Fødselsdepression

fødselsdepressionEt barns fødsel kan vække en række stærke følelser. Lykke, stolthed, kærlighed og begejstring kan blande sig med ængstelse og måske endda frygt.

Men for nogle kvinder leder fødslen af deres barn til depression.

Det er helt normalt at føle lidt ”baby blues” efter en fødsel. Det hænger bl.a. sammen med hormonsvingninger.

Men nogle mødre risikerer at få en reel fødselsdepression.

Det ser vi mere på her.

 

 
 

Hvad er en fødselsdepression, og hvad forårsager den?

Hvis du lider af en fødselsdepression, kan det godt virke som baby blues i starten. Dit humør svinger meget, og du føler dig ængstelig eller irritabel. Du har svært ved at sove og koncentrere dig.

Ingen af disse symptomer er nødvendigvis noget, du skal være bekymret over. Det er ganske normalt, at krop og sind reagerer på de mange omstillinger, du har været igennem.

Men nogle gange spiller både psykologiske, biologiske og sociale faktorer sammen og skaber en reel fødselsdepression. Det giver anledning til stærkere og længerevarende symptomer, herunder manglende livslyst og manglende glæde ved den lille ny.

Du føler måske, at du ikke rigtigt kan føle noget, ingen glæde ved din baby, eller ingen kærlighed til din partner.

Som nævnt er en fødselsdepression resultatet af en række faktorer, og der er der for ingen isoleret årsag, vi kan pege på. En af de faktorer, der peges på, er mangel på støtte eller problemer i dagligdagen. Du føler måske, at din partner ikke er involveret i barnet, eller I har problemer.

Sammen med de mange følelsesmæssige og fysiske ændringer, der sker for dig i løbet af graviditeten og efter fødslen, kan det altså blive for meget.

 
 

 

 
 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg tror, jeg har en fødselsdepression?

Hvis du føler nogle af ovennævnte symptomer, og de ikke fortager sig efter fødslen, er det vigtigt, at du går til din læge eller sundhedsplejerske. Lad være med at vente, fordi du er flov eller regner med, at ”det skal nok gå væk jeg skal bare tage mig sammen”.

Hvis du har en fødselsdepression, er den nemmere at behandle, jo tidligere du kommer i behandling.

Din partner og din sundhedsplejerske kan hjælpe dig igennem, hvis det er en relativt mild depression, blot ved at give dig lidt ekstra støtte. Hvis du trænger til det, kan samtaleterapi komme på tale, eller du kan endda få antidepressive midler om nødvendigt.

I meget svære tilfælde kan lægerne vælge at indlægge en kvinde med fødselsdepression i en periode, men det er meget sjældent.

Med andre ord, en fødselsdepression er lige så vigtig og behandlingsværdig som enhver anden depression. Der er ingen skam ved det, og det er nemt at få hjælp. Så det kan godt være, du føler trang til at prøve at skjule det, fordi du er flov over ikke at kunne klare det hele selv.

Tal med andre om det: Din partner og familie, gode venner, din mødregruppe, sundhedsplejerske eller læge.

Der er hjælp at hente, så du kan få den første tid med dit barn, du har drømt om.

Giv din vurdering