikre perioder kræver, at du har en stabil menstruationscyklus på mellem 26-28 dage, og har haft det inden for det sidste halve år. Hvis din cyklus er kortere end 26 dage eller længere end 32 dage kan du ikke bruge sikre perioder ved at udregne dem.

Sikre perioder ER meget usikre, og udover at du skal have en stabil cyklus for at kunne følge dem, så skal du også være veldisciplineret nok til at udregne din cyklus dagligt.  Har du lyst til at bruge sikre perioder i stedet for gængse typer af prævention, kan du tale med din læge om det, inden du går igang, så du får den bedste vejledning i at beregne din cyklus.

Du kan downloade kalendere på nettet fra engelske og amerikanske hjemmesider, så du hele tiden kan holde øje med, hvor du er i perioden. Du kan ud over at downloade kalendere også finde beregnere, hvor i du kan indtaste din første menstruationsdag og længden af din cyklus. Søg evt. på “calender for safe days”, eller “safe days calculator”.

 

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit

Er der sikre perioder?
5 (100%) 1 Stemme