Forskning viser at klip ikke virker

Forskning viser at klip ikke virkerI går fik vi på Graviditet.dk en kommentar fra en jordemoder. Kommentaren var til et tidligere indlæg vedr. brugen af massage istedet for at klipning af mellemkødet under fødslen.

Vi synes at kommentaren rummer så mange vigtige oplysninger til gravide, at vi har valgt, med forfatterens tilladelse, at bringe det som et selvstændigt indlæg.

Jordemoder Diana Høtoft skriver:

Til orientering vil jeg lige nævne, at flere studier for flere år siden har påvist, at man ikke kan forebygge store skader (fx bristning af ringmuskel) ved at “klippe” i mellemkødet, – tværtimod viser studier netop det modsatte.

Mellemkødet har så vidt muligt bedst af, at briste spontant. Dette hjælper også til en mere optimal heling af bristningen efterfølgende.

Derfor kan fødende kvinder i Danmark forvente følgende:

Jordemoderen “klipper” ikke i den fødendes mellemkød medmindre:
– mellemkødet er meget rigidt, dvs. så stramt, at jordemoderen ikke forventer at det kan briste spontant.
– der er fare for iltmangel hos barnet, hvis dette ikke kommer hurtigt ud af livmoderen.

Vi er mange jordemødre, som anvender varme klude på mellemkødet i presseperioden, både med henblik på, at reducere bristningens størrelse, men også for at smertelindre. Dette virker for de fleste ret effektivt.

De få kvinder der får en stor bristning i forbindelse med en fødsel og dermed potentiel risiko for, ikke at kunne holde på afføring efter fødslen, bør have en forventning om følgende:

– jordemoderen undersøger ringmuskelen efter fødselen, dvs vurderer om denne stadig er intakt.
– jordemoderen tilkalder en kompetent læge, hvis ringmuskelen er overrevet, som herefter syer bristningen sammen på den mest optimale måde.
– sundhedspersonale vejleder i forbindelse med barselsophold specifikt omkring efterforløbet.

Hvis du er usikker, så tal med din jordemoder.

Venligst, jordemoder Diana Høtoft

Hvad mener du? Har du haft oplevelser der enten bekræfter eller strider mod dette? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering