Et barn koster en million

Mærkevaretøj, playstation, rideudstyr og andre ting. Det koster alt sammen, og hvis du synes det er dyrt at have børn, er du tilsyneladende ikke helt forkert på den. Nu er der nemlig sat tal på præcist hvor meget det koster at have et barn.

Børn i en mellemindkomstfamilie koster i snit lidt over en million fra de bliver født til at fylder 18 år. Hvis barnet derimod vokser op i en lavindkomstfamilie må det nøjes med »sølle« 575.000, mens et barn i en familie med høje indkomster koster sin forældre hele 1.600.000 kroner.

De høje tal kan måske forklares med at børn er blevet selvstændige forbrugere, der er med til at tage beslutninger om familiens indkøb, ligesom iPods, computere, havetrampoliner og andet »legetøj« oftere og oftere skrives på ønskelisten.

Tidligere konsulent i undervisningsministeriet Ole Flemming Pedersen spurgte engang »Har du talt med dit barn i dag?« og fortalte i samme åndedrag, at danske forældre var de forældre i verden der brugte flest penge på børnetøj og legetøj – og havde mindst tid sammen med deres børn.

Så den gamle sandhed er stadig, at vi bruger størstedelen af vores tid på at gå på arbejde for at tjene penge til at købe ting til vores børn, for at dulme vores dårlige samvittighed over ikke at være så meget sammen med dem…

Giv din vurdering