Er det ok at få flere børn?

Er det ok at få flere børn?Hej Graviditet.dk.

Jeg er 34 år gammel og har 3 børn, men blev skilt fra børnenes far for 1 år siden. Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1 år nu. Han har 2 dejlige drenge og vi går godt i spænd alle 7. Mit problem er at jeg har fået “kriller” igen.

Jeg vil rigtig gerne have et barn mere og det vil min kæreste også, men er det forkert overfor vores andre børn (vores sammenbragte børn er mellem 8 og 14 år)? Vil de føle sig svigtet når de f.eks. skal på weekend hos deres far, og min kærestes børn kun er ved os hveranden weekend (ellers bor de hos deres mor) og lille X så kommer til at bo os fast som den eneste.

Når jeg hører venner tale siger de fleste, at det er synd for de børn hvor der er dine, mine og vores børn – hvad mener du…

Hilsen fra en bekymret mor.

Kære bekymrede mor.

Der er både for og imod i en sådan sag. Men i sidste ende, så handler det vel egentlig om, hvorvidt man selv gør det til et problem.

Med det mener jeg, at selv om din kæreste og dig får et fælles barn, som skal være hos jer hele tiden, hvorimod børnene fra jeres tidligere forhold skal hjem til deres respektive forældre hver anden weekend, eller kommer på besøg hver anden weekend, så gælder det jo om, at alle de dage I har sammen, alle 7, er dage hvor I bruger tid på hinanden, husker hinanden, og dermed ikke differentierer mellem jeres børn, så der er nogen der ender med at føle sig udenfor eller overset på den bekostning.

Hvis der ikke er nogen, som føler sig udenfor og overset (ikke elsket), så vil børnene nok ikke føle at det er forkert, at den lille ny er hos jer hele tiden. Så vil de hellere fokusere på at kunne få noget tid sammen med deres anden forælder, eller at være hos deres far (din kæreste). I kan jo også vælge at jeres fælles barn kommer hjem til bedsteforældrene indimellem, så de andre børn kan se, at den lille ny også ”bliver sendt væk”.

Bare husk at være der 100% overfor alle børnene, så de føler, at de er lige så meget værd hos jer, som de andre 6 børn, er det. Selvfølgelig vil der altid være søskende jalousi, og skulle der komme noget snak omkring, at jeres fælles barn altid er med jer, så sæt jer ned – alle 7 – og tag en snak om det. Sig at det ikke betyder, at de andre børn ikke har lige så stor plads i jeres hjem og hjerter, og at der naturligvis er lige så meget plads til dem – og prøv som nævnt at sende den lille ny væk samtidig med de andre (på den måde får I to også noget voksentid), så alle børn kan se, at der ikke er ”noget galt med dem og at de skal sendes væk – på nær den lille ny”, for på den måde er det lige betingelser for alle. Men som sagt betyder det ikke, at jeres fælles barn skal være hos bedsteforældrene hver 14. dag – kun indimellem.

Vær åbne, giv plads til alle, og lad tingene falde naturligt, for så vil det også føles mindre presset og børnene vil som nævnt ikke umiddelbart se det som et problem. I kan også tage en snak med alle 6 børn allerede nu, og høre dem ad, hvordan de ville have det med en lille ny i huset. På den måde kan I fornemme, hvad børnene hver især har af bekymringer for at der skulle være en lille baby, og så kan I prøve at forstå dem og fortælle dem, at det ikke betyder noget for den familie, I er i dag.

Der vil bare være én mere, som godt nok vil »fylde lidt mere« i baby-tiden, men at det ikke betyder at de andre er mindre betydningsfulde for jer. Spørg ind til hvad de føler og tænker omkring det, og forsikr dem i deres følelser og tanker på en opløftende måde (hvis de f.eks. er bange for at få en lille, så spørg hvorfor, prøv at forstå dem, og fortæl dem bagefter, hvorfor de ikke behøver være bange osv.)

Slutteligt, uanset hvad venner og familie siger, så skal I gøre det, som I har det bedst med selv, og som føles som den rette løsning for jer og jeres sammensatte familie.

I ønskes alt det bedste fremover – alle sammen.

Mange kærlige hilsner,

Graviditet.dk

 

Hvad mener du? Har du oplevet selv at gøre dig disse tanker? Kender du nogen der har stået i samme situation? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering