Gravid og deprimeret – kender du det?

Gravid og deprimeret - kender du det?»At blive gravid er en lykkelig begivenhed. Din glæde og forventning til det at blive mor vokser i takt med din mave«.

Disse og lignende udsagn er, hvad vi som kvinder møder alle steder, hvor snakken falder på det at blive forælder. Men det er ikke altid de følelser, der dukker op, når graviditeten er en realitet. Mange hundrede kvinder i hele landet oplever ikke graviditeten som nogen lykkelig tid.

De er triste og udvikler måske ligefrem en depression. Hormonerne raser og fremtiden som mor føles uoverskuelig. Det kan være svært at tale med andre om, for de forventer jo, at man er glad.

Kan du nikke genkendende til ovenstående eller har haft det på lignende måde? Så er der her en mulighed for at være med til at sætte fokus på et tilsyneladende tabubelagt problem.

Vi er to journalister fra Danmarks Journalisthøjskole, som er i gang med vores afsluttende hovedopgave. Vi leder efter en eller flere kvinder, som har lyst til at fortælle om deres oplevelser i forbindelse med graviditeten – før, under og efter.

Om du er mor på femte måned eller femte år er underordnet. Bare du har lyst og mod på at sætte ord på noget, som mange mødre har oplevet, men ikke tør sige højt.

Send os en mail med et par ord om, hvem du er, og hvordan du oplevede din graviditet. Vedlæg dit telefonnummer, så vil vi kontakte dig for en uforpligtende snak, et eventuelt møde og dernæst en aftale om et interview.

Interviewene vil vi holde i løbet af december, så vi vil gerne høre fra dig hurtigst muligt.

Med venlig hilsen

Stine Pedersen og Ingelise Egeberg
egeb@mail.djh.dk

Giv din vurdering

Rikke Møller siger:

DR søger gravide til ny dokumentar

DR søger gravide til et kærligt dokumentarprogram om det at blive mor, og om tankerne og følelserne bag. Dokumentaren vil både skildre de kvinder der er med, men også forskellige idéer om den rigtige graviditet og fødsel. Er du kommende mor som teenager, karrieremor, har du valgt at få barnet alene, er I et homoseksuelt par der venter barn, venter I på adoption, er du gravid i slut 40’erne, har du valgt en utraditionel måde at føde på eller har du en helt anden historie, så er det måske dig vi leder efter.

Vores gravide vært vil sammen med de medvirkende beskrive hvor forskelligt det kan være at være gravid i Danmark – for nogen er det rigtige at få et barn, hvis de bliver gravide som 14-årige, for andre passer det ikke ind i livet før de er langt ind i 40’erne. Og hvad hvis man vil adoptere, hvilke tanker gør man sig så, mens man venter.

Hvis du vil høre mere så skriv et par linjer om dig selv, inkl. fuld adresse og telefonnummer, samt et vellignende billede til casting@metronome.dk – eneste betingelse er at du venter barn og har termin efter 1. december.

Optagelserne finder sted en uge i løbet af december og januar 2011/12

Metronome Productions

Jenagade 22

2300 København S

jeanette Hess-Nielsen siger:

Kære alle medgravide

Troede også at jeg var den eneste i hele verden der havde alle disse følelser og tanker….indtil jeg faldt over denne tråd.

jeg har også været plaget af negative tanker og følelser gennem hele min graviditet som især har bundet i angst for at barnet skal dø eller være skadet / syg mm når det engang kommer ud. Er nu i 36 uge og det faktum at fødslen så småt står og banker på døren har bestemt ikke gjort det hele nemmere eller givet færre depressive tanker.

Min historie er kort: At jeg for knap 10 år siden oplevede en sen abort i 15 uge fordi graviditeten var gået til grunde en uge forinden. Da det havde været et virkelig ønskebarn var både manden og jeg utrolig knuste. Og da vi efterfølgende fik den besked fra lægerne om at det muligvis kunne skyldes det medicin jeg fik for for lavt stofskifte…dengang vidste de tilsyneladende ikke så meget om graviditet og evt. bivirkninger…traf vi det valg at når der tilsyneladende var så stor risiko for at det kunne gå galt var det første og sidste gang at vi selv ville forsøge at få børn. Istedet gik vi i gang med at adoptere og i sommeren 2004 fik vi verdens dejligste og yndigste datter i armene ude i Kina og hun har bare været svaret på alle vores mest rosenrøde drømme om et barn. Derfor havde vi heller ikke efterfølgende det store behov for at få flere børn hverken adoptiv eller biologisk.men indstillede os på at hun skulle være enebarn og få dækket alle de ekstra behov for tryghed som langt de fleste adopterede har med i “rygsækken”
Derfor stort chok den dag jeg pludselig stod med en positiv graviditetstest i hånden. Første tanke. “ÅH NEJ. Det kommer sikkert til at gå som sidste gang så det skal bare fjernes så hurtigt som muligt. Men en snak med lægen gav fornyet håb idet hun fortalte at lægerne indenfor de sidste 5 år var blevet så dygtige med hensyn til gravide og deres stofskiftesygdom at det ikke længere gav anledning til bekymring bare forløbet bliver fulgt på tæt hold. Og det er det blevet. Ikke det mindste at sætte en finger på da barnet jeg venter bare trives og vokser som han skal( ja vi venter en lillebror) Og derfor bør jeg af den grund være ovenud lykkelig.
MEN….MEN
Så enkelt har det bare ikke været… Til at begynde med distancerede jeg mig totalt væk fra min graviditet. Den ville nok ende med en abort i den sidste ende ikke mindst i min alder( 38 år) så der var ingen grund til at lægge for meget energi i den. Og sådan havde min mand det også. Tiden for NF kom og vi var sikre på at nu ville vi få den negative besked som vi havde frygtet for nemlig at fosteret ligesom sidst var dødt. Men nej. Der var fuld aktivitet i maven og min risikovurdering var helt utrolig til min alder. 1:998 . jubiii.
Langt om længe vovede vi endelig at fortælle vores datter at hun skulle være storesøster. Hun blev enormt glad og hele fam. begyndte at indstille sig på familieforøgelsen. Eller rettere sagt : min mand og datter glædede sig. Selv var det som om jeg ikke rigtig kunne tage del i glæden og jeg begyndte at få flere og flere depressive tanker om det her barn. Hvergang jeg var til undersøgelse og fik at vide at mine blodprøver var helt normale og at det ville blive et vellykket svangerskab nagede tvivlen mig. ” Ja ja. Det sagde De også sidst og er “de” egentlig så dygtige som de selv siger” “Nu må vi lige se tiden an” Man kan vel egentlig sige at jeg kun levede fra undersøgelse til undersøgelse og ikke gav mig selv lov til at glæde mig. Ikke engang efter en vellykket MD scanning turde jeg tro på at barnet var helt ok men frygtede stadig det værste. Langsomt begyndte jeg også at få tvangstanker omkring den mad jeg spiste. Havde jeg nu fået toxoplasmose pga det æble jeg lige havde spist fordi jeg ikke havde fået skyllet det grundigt nok. Og hvad med ost. kunne jeg nu være helt sikker på at de var past. selvom det stod på emballagen. Men værst af alt var det at jeg også begyndte at holde mig væk fra sociale sammenhænge fordi jeg ikke kunne klare at høre andre menneskers glade kommentarer omkring min graviditet for jeg måtte da bare være så glad især i min situation. Hvorfor? Det var jo 100% sikkert at det her barn ikke ville leve til fødslen. Tilsidst isolerede jeg mig totalt herhjemme. Kunne dog godt gå ud og handle mm. men undgik totalt folk jeg kendte( det gør jeg dog stadig) selv om det dog er blevet noget nemmere fordi det ikke længere kan skjules at jeg er højgravid.
Helt galt gik det omkring 22 uge efter at jeg havde læst at gravide godt kan blive smittet med listeria hvis de har spist bløde oste selvom disse er past. Da brød jeg langt om længe grædende sammen og erkendte overfor mig selv at jeg altså havde et problem jeg ikke længere selv kunne takle og fik kontaktet lægen der ville følge mig tæt de næste mdr for at kunne vurdere om jeg havde fået en graviditetsdepression og måske skulle medicineres for det. Samtidig blev der taget kontakt til sygehuset til ekstra samtaler og tryghedsscanninger der skulle overbevise mig om at barnet i min mave absolut ikke fejler noget. Det har altså været guld værd. Så kære alle. Hvis I ikke allerede har gjort det så bare afsted til lægen og erkend at det her er mere end I selv kan klare. Det er ikke nogen skam!
Tværdigmod er jeg blevet mødt med stor forståelese fra alle kanter. At min reaktion på den her graviditet bare er dybt menneskelig efter det forløb jeg tidligere har oplevet. Og at jeg bestemt har haft noget at have min frygt i da det på sin vis er en højrisikosgraviditet jeg gennemfører. Jeg er også blevet “testet” hos lægen mht. depression. Men da jeg “kun” balancerer på kanten til en depression og blot er depressiv skal jeg ikke tage piller for det hvilket jeg også selv har besluttet da de nyeste erfaringer viser at det trods alt er bedst hvis det kan undgåes pga af risikoen for diverse skader på fosteret.
Ydermere har det været en stor hjælp at få besøg af sundhedsplejersken som skal følge lillebror når han er født( jeg må jo begynde at tro på det). Hun har også forsikret mig om at det jeg lider af er graviditetsangst og at det hele vender når først barnet er født. Jeg er jo i forvejen mor og ved udmærket hvad det indebærer at få et barn. ja bare det at jeg har håndteret i strakt arm at få et adoptivbarn med alt hvad det indebærer- og hun ved af erfaring at den opgave kan være langt svære end at få et spædbarn i huset- viser hvor erfaren jeg er. Det har altså gjort mig mere tryg med tanker på fremtiden og det kan jeg bare varmt anbefale alle andre i samme situation. Ja efter at have læst alle de positive indlæg om hvordan I andre er gået fra at have gennemlevet helvede på jorden til glæden ved at holde jeres barn i armene efter fødslen ser jeg da mere lys for enden af tunnelen end nogensinde. Tak for jeres åbenhed. Må indrømme at jeg slet ikke troede at det kan gå sådan. Så kun det modsatte lurer ude i horisonten. At jeg om nogen er selvskrevet til at få en fødselsdepression, at jeg ikke vil kunne klare fødslen med alle de her tanker i knolden og vil hade barnet fordi jeg skal igennem endnu et helvede på jorden (fødslen). At hvor jeg kun har positive minder om min datters “fødsel” vil der omvendt kun være negative om lillebrors. Og hvordan det vil påvirke mine følelser for dem hverisær. Jeg får næsten tårer i øjnene ved tanken om at elske den ene og hade den anden. Tak for at have givet mig troen tilbage på at det hele kan ende i fryd og gamme. Selvfølgelig er jeg stadig nervøs og bange. En fødsel er jo en risikabel affære og jeg er sgu glad for at det er sidste gang jeg kommer til at stå i denne her situation. Jeg lader mig hellere sterilisere end gennemleve det her mareridt igen. Endnu en omgang tror jeg ville flå familieidyllen totalt istykker og ikke bare i laser som nu. Og det er det bestemt ikke værd.

Pyh ha…. Det blev vist til en ordentlig omgang, men jeg vil bare blive glad hvis der er nogen der kan bruge min historie til noget og ikke med det samme løbe til lægen og få en abort. Der er altså hjælp at hente hvis du tør bede om det og ikke mindst tør erkende dine følelser mht til graviditeten. Vi kan ikke alle svæve rundt på en lyserød sky… og mon det nu også er så realistisk.. set gennem en erfaren mor`s briller. Moderskabet er det mest omvæltende der kommer til at ske i dit liv som kvinde. Intet bliver som før på både godt og ondt. og alle de her tanker og følelser negative som positive er vel også med til at modne og ruste os til opgaven. Før vi hentede vores datter ude i Kina var jeg også overbevist om at hun fejlede en masse og det var grunden til at hun var hele 16 mdr førend vi fik hende. Og så var hun både dejlig, yndigere end tilladt er, kvik, fræk og evnede med det samme at knytte sig til os. ( det sidste skriver jeg nok mest for at overbevise mig selv)
Mange hilsener fra hende der forhåbentlig snart er mor til 2

Den kommende mor siger:

Hej…

Jeg kan godt sige jer at det hjælper at vide at der findes andre der har det sådan…

Jeg er i 8 uge og alt er planlagt til mindste detalje… fik fjernet min spiral og blev gravid efter første mens. Hvilket jeg selv var super glad for indtil igår… angsten er kommet over mig.

Tankerne køre rund i hoved på mig… det ene øjeblik er jeg ovenuden lykkelig og taler med min kæreste om det. Det andet øjeblik væmles jeg ved tanken om at snakken bliver for meget for mig. Vi har endnu kun sagt det til et par stykker og glæder mig så sindygt til at fortælle hele omverden om vores lille nye spire. Men magter ikke alle de mennesker der skal komme og røre ved min mave og komme med gode råde uden jeg har bedt dem om det… Er bange for at det hele bliver for meget for mig.

mit helt store problem er at jeg er forholdsvis nyuddannet og har endnu ikke fundet drømmejobbet… og nu vil der gå endnu længere tid inden jeg kan få det. Samtidig er min hoppy konkurrence-hundetræning… det vil nu blive sat på standby. Jeg er så bange for at tilsidesætte min skønne hund og tiden til hende forsvinder i alt baby-halløj.

Igår tog kæresten og jeg en søndagstur ud og kiggede på ny bil til mig… Økomominen er endnu ikke kigget igennem. Vi står i denne dilemma at bilen skal være så tilpas stor da der SKAL være plads til et hundebur. Bilen vi kigger på koster langt mere end hvad vi kan få for den jeg har pt…

Min søde kollega er 3 mrd. længere henne og der er kun os som er ansat… min chef har frugtet at vi bliver gravide på samtidig… og hans frygt er gjort til skamme. Jeg er så nervøs over at fortælle ham min nyhed.

Mit problem ligger nok i at jeg tager sorgerne på forskud… og folk har enormt travlt med at det snart er vores tur. Jeg føler mig nærtagende og furstreret over at jeg ikke kender min krop. Jeg føler ikke jeg kan regne med min krops næste træk. og fødselen er min helt store bekymring…

hilsen den kommende mor…

Sandra siger:

Så er der kun 4 uger tilbage. uger til min lillemand kommer til verdenen. Har det stadig svært med at være gravid. Det er slet ikke mig og det er på ingen måde romantisk. Tænker konstant på om Jeg kan klare det når han endelig er her. Hader at han sparker mig. Hader når han har hikke og man føler sig ikke ligefrem som en god mor ved at indrømme det. Min kæreste er super forstående og gør alt hvad han overhovedet kan for at hjælpe. Om det er at lave mad til mig eller holde om mig når jeg græder hver aften. Han er bare dejlig, men alligevel kan han jo på ingen fysisk måde vide hvordan jeg har det indeni. Alle siger jeg kommer til at savne at være gravid men det tvivler jeg virkelig på. Glæder mig til han er her men er nok mere bange for at jeg ikke kan klare det. Hvad nu hvis man ikke er god nok. Ikke kan finde ud af hvad deter han har brug for. Jeg lover at jeg nok lige skal skrive en opfølgning herinde når jg har født og forhåbentlig sige at alt bare har ordnet sig.

Hilsen mig.

Dorte siger:

Hej Tøser…
Min kæreste og jeg har prøvet at blive gravide i 1,5 år, vi var gået igang med reagensglas behandling, men allerede i nedregulerings perioden blev jeg gravid, endda helt uden hjælp!
Jeg er 32 år og i min 10 uge 😉
Når man som jeg har gået så længe, uden at kunne blive gravid når man at tænke en masse tanker omkring det at få børn/ikke få børn! Bliver vi nogensinde forældre, skal vi så adoptere, hvorfor kan “De unge mødre” spytte unger ud, og endda ikke engang kunne tilbyde dem halvt så meget (i mine øjne) som jeg kan! Livet er nogle gange uretfærdigt og aldrig som man selv lige planlægger det!
Derfor er min første tanke, når jeg læser Rikkes og Evas opslag, at i er SÅ heldige! I kan forsøge jeres kommende barn, i er ikke alene om det og i er velsignet med et lille mirakel der har brug for jer!
Kærlig hilsen Dorte

Rikke siger:

Hej og pyha……….
44 år med PCO….får en styrt blødning, tænker hmh……..går til lægen, har været gravid, men hun synes lige at jeg hellere må en tur om gynækologen….bliver scannet…og vupti……næ.. der er da hjertelyd!!!!!!!!!!
Jeg er rystet i mit inderste. Jeg har en dejlig datter på 14 år, hende har vi fået hjælp til. Jeg har ret hurtigt accepteret ,at et barn det var fint, her i vores familie……
Synes min alder…min…alting er imod det at få et barn mere. Dog er der hele tiden noget inden i mig ,der gør at jeg ikke kan tage en beslutning om at gå hen og få lavet en abort…Det er jo et mirakel,det var det første lægen sagde! og fjerner man mirakler?
jeg gad godt, der var en der ville sige til mig, at det bare vil være det værste i verden at få det barn, at det er en alt for stor risiko….alt muligt, så jeg blev i stand til at vælge det fra…eller at det bare begyndte at bløde og jeg slap for at tage stilling.
Kærlig hilsen
Rikke.

Eva siger:

Hold da op, så er jeg ikke den eneste.
Jeg er 25 år og er i uge 9 – bor sammen med min kæreste, barnet er planlagt. Men som for mange andre hér, så skete det bare alt for hurtigt. Der var gevinst i første “hug”.
Problematikkerne hober sig op, synes jeg. Jeg er lige blevet uddannet og har været så heldig at finde et job, trods krisetiderne. Et meget godt betalt job endda.
Min chef har, i forbindelse med en tilfældig samtale, udtalt sig, at han ikke ville være begejstret for at se mig gravid i den nærmeste fremtid. Og det var inden vi fandt ud af, at vi var gravide. Hvad så nu?
Min kæreste er sindssygt glad – vil meget gerne have barnet. Der flyder med babybøger i hele lejligheden, min mor kimer mig ned hver eneste dag for at høre hvordan det går med “babyen”. Og jeg sidder bare her og hader min 10 kg tungere krop, hader at jeg ikke kan tage et glas vin eller en smøg og hader først og fremmest, at jeg hader at være gravid..!
Stakkels min kæreste, han prøver virkeligt. Siger, at jeg er smuk, dejlig og at det hele nok skal blive godt. Og jeg sidder bare og tuder – det er jo lidt svært at tro på,når man føler sig så “belejret” og stor som en flodhest allerede så tidligt i graviditeten. Hvordan skal det så blive, når maven for alvor kommer i vejen?
Jeg tager mig selv i, at blive utroligt gal på ham. Det er så uretfærdigt, at tingene ikke forandrer sig for ham – han kan bare læne sig tilbage og vente! Han kan jo af gode grunde ikke gøre for det – men for pokker, hvor er det bare uretfærdigt!

Jeg håber virkeligt at det bliver bedre – hader virkeligt denne tilstand af stilstand og pausering i mit liv – vil selv bestemme over min krop…!

Måtte lige af med det…!

Tania siger:

Hej Annika, jeg synes bestemt ikke du er syg i hovedet. Vi er nogen som åbenbart ikke tager en graviditet så godt, men det betyder ikke at du ikke bliver en fantastisk mor når først du er ude på den anden side. jeg havde det selv i retning af hvad du beskriver (du kan jo læse mine indlæg højere oppe) men jeg ELSKER at være blevet mor. Det er det bedste der er sket i mit liv. Min lille pige er simpelthen så fantastisk at det næsten ikke kan beskrives. Ja der er da også gange hvor hun græder, og hvor jeg spørger mig selv om jeg er unormal fordi jeg ikke”lider” med hende som jeg har hørt andre mødre forklare at de gør. jeg tager det faktisk ret stille og rolig de gange hun ner ulykkelig, og det gør såmænd da også at jeg tænker at jeg er forkert på den… men jeg er bange for at den her “er jeg god nok” følelse følger med for livet, men skidt pyt for når ens lille tutte ser en når man henter hende i vuggestuen og bryder ud i det største smil, eller når hun putter sig ind til en fordi hun har ondt i ørerne eller feber, så er alt andet i denne verden bare fuldstændig ligegyldigt. det er en livsændring af dimensioner at få børn, og kan godt forstå hvis tankerne om at blive mor får dig til at føle dig fanget, men tro mig når barnet først er der, så vil du kun meget meget sjældent føle dig begrænset. Dione behov og lyster ændrer sig simpelthen i takt med at du bliver mor. Pludselig har du ikke så stort et behov for cafebsøg, bioture, osv. Man vil faktisk bare gerne bruge tid med sit barn og nyde det vokse op. Mit råd må være at du skal slappe lidt af. Prøv at slippe kontrollen. Din krop er en fantastisk maskine der nok skal gøre dig klar både psykisk og fysisk til at blive en fantastisk mor… og har du brug for nogen at tale med kan du gå til de læge og få en henvisning til en Psykolog og så får du 10 eller 12 timer med tilskud (dvs. du selv skal betale omkring 250 per gang) og det kan være en rigtig god ide for det kan være rigtig svært for menneskerne omkring dig at forstå dine tanker… men det bliver de bestemt ikke forkerte af. Du er helt normal, og det du gennemgår er du bestemt ikke alne om. Pas på dig selv og få nu den hjælp du fortjener 🙂 Kys din kæreste på panden og forstå at han ikke kan have de samme følelser som dig. Mænd og kvinder bliver bare forældre på 2 helt forskellige måder, og når barnet først kommer til verden så sker der et lynhurtigt skift fra at din kæreste er den vigtigste i dit liv, til at du ville vælge ham fra på no time hvis valget stod mellem ham og dit barn. Også det er en fantastisk følelse at mærke den altopslugende kærlighed man får til sådan et lille barn…

jeg ønsker dig alt det bedste…

OBS!!! og til alle jer andre som har været en dårlig graviditet igennem og som nu har født og forhåbentlig er kommet godt ud på den anden side; skriv for pokker jeres gode histrier også så vi kan give dem der har det lige så dårligt som os, noget håb og lys for enden af tunellen når de famler rundt i mørket.

Ha en dejlig dag 🙂

Annika siger:

Hej til alle jer modige kvinder herinde alt i deler kender jeg, jeg gemmengik en abort her sidste år pga en masse følelsesmæssige ture og mig og kæresten kun havde kendt hinanden i tre måneder og har fortrudt siden, gik helt ned med flaget råbte skreg osv ligeså snart barnet var væk kom følelsen af at gerne ville være mor, to dog ppiller men blev så gravid igen her marts måned er 8 uger henne nu, liiger i min sofa er vred ked har bare lyst til det skal væk, føler mig fanget bundet og har haft selvmordstanker, dette forum har ligesom fået mig til at indse at der også er andre der har det ligeså.

Jeg fik scanning her sidste uge torsdag og så hjertelyd, blev ked men min kæreste var ikke så påvirket han siger han støtter mig men føle rmig alene i valget aner ikke hvad jeg har lyst til, aner ingenting er tom indeni, har kvalme men det mere den modløshed der følger, vil gerne have abort og samtidig ikke det rædselsfuldt dette her vanvid, jordmoderen der tog scanningen forstod ingenting der var intet at komme efter og fik mig til at føle mig endnu mere syg oveni mit hoved…hun begyndte med at det jo hårdt at få et barn osv osv…og jeg da ikke skulle tænke så meget over det havde hjertelyd for det var jo bare sådan et foster udviklede sig, jeg fik ingen støtte deroppefra selv min egen læge….jeg tænker på hvor mange derude der går med de her følelser jeg troede jeg var den eneste og ja, lige nu er jeg så forvirret så jeg ikke naer hvad jeg skal skrive…..føler mig ensom og alene midt i dette her mareridt….

Sandra siger:

Hvor er jeg dog lykkelig over at jeg fandt den her side.
Er gravid i 22 uge og er 22 år. Planlagt barn og det hele. Gik bare så hurtigt efter at vi smed beskyttelsen. Jeg tænker så meget på om jeg er klar og om jeg kan klare det. Tænker kun på min graviditet som en belastning og for hindring af mit normale liv. Er besværet af alle de ting man ikke må mere. Har ingen varme følelser for den lille dreng jeg venter mig. Glæder mig utroligt meget til han er her og jeg har ham i mine arme men nu tænker jeg bare at jeg har fortrudt det hele. Manden støtter mig så meget han nu kan. Græder bare hele tiden. Og har tænkt skrækkelige ting om mit barn. Om der ikke kunne ske noget så jeg ikke behøver at blive mor alligevel. Hader at jeg har det sådan for det eneste der følger med er dårlig samvittighed og mere had til hele situationen. Føler mig så skyldig over at tænke disse ting men kan alligevel ikke lade være. Folk jeg har prøvet at snakke med forstår overhovedet ikke hvad jeg mener. Jamen det er jo den lykkeligste tid i dit liv. og siger ting som at når jeg mærker ham sparke så bliver du glad. Nej nej har mærket det i en måned og det betyder lissom ingenting for mig. Er kun bange for at mine bekymringer og onde tanker dræber mit barn. Eller mig. MIne følelser.

Må hellere stoppe her for kan slet ikke se ud af øjnene for bare tårer.

Katrine. siger:

Kære alle

Min historie I korte træk: Har to vidunderlige piger på hhv. 9 og 11 (ukomplicerede lykkelige graviditeter). Kæreste og jeg besluttede at få vores 3.ønskebarn. Jeg blev ret hurtig gravid og glad! – Desværre varede glæden ikke ved ret længe, da jeg hurtig blev fyldt op af tvivl om, hvorvidt beslutningen var rigtig. Angst, følelsen af at miste kontrollen og min personlige frihed tog over og overskyggede totalt alle de positive tanker om et barn. Da jeg ikke kunne udholde tanken om at skulle gå gennem dette helvede i 9 måneder og måske længere, valgte jeg til sidst abort. Jeg var angst for at få et barn, jeg ville fortryde og angst for, at mit ønske om et barn ikke var et reelt ønske, men måske snarere handlede om noget andet.Jeg har ikke for alvor haft det dårligt psykisk efter aborten, da jeg ikke føler, jeg kunne have handlet anderledes.Jeg har følt lettelse, men er stadig ikke afklaret. Og nu hvor jeg ikke er gravid længere, har jeg kun positive tanker om et barn.
Jeg kan simpelthen ikke slippe tanken om et tredie barn. Jeg ved, det lyder vanvittigt, men jeg føler, jeg har været besat af noget ukontrollerbart (hormoner?) og hvis bare jeg kunne få dette noget til at gå væk, ville jeg være i stand til at få mit 3.ønskebarn. Er der nogen der ved, om man kan forebygge et sådant “hormon-angreb” medicinsk? Jeg har været hos egen læge i dag, men synes ikke, jeg møder den store forståelse. Han mener, man ikke kan få alt i tilværelsen, og at jeg må glæde mig over de børn og evt. børnebørn, jeg får. Det er der selvfølgelig noget om, men jeg vil gerne sikre mig, at jeg virkelig får taget den rigtige beslutning. Jeg er bange for at fortryde om nogle år, når det er for sent.Vil så gerne have hjælp til at blive lykkelig gravid.

Mange tanker og held og lykke til jer alle!

Katrine.

Tania siger:

Kære Helle, lov mig at du tager til lægen og fortæller om dine følelser og presser på for at få en abort, for du har helt ret. de rammer du kan tilbyde er ikke noget at sætte et barn i verden til. Dit barn kan ikke selv vælge og har ikke bedt om at blive sat i verden. Du skylder dig selv og det barn du bærer at tage et voksent og ansvarligt valg. Der er børn nok som et sat i verden til en dårlig tilværelse og det har hverken du eller barnet brug for. Afsted til lægen, få en abort og kom så væk fra idiot til en kæreste du har. Hvad bilder han sig ind… Og overvej hvonår – såfremt du gennemfører graviditeten – at han bliver voldelig overfor barnet.

Beklager min noget hårde tilbagemelding, men har set for mange af din slags histroier til at tro at det kan ende godt. så min opfordring lyder helt klart; afsted til lægen og få en abort!

Kærlig hilsen og mange tanker

Tania

Helle siger:

En befrielse at finde denne hjemmeside! Har brug for luft og forståelse til noget jeg ikke selv forstår.
Jeg er gravid i 13. uge, og det er min første graviditet. Jeg er 27 år, veluddannet, har et godt job, og har ovenikøbet ikke døjet nævneværdigt med graviditetskvalme, smerter og lign. Problemet er jeg så inderligt fortryder såvel graviditet som faderen til barnet. Han er ældre end jeg, og vi har været sammen i 3 år. Helt fra starten af har han ønsket, at vi skulle have et barn. Nu er jeg gravid og han er lykkelig, mens jeg er dybt ulykkelig. Føler intet for barnet, og faderen og jeg skændes hele tiden. Han viser ingen interesse for graviditeten, og synes jeg er et pylrehoved. Jeg synes han drikker alt for meget 2-3 gange om ugen er han fuld og skider på vores aftaler. I aften er han kommet fuld hjem igen, og jeg tog ham på fast gerning med en bane coke. Det udviklede sig til et sindsygt skænderi, som blev afsluttet med jeg fik 2 hårde lussinger og så skred han igen… Hader ham, vil væk fra ham, og vil for alt i verden ikke ha dette barn. Ønsker det ikke og ønsker ikke at mit barn skal ha så modbydelig en far. Kan ikke tilbyde det barn noget som helst…

Tina siger:

Kære alle,

Hvor er jeg lettet over at finde ud af at jeg heller ikke er alene. Jeg har følt mig så forkert og skammet mig over mine følelser indtil jeg fandt jer. Jeg er gravid i 21. uge og det er et ønskebarn, som jeg troede aldrig skulle have, idet jeg for år tilbage ellers fik konstateret, at begge mine æggeledere var lukkede. Så overraskelsen var stor da miraklet skete! Næsten lige så stor er overraskelsen over den manglende glæde over graviditeten, som jeg havde ventet ville komme.

Jeg tror, at jeg har det lidt som LBA, der skrev, det at ikke være sig selv mere. At miste kontrol over sin krop og sind. Jeg har ventet på den der “den søde ventetid” og må indtil videre konstatere, at jeg slet ikke kan se noget sødt i at være gravid. Jeg vågner i morges og er i neutral humør lige indtil jeg efter badet skal finde tøj at tage på. Det gør mig ked af, at jeg ikke rigtig kan finde noget, og straks kommer der andre tanker, som så også bare gør mig endnu mere ked af det. Jeg prøver at holde tilbage for mine tårer og “æder det i mig” så min kæreste ikke skal blive bekymret og forskrækket. Selv tænker jeg jo hvad er det for noget at blive ked af? At jeg er grædefærdig over de forandringer, min krop gennemgår, at jeg føler mig uattraktiv som gravid, at mine følelser er irrationelle og løbet løbsk, at jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere dem. Jeg føler at jeg er en anden person i en andens krop. Jeg vil ønske, at det var positivt ment. Jeg er langt om længe ved at acceptere, at jeg ikke må og kan en masse ting som før, at andre har en masse meninger om hvad man som gravid burde og ikke burde.
Mine nedture kommer i cyklus. Hvis jeg ikke har været helt nede i kulkældren og græde i løbet af 1 uge, så ved jeg med sikkerhed det kommer og rammer meget snart. Og det er næsten lige meget hvad jeg bliver ked af det over. “Døden” skal nok have sin årsag.
Jeg sagde på et tidspunkt til min kæreste, at jeg ville ønske, at jeg ikke var gravid. Så jeg kunne være sammen med ham som før. Jeg kunne være mig selv som før. Jeg mente det ikke inderste inde, det føltes bare som en nem løsning at sige det.

Jeg glæder mig til den lille kommer og jeg håber inderligt at de negative tanker og følelser også forsvinder, hvis ikke før, så samtidig med.

Tina

Lotte siger:

Hej med jer!

Jeg er gravid i uge 30, planlagt graviditet efter bryllup i sommers. Er 28 år, min mand og jeg har glædet os utroligt meget til vores lille dreng der snart kommer. Jeg har været sygemeldt stort set hele graviditeten pga. depression, og gået til terpi, som også har hjulpet meget, det var en masse føleser fra hele mit liv, der pludselig dukkede op, selv om jeg troede jeg havde beabejdet det! HA.
Jeg har altid glædet mig til vores barn, men de her f…… homoner gør mig sindsyg og meget humør svingende hvilket er hårdt får min mand og min familie, som ellers er en kæmpe støtte for mig. Især min mand er uvurderlig og jeg havde nok ikke overlevet uden hans støtte. Jeg føler bare ikke længere at nogle forstår mig og el. mine føleser og jeg er ved at gå totalt i sort igen. Og har kun lyst til at ligge på sofaen og ikke snakke el. se nogle mennesker. Har også døjet med kvalme de første 4 mdr. og nu bækkenløsning, så jeg må heller ingen ting og det gør mig endnu mere sindsyg.

Ikke mindst føler jeg mig pludselig veninde løs, selv mine bedste veninder der ikke selv har børn føler jeg svigter mig. Og det værste er at jeg ved det er absurt og mine egne føleser der spiller mig et pus, men I can´t help it. Og nu har jeg så igen siddet i 3 dage og grædt og er blevt uvenner med gud og hver mand fra min sofa! Nej det er sku´ikke lutter lagkage at være gravid, også selv om man elsker og ønsker det lille vidunder der vokser inde i maven, Alt andet er bare f…

Rart at se andre der også føler sig forkert og sat ud af spillet i sin graviditet. Troede jeg var palle alene i verden, gravid med mit første barn.

Lotte

Tania siger:

Hej LBA, hvor er jeg ked af at du har det sådan og vhor ville jeg ønske der var noget jeg kunne gøre. Hvis du har brug for en at tale med må du gerne ringe til mig – skriv en mail til taniaholm@hotmail.com så kan du få mit nummer. Der er mange ting du kan gøre for at komme igennem det og tro mig du bliver lykkelig når du er ude på den anden side. det er det hele værd og selvom jeg havde en fucking pikke lorte latterlig graviditet som du kan læse ovenfor, så er jeg ikke desto mindre jklar til at gåhelvedet igennem igen fordi detat fåetbarn bare er ubeskriveligt.SEnd en mail hvisduhar brug for at snakke med en der har været hvor du er nu.

mange tanker

Tania

LBA siger:

Kære alle I med-gravide

Hvor er det dejligt at læse, at man ikke er alene. Jeg sidder her og tuder over alle jeres historier og tænker, hvordan i hulens navn det kan være, at man kan ændre personlighed fra den ene dag til den anden, bare fordi man er gravid.
Jeg er 31 år, blev gift sidste sommer og er gravid i 11 uge. Jeg hader det…… Vi har ellers ønsket at blive gravide siden brylluppet, og jeg forventede derfor at føle jublende lykke ved en positiv test, men i stedet er jeg blevet næsten følelseskold. Jeg er næsten gået i samme sorg, som da min far døde for 7 år siden.
Jeg er heller ikke en helt typisk kvinde, hvis man kan kalde det det. Jeg har altid være absurd genert mht. min krop, så at skulle have alle de undersøgelser, der følger med en graviditiet, føles for mig som et fysisk overgreb. Jeg er simpelthen nødt til at bede om kvindelige læger hver gang, for overhovedet at tage mig sammen til at tage til undersøgelserne. Det hjælper heller ikke ligefrem, at jeg har været til ekstra undersøgelser, fordi vi troede, at jeg havde aborteret pga. blødninger. Fra jeg var 14 dage henne, har jeg haft ulidelig kvalme, kastet op, haft diarré, været svimmel og sovet hele tiden. Som én af jer andre også skrev, er jeg blevet til en tilskuer i mit eget liv. Jeg er et menneske, der normalt har stor kontrol over mit liv, og det tager næsten livet af mig, ikke at være mig mere, men bare en rugemaskine. Det eneste der også fylder mine tanker på nuværende tidspunkt, er alle de ting, jeg giver afkald på. Jeg ved jo ikke, hvad jeg får. Jeg hader ikke at kunne bruge parfume, ikke at måtte male, ikke at leve som jeg gerne vil det pga. den alien, der vokser i min mave.
Jeg er heldig at have en dejlig tålmodig mand, som gerne vil hjælpe og være forstående, men det får mig ofte til at føle mig dobbelt skyldig over, at jeg er så vattet.
Alle er glade pånær mig, skyldig igen igen, hvordan kan man være sådan et dårligt menneske…….
Jeg beder til, at denne melankoli vil stoppe, når jeg får min baby med planlagt kejsersnit, men jeg orker næsten heller ikke alle de diskussioner, jeg skal have med jordemødre og læger for at få lov til dette.
Mange hilsner fra en meget træt gravid, der helt sikkert aldrig skal være gravid igen.

karina siger:

jeg er selvstændig, og ved at gå konkurs. min kæreste og jeg skændes, jeg er alene med to drenge på 3 og 5 år, og jeg er gravid i uge 17.

jeg er ked af det, og føler mig alene. jeg har brug for støtte, men har ingen. jeg ville have en abort, men fortrød. men jeg har svært ved at nyde og glædes over min graviditet. jeg er så ked af det.

Sara siger:

Hej alle sammen
Jeg må indrømme at jeg blev en smule lettet da jeg så jeres kommentar !
jeg er gravid u 7 uger og er allerede deprimeret. Jeg har kvalme hele tiden, er sløv og træt og ligger 24 timer i sengen. Jeg har ikke lust til at spise og kan ikk lave noget som helst. Jeg er så træt af at have det dårligt at jeg er begyndt at fortryde at jeg blev gravid.
og føler at ingen forstår mig, jeg er meget ked af det og vil græde så jeg kan få det ud.. men problemet er at jeg ikke engang kan græde for at få det ud.

Tanja siger:

Hej Carina,

der findes nogle transportsyge piller som u kan forsøge at tage. Det er kontroversielt, men fuck det. Jeg tog dem 7-8 gange bare for at få en lille pause fra kvalmen… de virkede nogenlunde og om ikke andet så blev jeg super træt og fik sovet og det var jo også en form for pause fra kvalmen.

Til dig Mette… Puha du lyder som mig i 7. uge… Synes du skal tage en lang snak med din læge men også med din mand, så han ved hvoran du har det. Det er vigtigt at du ikke skal rende rundt og spille kommedie.

Men som sagt… jeg sidder nu med min 3 uger gamle datter og er så vanvittig lykkelig og det havde jeg ville vædde alt hvad jeg ejer på aldrig ville ske, da jeg var gravid, men da jeg hørte hendes gråd for første gang skete der bare noget i min hjerne, og jeg var mor. et lyder super latterligt, men det var altså bare sådan det var…

Håber et bedste for jer begge

Tanja

Mette siger:

Denne side komme som kaldet.

Jeg har siddet og tudet imens jeg har læst det og tænkt TAK fordi jeg fandt jer.

Er gravid i 7 uge, totalt uventet, har en datter på 6 år som jeg har fået ved kunstig befrugtning, som er min prinsesse elsker hende ubeskriveligt, har altid fået besked om at gravid kunne jeg ikke blive naturligt, så denne graviditet er virkelig kommet bag på mig, først en vild glæde som nu er blevet til et had og angst.

jeg er sygmeldt på 14 dag, er selvstændig og har lukke min salon, græder og er gal og har virkelig overvejet at gøre en ende på dette liv, den følelse virker bedst, tænker tit, bare jeg apotere af mig selv, har faktisk en tid hos lægen i dag hvor jeg seriøst overvejer at bede om abort, uden min mand ved om det, han er glad alle er glade, men jeg er bare ikke glad, har ondt i maven sover hele tiden og har tabt 3 kg, går rundt i en osteklokke, føler mit liv er taget fra mig, har ingen glæde hver dag er en kamp, har betalt for privat scanning i håb om at når jeg så det lille hjerte blinke ville det hjælpe, men nej.

ser pt kun en udvej abort, men efter jeg har læst jeres føler jeg måske et lille håb, vil tage en lang snak med lægen i dag.

Tak fordi i var der

Knus Mette

Carina siger:

Hej Tanja,

Tak for dit velmenende råd.

Som jeg skrev i mit indlæg så tror jeg ikke det er en psykolog der kan afhjælpe mine problemer, men derimod en der kan hekse min kvalme og andre fysiske ubehaligheder væk. Jeg har i øvrigt gået i terapi i et halvt år grundet andre ting og har faktisk aldrig været så tip top i orden i den øverste del af kasketten som jeg er lige for tiden ;o) Men når man læser mit indlæg kan man godt blive i tvivl – det kan jeg godt se!

Akupunktur tager kun toppen af isbjerget i mit tilfælde. Den gør at jeg kan stå ud af sengen de fleste dage. Den tager ikke det hele. Desværre…. Jeg har prøvet ALT hvad man overhovedet kan prøve imod kvalme – tro mig!!!!!

Vi er desværre indrettet forskelligt rent kropsligt og jeg har bare en skod-krop (undskyld krop….) hvad angår graviditet :o/ Dog glæder jeg mig rigtig meget til at se den lille fnuller om et halvt års tid ellers var jeg ikke gået med til at blive gravid igen. Det er meget nøjsomt planlagt (det var den første også).

Jeg har aldrig været det store julemenneske – er nok mere til sankt hans og den slags herlige hedenske traditioner – men aldrig før har jeg glædet mig så meget til december måned som jeg gør lige nu. Den 10. december har jeg termin ;o)

Rent psykisk så påvirker det mig da en hel del at være bundet til sengen og hjemmet, men en direkte depression har jeg ikke. Jeg er bare nede i kulkælderen over at skulle være invalid når nu jeg hellere ville være lallende lykkelig….

Men tak igen for din oprigtige bekymring. Jeg ser frem til at få min krop igen om ½ år og så skal jeg ellers nulre rundt med en lille baby. Dét bliver hyggeligt :o)

… og aldrig mere gravid…. YES!

Kærlig hilsen,
Carina (som har en af de bedre dage)

Tanja siger:

Hej Carina og Gitte,

har i begge været hos lægen og bedt om at få en henvisning til en psykolog? I bliver simpelthen nødt til at handle og bede om hjælp. Alt andet er uansvarlig for jer selv.

Jeg er kommet ud på den anden side og elsker min lille pige så ubeskrivelig højt her knap 3 uger efter fødslen som var planlagt kejsersnit.

Bed nu for pokker om hjælp. I behøver ikke have det så dårligt… Modkvalme kan jeg varmt anebfale akupunktur – jeg kastede selv op og var dårlig i 4 måneder, men akupunkturen fjernede kvalmen.

Tanja

Carina siger:

Hej Gitte!

Jeg er helt enig; ALDRIG mere gravid. Jeg har fortalt min mand, at hvis jeg skulle gå hen og abortere eller vi finder ud af at fostret fejler noget så vil jeg ikke forsøge at blive gravid igen. Så var det bare ikke meningen. Det er en trøst i dette helvede at vide, at lige gyldigt hvad så er det her den definitivt sidste gang jeg kaster mig ud i det her kropslige mareridt! Jeg tæller dagene og glæder mig som aldrig før til jul… (termin i december). Hvis det skulle ske at svangerskabet må afbrydes så har jeg aftalt med migselv, at vi skal have en hund. Den skulle efter sigende ikke give kvalme og opkastninger!!!!!! Min mand støtter mig heldigvis hele vejen. Han kan jo se hvor dårligt jeg har det…. den stakkel :o(

Håber du holder ud de sidste 4-5 måneder. Jeg føler med dig…..

Carina

Gitte siger:

Har lige læst Carina’s indlæg. Beskriver meget fint hvordan jeg også har det…. Jeg har tidligere skrevet herinde. Jeg har ikke fået det bedre selvom jeg nu er over halvvejs…. faktisk har jeg fået det værre. Måske en mulig depression….

Taber mit hår, hviket jeg i forvejen ikke har ret meget af… er sulten konstant, men kan ikke spise… Hader min graviditet, alle tankerne.

Når denne graviditet er overstået, bliver det den sidste…. ALDRIG mere gravid!

Gitte

Carina siger:

Kære allesammen!

Ligger her i min seng og synes det er fantastisk, at jeg i min desperation googlede sætningen “Jeg hader at være gravid” og så fandt dette forum/brevkasse! Troede virkelig jeg var helt alene om den følelse….

Jeg har læst stort set alle indlæg. Ja, lappede dem i mig – og er kommet frem til, at man nok kan dele os ind i lidt forskellige grupper. Personligt hører jeg til den gruppe som hader at være gravid pga. fysiske begrænsninger. Dette går så også ind og påvirker min mentale tilstand. Som udgangspunkt er jeg dog meget glad for at skulle have et barn, men jeg er simpelt hen bare ikke skabt til at bære et barn i min krop!

Jeg har en datter på 7 år og jeg er sammen med min datters far som er uvurderlig i sin støtte igennem dette forløb. Han var en ligeså stor støtte da jeg var gravid med vores datter og jeg tror ærlig talt heller ikke jeg var gået med til en graviditet til hvis ikke jeg vidste han stod klar på sidelinien.

Da jeg var 6 uger henne besvimede jeg på toilettet om natten og blev kørt på sygehuset hvor jeg blev undersøgt for gravditet uden for livmoderen. Alt så fint ud og jeg blev sendt hjem efter 3 dages grundig undersøgelse af hjerte og hoved. Dette var startskuddet til det helvede jeg befinder mig i nu. Jeg er 13 uger henne og har i 7 uger lidt af voldsom kvalme. Ligger mest ned i sengen og hader tilværelsen. Jeg er sulten hele tiden fordi jeg spiser bitte små portioner. Jeg har madlede og når jeg så endelig får lyst til mad og spiser så går min mave og fordøjelse fuldstændig ned. Det bevirker at jeg slet ikke kan lave andet end at ligge stille og kigge på min svært oppustede mave som gør ondt. Nogle gange om ugen kaster jeg op. Det lyder ikke af meget. Problemet er dog, at en opkastning sender mig direkte i seng. Derudover er min mave så tom og jeg skal kæmpe for at få noget i den. Det er skruen uden ende.

Jeg har fået akupunktur som dulmer en smule…. men i bund og grund så hjælper absolut intet. Sidst jeg var gravid varede dette kvalme/madlede helvede i 4-5 måneder. Så der er lang vej endnu.

De sidste to år har jeg været igang med en uddannelse til yogalærer (blev mirakuløst færdig til tiden for en uge siden hvor kvalmen blev undertrykt af nerver….). Jeg elsker at dyrke yoga og ved, at det er specielt godt når man er gravid… men men men … det kan bare ikke lade sig gøre lige nu hvor maden i min mave helst vil tilbage samme vej den kom ned.

Jeg er blevet tilskuer til livet.

Efter fødslen af min datter gik jeg helt i sort. Det er nu gået op for mig, at jeg havde været mere syg end gravid i 9 måneder og lige efter forløsningen stadig skulle tilsidesætte mine behov til fordel for babyen. Det var simpelt hen sindsygt hårdt ikke at kunne passe og pleje sig selv som jeg havde brug for…. Nu frygter jeg et forløb som minder om det jeg var igennem første gang. Et forløb hvor jeg ligger syg hele gravdiiteten og når så endelig babyen er ude og jeg får min krop tilbage så skal jeg stadig udsætte migselv og mine behov. Det er hårdt for psyken…. og jeg ved ikke om en terapeut kan afhjælpe det da det jo handler om helt fundamentale ting i et menneskes liv. Det handler om fysiske behov og ikke om traumer og misforståede hændelsesforløb.

Det blev et langt indlæg – og jeg kunne sagtens blive ved. Hvor tit møder vi folk der har lyst til at lytte til os og som forstår præcis hvad vi taler om????? Måske vi skulle oprette et forum? Et forum for kvinder med forbudte tanker omkring graviditet. Jeg tror ikke det forum findes endnu. Tro mig, jeg har ledt….

Tak fordi I åbnede op og skrev herinde.

Kærlig hilsen,
Carina

Tanja Linke siger:

Kære alle,

så sidder jeg sidste aften inden jeg i morgen skal hilse på min datter efter planlagt kejsersnit.

Egentlig sidder jeg mest med en stak forventinger til mig selv om kring hvordan jeg burde have det. Hvordan jeg burde glæder mig og være lykkelig… hmmmmm… men jeg synes ligesom den følelse udebliver.

Mest af alt mærker jeg en VOLDSOM irritation over at jeg først skal opereres kl.13/14 i morgen da jeg skal faste fra midnatstid. Jeg kan slet ikke overskue ikke at måtte spise eller drikke i noget der minder om 14-16 timer. Jeg har jo de sidste 3 måneder vågnet hver nat kl, 4-6 for at skulle spise noget fordi jeg er gået sukkerkold, og grundet hormon svede ture har jeg de sidste 2 måneder drukket mellem 5 og 7 liter vand dagligt, og nu må jeg pludselig kun drikke 3 dl på 14 timer…. Kan det virkelig være rigtig at det er det jeg går op i her den sidste aften inden mit første barn kommer til verden??? Ja det kan det åbenbart må jeg sige til mig selv.

Ved ikke hvad jeg havde forventet, men måske noget i stil med store forveninger, sommerfugle i maven, glæde… men nej. faktisk har jeg det lidt sådan at jeg synes jeg ikke rigtig gider…

Så er det nu jeg kan vælge 2 ting. Enten at banke mig selv i hovedet og give mig selv dårlig samvittighed over at den store lykkefølelse endnu ikke er indtruffet, ELLER bare beslutter mig for at det bare er sådan det er for mig, og så tro på at glæden og lykken og moderfølelsen og forelskelsen kommer hen ad vejen.

SElvfølgelig er jeg ked og skuffet over at det “bare er det” og at jeg ikke har det som natten før mit bryllup, men for fanden der venter mig jo nogle frygtindgydende ting. Hele mit liv bliver med et slag ændret i morgen, så der er vel ikke noget at jeg går mødet med min datter i møde med en vis portion ængstelse…

Nej jeg vælger sgu at give mig selv lov til at være mig, og sådan som jeg har det er det det rigtige for mig.

Jeg skriver til jer npr jeg er ude på den anden side. Så håber jeg jeg har “set lyset” 🙂

Alt godt til jer alle 🙂

Tanja

Charlotte siger:

Husker ikke min 1. graviditet som ulykkelig og deprimeret… mere som håbefuld. Før jeg blev gravid med min søn, der nu er 3 år gammel, oplevede jeg en MA (missed abortion) og da jeg blev gravid med min søn 8 mdr. efter. Graviditeten var præget af frygt for at miste, kvalme de første 3 måneder og senere følelse af at en “alien” havde overtaget min krop. Til nakkefold oplevede vi at det ikke så ud som det skulle og en efterfølgende moderkagebiosi og nervepirende venten. Heldigvis var urinvejene blot ikke modnet nok til NF og alt var ok. Så blev jeg indlagt pga problemer med leveren og og og. Ja mange bække små og til sidst havde jeg overbevist mig selv om ikke fik ham ud i live. Hvilket var ved at blive en realitet da en dum jordmoder valgte at overhøre mine bekymringer om at han lå for stille da jeg var halvanden uge over tid, samme jordmoder skældte mig hæder og ære fra da jeg først kom tilbage 3 dage senere (den dag og tid hun havde afsagt) fordi han ikke havde det godt i maven! Hallo! Jeg blev straks sat i gang og han blev overvåget af STAN og jordmoder. Alt endte godt og en sund og rask dreng, der havde tabt sig i maven, blev født :o)

Når jeg tænker tilbage startede det måske allerede før fødslen for efter han kom ud ville jeg ikke have ham over til mig, så hans far holdte ham. Da vi lå på en familiestue efterfødslen og min mand falder i søvn græder jeg desperat over at ham bare kan sove og overlade ansvaret til mig. En ung jordmoder fortalte mig indgående at jeg ikke måtte give vores søn andet end bryst og at hvis jeg ikke ammede risikerede jeg at give min allergi videre, om jeg ønskede det? NEJ hvem ønsker det… og det var starten på helvede og en skrigende sulten dreng, der kun sov max 20 min af gangen. Efter sundhedsplejeske, lægebesøg osv. er det først i 8. uge at min mødregruppes sundhedsplejeske opdager at han skulle have klippet tungebånd. Der efter sover han for første gang 3 timer. Men inden da var holdt op med at drikke mælk og skåret alt de fra som kunne formodes at påvirke hans mave. Jeg var træt og sulten, og har en uforstående mand der ikke vil svigte sit arbejde. Vi er ved at gå fra hinanden og jeg overvejede at gå hjemmefra, slippe for det liv, der var værre end fængsel. Få et liv hvor jeg kunne gå på toilettet, sove når jeg er træt og spise mad… og slippe for et svedende rødhovedet skrigende spædbarn som ikke elskede mig og jeg ikke var god nok til. Og jo det endte i en fødselsdepresion og lægen beklagede at hun først opdagede da han var 9 uger gammel. Det hele kolminerede i at jeg fandt mig selv siddende i sofaen atter med en svedende skrigende baby og tænkte at han skulle ud af vinduet og 1 sal var ikke højt nok… jeg skulle op på 4. sal. Da tog jeg telefonen og ringede til lægen, sekratæren gav mig en tid 2 dage efter. Hvilket min læge beklagede igen og jeg skulle være troppet op i stedet for at vente. Svært at vide når man i forvejen ikke er sig selv og selvværdet er lavt. Vi diskuttere medicin og jeg vælger at min mand skal holde barsel og at vi flytter over til min far ind til da. Det ender med at min mand holder 8 måneder (inkl. ferie) og jeg starter på studiet igen.

Jeg ved ikke om det er den første tid med sult, der påvirker min søns personlighed det første halvandet år, og at moderfølelsen som sådan først blomstre derefter. Han var et surt barn… skeptisk er måske et bedre ord. Han skreg først og smilede bagefter. Min læge sagde at han ikke havde taget skade og jeg har da også siddet med ham gennem flere timer af ulykkeligt barn end jeg har tal på. Min mand beskriver det som halvandet år er revet ud af hans liv. Jo ren idyl!

OG så er det vi beslutter at få et barn mere… for vi er nu forældre til den skønneste og velfungerende dreng, som jeg knuselsker. Men wow hvor har det ramt mig som en hammer… alt fra graviditen med vores søn og tiden efter. Hvorfor udsætte mig selv for det igen. Kvalmen kommer snigende, kravende fra arbejde bliver ikke mindre, tanker om den reaktion på stress jeg blev indlagt med efteråret 2008 (arm og kind der sov i 3 dage), vores søn der mister sit liv som enebarn (som jeg har elsket)… og kan vores parforhold holde til et barn mere. Der kører så mange dystre tanker i mit sind at jeg har overvejet at vælge en abort. Har snakke med min mand og veninde… og det lettede. Og så googlede jeg “gravid ikke glad” og havnede her. Undskyld hvis jeg ikke forgylder moderskabet, men jeg kan videre give hvad jeg har lært:

MÆT baby gør at det kan sove = Glad baby = Glad mor = glad familie.

Vh. Charlotte 6+6

Tanja Linke siger:

Hej Heidi,

fedt at du også slutter dig til den hurtigt voksende kreds af kvinder der har det svært med graviditeten. Vil blot lige give dig et par råd med på vejen ud over dem jeg har givet til andre ovenfor:

1)mht. amning, fødsels, forhold til barnet, nærhed mm… Lad være med at beslutte noget nu. Gør dig nogle tanker om hvad du tror, men tænk hele tiden “jeg har et standpunkt til man tager et nyt”. Er du sindsyg hvor har jeg haft besluttet mange ting i starten af min graviditet, og stædigt insisteret på at invie folk i mine planer om planlagt kejsersnit, min ret til at drikke øl når jeg først har født og så må baby jo bare få en flaske!!! baby skal i hvert fald sove i sin egen seng etc… faktuk er man ved ikke en skid før man står i situationen så lad vær med at bekymre dig eller bruge tid på hvordan du reagerer når du står i situationen for tro mig din holdning vil ændre sig mange gange i løbet af graviditeten og når barnet først er født

2) Tag en snak med din kæreste og bed ham sætte sine forældre på plads. det er helt urimeligt at de presser sådan på, og det er hans opgave og ikke din at give dem besked om lige at bakke en smule. Og bed ham gøre det ASAP for du kommer til at gå op i dine limninger over deres indblanding hvis du i forvejen har det svært. MEN HUSK; det gør det kun af kærlighed… dette betyder dog stadig ikke at du skal stå model og bare acceptere det. Som gravid skal man relativt hurtigt lære at sige fra når andre kommer for tæt på, for det vil de givetvis gøre, så det er en god lejlighed til at lære at parkere folk på en god måde så ingen føler sig støt. En graviditet er jo noget personligt og der er ikke noget facit, så du er i din gode ret til at være gravid på din måde. Du skal ikke forsvare dig og dine valg for nogen 🙂

Sidst men ikke mindst så har jeg haft stor succes med denne sætning: “jeg er rigtig glad for at du har haft gode erfaringer med at gøre X, men jeg håber du vil respektere mit ønske om at gøre det som er rigtigt for mig”

Og til slut: DU ER NORMAL!!! Lad vær med at bilde dig selv noget andet ind 🙂

Ha en dejlig dag

Tanja

Heidi siger:

Hej alle 😉

Endelig nogle kvinder som har det lidt ligesom mig.. Troede jeg var den eneste i verden. Jeg er 32 år, lærerstuderende og gravid i 13 uge.

Min kæreste gennem de sidste 5 år har villet have børn siden vi mødtes, men jeg har altid sagt det når vi nok osv. De sidste to har har der været et kæmpe press fra ham og hans families side om at få børn, “Hvis ikke i skal have børn, hvem skulle da så?, i er jo fornuftige og intelligente mennesker” og den klassiske “Du bliver jo ikke yngre”

Jeg viste godt allerede den gang at det at være gravid måske ville blive mit livs største udfordring, men turde ikke fortælle nogen om det. Jeg begyndte hos en psykolog for 1.5 år siden, fordi jeg bare ved tanken om at skulle være gravid blev helt dårlig og det var min kærestes største ønske at få et barn…. Jeg har tit tænkt på at hvis jeg kunne “købe” et par stykker, havde jeg sikkert gjort det for længst.

Jeg har svært ved nærhed, meget svært – knytter mig aldrig til mennesker af frygt for at blive svigtet 😉 Ting som jeg altid har været bevidst om og som sidder meget dybt i mig, men som jeg lever med og bliver bedre til hele tiden.

Ã…ret hos psykologen, fik mig til at indse at det er vigtig at melde ud til omverdenen – Havde bare ikke forestillet mig alle de fordomme mod ikke at være super lykkelig over at være gravid fandtes. Jeg føler mig syg hele tiden,min krop går amok, jeg føler mig tyk og kvalmen er der stadig. Jeg er fortabt og har det dårligt med at være tvunget til at være et andet individ nært – For mig er det, det ultimative tættest man kan være på et andet menneske, at have den inde i sig. og så har jeg selvfølgelig dårlig samvittighed over at have det sådan. Lige nu føles det som 6 mdr. mere af tvunget nærhed, har meget svært ved at overskue det og jeg kan ikke tale med kæresten om det – han forstår det ikke, slet ikke.

Jeg har bestemt mig for som udgangspunkt at fravælge at amme, simpelhen for at blive mig selv igen for på den måde at kunne være og blive en god mor. Vil lige advare jer om at fortælle det til nogen – ville ønske jeg ikke havde. – vil du ikke det bedste for dit barn? osv. , det er jo netop det jeg vil, jeg vil det bedste, derfor er jeg nød til at passe på mig selv også.

Jeg er så enorm stresset fortiden, en masse opgaver og eksamen snart og alt det halløj med at være gravid og hele min kærestes familie forventninger til hvordan man er når man er gravid og om man ammer eller ikke . gør mig helt tosset.

Min kærestes mor ringer og skriver hele tiden smser for at høre hvordan det går, er bare så træt af det nu. Der sker jo ikke forandringer på 2 dage vel!, og jeg ved hun prøver at kompenserer for mine at mine forældre ikke er en aktiv del af mit liv, men det har de jo ikke været i mage mange år. Jeg ved at mine medmennesker vil mig det bedste, men de tager udgangspunkt i sig selv når de afgør hvad der er bedst for mig 😉 Istedet for at lytte til hvad jeg føler er bedst og hvordan de kan støtte mig. Måske håber de at kunne gøre mig “normal” ved det ikke.. suk

Tak for at i gad lytte.. xx

Lærke siger:

Kære Tanja

Tusind tak for de positive ord, det varmede.
Jeg har valgt for nu at tage én dag ad gangen, for jeg kan ganske enkelt ikke overskue mere.

Jeg håber jeg når til samme sted, hvor du er, og at jeg bliver lige så glad og lykkelig for denne graviditet og for mit barn, som jeg havde håbet, ønsket og forventet.

Heldigvis har jeg en god back-up i en meget ærlig veninde, som jeg har fortalt om min situation og som ikke dømmer mig, men støtter mig 100%, og hvis det går helt i hårdknude, vil jeg også kontakte en psykolog.

Har en dialog med en jordmoder om en uge, hvor jeg regner med at fortælle ærligt om, hvordan jeg har/har haft det, og jeg håber hun vil lytte og hjælpe mig på den måde, jeg ønsker og har brug for.

Så endnu engang tusind tak:-)

Kh
Lærke

trine siger:

Ã…h hvor er det dog befriende at læse de indlæg her. Det er så dræbende at gå med alle de negative tanker og følelser for sig selv. Samtidig er det ikke tanker man kan dele med hvem som helst, tror kun det er gravide og kvinder der har været gravide, som kan sætte sig ind i det.
Jeg gik og følte mig SÃ… klar til at få en baby, var virkelig skruk og kunne bare mærke mit underliv hige efter det. Så talte jeg med min kæreste om det og vi aftalte at skete det, så skete det – men stille og roligt, ikke noget med planlægning osv.! Men første gang vi havde sex efter den samtale, var der altså bid. Puha, pludselig var det hele en realitet og ikke blot tanker og drømme. Synes virkelig det har ramt mig hårdt. Er bange, frygter for min evne til at være mor, frygter om vores parforhold kan fungere (for tanken om at stå alene med det, er alt for uoverskuelig).. Altså, næsten udelukkende negative tanker omkring det! Jeg elsker min kæreste højt og er ikke i tvivl om, at det er ham jeg vil have børn med – så det er ikke der skoen trykker.
Efterhånden har jeg læst diverse bøger og indlæg, hvor det fremgår at det altså er meget normalt med disse tanker. Nogle kloge hoveder betragter endda graviditeten som en “krisesituaion”. Jeg håber og tror at det hele forsvinder når man får babyen i sine arme – men gud hvor kan det være svært at tro på, når man bare er fyldt op af alt det negative.

Tanker herfra.

Tanja Linke siger:

Kære Lærke,

hvor ville jeg ønske jeg kunne hive dig ud i påskesolen til en kop kaffe og en sludder et sted. Jeg ved lige præcis hvordan du har det. Som du kan se på mit indlæg højere oppe så har jeg været præcis samme følelser igennem. Jeg er 32. Har også godt gang i karrieren og styr på tilværelsen og masser af ting der bare venter rundt om hjørnet. Min graviditet var absolut ikke planlagt og selvom min umiddelbare reaktion var glæde, blev den hurtigt afløst af dyb dyb frustration over alle de ting der pludselig ikke længere kan lade sig gøre. Jeg er nu 6 uger fra termin, og da jeg har bedt om planlagt kejsersnit er der nu kan små 5 uger til at min lille pige kommer ud til mig og resten af verdenen… og her kommer det fantastiske; JEG GLÆDER MIG HELT UBESKRIVELIGT!!!. Jeg elsker den lille trold i min mave. Jeg græder til tider af lykke når jeg mærker hendes spark, og i det hele taget glæder jeg mig bare til at gå hjemme og lære hende at kende.

Ved godt det må virke fuldstændig komplet umuligt for dig at tro på at du når dertil også, men tro mig, med den rette hjælp og vilje så kan det sagtens lykkes.

Det jeg gjorde var at gå til min læge og fortælle hende om alle mine svære tanker og følelser, og så fik jeg en henvisning til en fantastisk psykolog som har hjulpet mig helt vildt med alle mine svære tanker – mange af dem stammer fra mine egne tanker omkring min noget problematiske barndom – og på den måde fik jeg vendt vreden til glæde. Derudover har jeg benyttet mig af at mange sygehuse tilbyder ekstra samtaler med jordemoderen hvis man har det svært. Jeg skal føde på Hvidovre hvor de har et særligt blåt team som man kan ønske at blive en del af hvis man har det svært med graviditeten. Også det har været super. Sidst men ikke mindst har jeg benyttet mig af muligheden for et graviditetsbesøg af min sundhedsplejerske – du ringer bare til din kommune og siger du gerne vil have et graviditetsbesøg af din sundhedsplejerske da du har det svært – og det har også været med til at hjælpe mig igennem.

Derfor er mit råd til dig; fuck alles forventninger til at du skal være lykkelig og at du skal synes din graviditet er helt fantastisk. Det er helt individuelt fra person til person hvordan man oplever det, og du er din gode ret til at føle som du har lyst til. Dernæst synes jeg du skal bede nogle fagfolk om råd – folk der står dig nær vil ofte have svært ved at håndtere hvis du er ærlig omkring dine “forbudte følelser”. Ikke desto mindre er det helt normalt, og vi er MANGE der har de tanker og følelser, men desværre kun få der tør sige det højt. Gør dig selv og din lille baby en tjeneste og få hjælp til dine tanker og så tro mig, du vil om 5 måneder være lykkelig over at du tag ansvar for dine følelser og arbejdede med dem, for dig og din lille søn eller datter. Du kommer til at føle at det er en kæmpe gave – det lover jeg dig.

Skriv endelig igen. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe 🙂

Nyd solen og tro på at der er lys forude.

Mange tanker

Tanja

Lærke siger:

Kære allesammen

Hold op hvor er jeg glad for at have fundet ‘jer’ og denne side! Troede jeg var fuldstændig unormal, følelsesforladt eller ganske enkelt sindsyg, da jeg ikke som alle andre omkring mig, jubler og danser over min graviditet, men er så ked og vred og går med tanker jeg ikke tør fortælle nogen om.

Jeg er 36 og har en fantastisk karriere, egen virksomhed, lang uddannelse, et dejligt hus og en skøn mand, og FATTER ikke, hvorfor jeg valgte at ødelægge alt dette ved at blive gravid!! Jeg føler det som om jeg har købt en drøm, som var en KÆMPE løgn og at jeg nu er mast helt op i en krog af alt og alle, og at jeg ikke kan komme væk.

Har tænkt abort, men er nu i 13. uge, så det er for sent, men ved også at det ville koste mit ægteskab. Er så glad for Charlottes kommentar (fra 20.8.08), da jeg seriøst har overvejet at gøre en ende på det lille liv i min mave, som plager mig så meget, at jeg har tanker jeg aldrig har haft før og forbudte tanker og følelser, som jeg ikke kan tale med nogen om.

Jeg håber oprigtigt, at denne vrede og dette had i mig forsvinder snart, og bliver erstatttet af den lykke og glædesfølelse, som jeg havde ønsket og håbet på, og som alle andre åbenbart også forventer jeg udstråler 24 timer i døgnet!

Jeg ønsker os alle held og lykke

Mette siger:

Hej med Jer.

Her var endelig de historier jeg havde ledt efter.

Jeg er i slutningen af første trimester og det hele startede med den lyserøde drøm om vores ønskebarn. Men da jeg opdagede jeg var gravid var jeg allerede ved at trække i land, da min kæreste viste sig slet ikke at tage vores forhold, aftaler, økonomi..eller mig…alvorligt.
Jeg græd og græd og ville bare væk. Så fandt jeg ud af jeg var gravid og så måtte det jo fungere.
Men nej, alt økonomi var kaos og (min) lejlighed og bil er nu til salg. Ikke helt nemt for tiden. Jeg er selv på su fordi vi jo skulle klare det sammen.
Så nu bor jeg hos min mor, har stadig kæresten, der driver mig til vanvid i telefonen, piver over hvor elendigt han har det og presser mig med sit ‘vi skal have det godt med vores barn’. Jeg vil bare ikke.
Hvis jeg kan lukke alt andet ude er jeg glad for min lille baby og vil beskytte den for alt i verden.
Men tankerne og bekymringerne tager hårdt…jeg vil bare have ham ud af mit liv, men alligevel vil jeg jo også gerne have en far til mit barn. Men jeg vil ikke være kæreste med ham og det forstår han ikke! Han har åbenbart stress, og jeg skal tage hensyn til ham. Han har ikke lyttet til mig de sidste mange måneder og forstår bare ikke noget. Tit synes jeg selv at jeg er for streng ved ham, men han giver mig kvalme og kan ødelægge mit humør på ingen tid.
Den første lange tid havde jeg så meget kvalme, smerter og svimmelhed at jeg næsten ikke kunne stå ud af sengen og han var bare aldrig hjemme. Og jeg fortrød! Jeg ønskede bare selv at dø, for jeg kunne slet ikke se mig ud af elendigheden og tanken om abort kunne jeg heller ikke bære.
Det var som om han forventede at nu var den der og så ville maven vokse i ni måneder og så var det det. Han aner ikke hvornår jeg skal føde! Jeg synes netop jeg har prøvet så mange gange at fortælle ham stille og roligt hvordan jeg har det, men han glemmer det hele bagefter.
Indimellem er jeg bare så glad. Heldigvis har jeg en dejlig familie, men hvor føler man sig dum og forkælet over at have det sådan. Og det er tabu. De færreste forstår det. Jeg ville ikke kunne snakke med mine veninder om det, selv om jeg efterhånden har fundet ud af det er et kendt fænomen at blive lidt mandehader i starten.

Puha, lang historie…jeg glæder mig til man kan se maven og jeg håber på at kvalmen og trætheden bliver mindre. Jeg glæder mig helt vildt til at møde mit barn, men der er mange bekymringer uden penge, hjem og fred og med et pres om at være som ens kæreste gerne vil have det hele tiden.
Dog synes jeg de fysiske skavanker er aftaget lidt og problemerne har godt af at komme lidt på afstand.

Held og lykke til jer alle.

Gitte siger:

Hej
Vil lige bidrage med min oplevelse af at være gravid. Jeg er gravid nu, med mit 2. barn. Jeg er i uge 9. Jeg har det også svært med at være gravid. Da jeg ventede vores 1. barn troede jeg der var noget helt galt med mig, jeg havde jo hørt graviditet var en “glædens tid” blade og magasiner viste struttende maver, kvinder med overskud. Jeg hader også, at være gravid… min krop opfører sig underligt, mine hormoner, appetit og søvn. Alt dette er normalt, men det er også det der gør mig deprimeret. Denne gang ved jeg dog, at når man har født og ligger der med det lille pus… så forsvinder det dystre, og moder følelserne blomstrer. Men under graviditeten er jeg desværre også en af dem, der bliver deprimeret, trøstespiser, intet kan overskue. Jeg går totalt i stå. Det er hårdt og trist at der er tabu omkring dette. Samtidig er det også hårdt når omgivelserne står og klapper en på maven og smiler og er helt overskruede, når man selv har det SÃ…Ã…Ã… dårligt.

Lige min lille historie….

Tenna siger:

Hej tøser derude. Jeg er virkelig ked af at høre om jeres situation og det sætter min egen under et skarpt lys.
Jeg har lige siden jeg var teenager været præget af tristhed og været deprimeret, dog uden at kunne sætte ord på det. Her for nogle år siden, da jeg havde mødt min dejlige mand gik det helt ned af bakke for mig og jeg fik professionelt hjælp. Jeg kom i terapi samt fik antidepressive piller i et stykke tid. Det hjalp SÃ… meget! Jeg har nu haft det godt i ca 2 års tid. Manen og jeg besluttede at få et barn og måtte desværre vente på naturen i godt et år, det var hårdt for mig. Da jeg så endelig blev gravid brugte jeg de første 3 måneder på at være bekymret over om barnet nu havde det godt etc. Det har det heldigvis og jeg åndede letttet op og begyndte at nyde at være gravid… Herligt! Men nu for ca 14 dage siden begyndte det at gå ned af bakke igen ( 18 uger), mine hormoner raser og humøret svinger som hos alle gravide, men jeg kan bare ikke håndtere det på en god måde. Det svinger meget fra dag til dag, fra minut til minut hvordan jeg har det. Når jeg er glad er jeg glad, men når jeg så er ked, har jeg det virkelig skidt! Det hele kulminerede her i weekenden hvor en lille ting blev til en meget stor deal for mig og jeg endte med at true med selvmord og rent faktisk stå med en kniv og skære i mig selv. der skete ikke noget da kniven var sløv og fordi jeg jo egentlig ikke ville slå mig selv ihjel, men chokket over det er meget stort og det skræmmer både mig men ikke mindst min mand! Jeg har aldrig været selvmordstruet og opfatter heller ikke migselv om det nu, men jeg er bange for mig selv og mine (over)reaktioner. Hvad mon jeg kan finde på næste gang? Nu tager jeg til lægen, håber at jeg kan få lidt hjælp, det trænger jeg til…

Sidsel siger:

Hej alle i skønne kvinder.
Lige inden jeg fandt frem til denne hjemmeside måtte min søde kæreste ligge ører til et af mine triste udbrud. Jeg tudede og skulle bare ud med de der negative tanker, som jeg synes fylder ENORMT meget for tiden.
Jeg er i 32 uge og venter en lille pige. Jeg glæder mig rigtig meget til hun kommer, men det sidste lange stykke tid er den glæde bare blevet overmanet med negative tanker, dårligt selvværd, vrede, træthed, fysisk smerte osv… Alle mulige ting som ikke just er positive. Og øv hvor er det surt.
Jeg er blevet så bange for der skal ske mig noget. Eller min kæreste. Bor i KBH og jeg har været meget påvirket af alt den kriminalitet man hører om. Og tænker straks, jamen det sker sikkert også for mig. Eller jeg kommer ud for et færdselsuheld osv… Altså jeg fokuserer meget på negative ting som kan ske, men som jeg ikke har kontrol over.
Generelt synes jeg bare at verdenen er et farligt sted at være, og der er bare mange idioter som gør verdenen usikker for os der bare gerne vil leve et roligt, lykkeligt og fredeligt liv.
Det irritererer mig meget at sådanne ting skal have en så stor del af mit liv for tiden og fylde så meget.
Men det beroligere da mig at jeg ikke er den eneste med negetive tanker… Ikke fordi jeg er glad for i har de sådan, men det er rart at vide man ikke er den eneste.
Ens lidt romantiske billede af det at være gravid er i hvert fald blevet manet til jorden. Lige så dejligt og hyggeligt det kan være, lige så træls og surt kan det også være. Nu håber jeg bare snart at kunne skimte lyset forenden af tunellen…. Og det synes jeg alle herinde fortjener!!!!!
Sidsel:-)

Tanja Linke siger:

Guuuud hvor er det fantastisk 🙂 sidder helt med tårer i øjnene. Hvor er det fedt at der så hurtigt kom feedback på mit skriv, og tusind tak fordi i deler lyset som i har fundet for enden af tunnellen.

Jeg har allerede meget mere mod på at klare de sidste 6 måneder af min graviditet.

Endnu engang tusind tusind tak Birgitte og Maja. Dejligt at høre at lykken venter forude 🙂

Birgitte siger:

Jeg vil da også lige give en update på mit tidligere indlæg. Jeg havde det som sagt, enormt svært gennem næsten hele graviditeten.
Da veerne kom, følte jeg mig allerede “i den anden båd”. NU skulle jeg være mor, og hvor jeg glædede mig til at møde min lille guldklump. Efter flere timer med vestorm, endte det hele i et akut kejsersnit, og dette gjorde, at jeg ikke umiddelbart kunne “finde moderfølelsen frem”. Der gik en dag eller to, før lyset gik op for mig. Og så skal jeg til gengæld også love for, det slog mig. Hvor ER jeg heldig. JEG er blevet mor til verdens dejligste lille pige. JEG er blevet velsignet med et levende, sundt lille barn.
Min datter er nu godt 5 måneder gammel, og jeg har da dage, hvor jeg ville bande det hele langt væk. Men hvilken mor har ikke det? Det er nu også hovedsageligt, når min lille prinsesse ikke vil sove, og jeg går rundt i en døs på grund af søvnunderskud. Alt i alt kan jeg nu sige, at det simpelthen er en af de bedste, mest fantastiske ting, der nogen sinde er sket for mig. At se ind i sit barns øjne, og få uforbeholden kærlighed at se, det er simpelthen fantastisk. At være den eneste, som kan trøste ens barn, når det er ked af det, giver én en følelse af kæmpe selvværd, kærlighed og overskud. At vide, at man har været med til at sætte dette fantastiske lille menneske i verden er en totalt overvældende tanke, som bare er lige ved at kan få hertet til at sprænges af lykke.
Så selv om I, ligesom jeg selv, har det enormt svært psykisk gennem graviditeten, så ER der lys for enden af tunnellen. Faktisk ville jeg sige: glæd jer, hvis jeg ikke lige vidste, at det netop er det, der er så svært, når man står med de her svære følelser.
Men tro mig, alle de følelser bliver gjort til skamme, og erstattet af lige præcis de modsatte følelser. 🙂

Maja siger:

Jamen så vil jeg da godt fortælle at jeg blev mor for 3 mdr siden, og lige indtil hun kom ud havde jeg de følelser og var bange for at jeg ikke kunne lide hende.
Da jeg så hende for første gang forsvandt alle de negative følelser med det samme, og jeg kunne mærke kærligheden strømme igennem mig.
Jeg er vendt 180 grader, og kan nu sidde og tænke tilbage på en tid som var utrolig svær og som jeg er lykkelig for at være kommet ud af, jeg skal bestemt ikke have flere børn, jeg har to nu og har haft de lige svært igennem begge graviditeter.
Vil også lige fortælle at jeg har fået det nemmeste barn og det at blive mor er en nem opgave for mig når man samligner det med min graviditet.
Der er bestemt lys forenden af tunnelen, når jeres barn først kommer til verden er jeg sikker på at i vil syntes det er nemt i forhold til det i har været igennem.

Tanja Linke siger:

Hej Alle,

hvor er det dejligt at der er et sted hvor kvinder der ikke er lykkelige gravide tør sige det højt.

Jeg er selv en af de kvinder der ikke har det særlig godt med min graviditet. Jeg er 31 år, har en dejlig mand og blev gift i sommers. Jeg ønskede mig så højt et barn og min mand og jeg blev kort tid efter brylluppet enige om at vi nok efterhånden ville gå i gang med at forsøge at lave et barn. Ironisk nok tog naturens gang fusen på os og allerede 5 dage efter denne beslutning, var der 2 streger på testen…

Graviditeten er kommet noget bag på mig, og jeg der ellers har styr på det meste, føler mig nu bare hensat som passager i mit eget liv.

Konstant kvalme og madlede har præget de første 3 måneder. Når jeg tænker på barnet, eller får e-mails fra min “babykalender” så får jeg brækfornemmelser. Jeg er i tvivl om jeg er klar til børn, bange for at mit liv og jeg som person vil ændre sig til blot at være en kedelig forstads mor uden de ambitioner og vilde indfald jeg havde før min graviditet.

Inderst inde tænker jeg at det nok er hormoner der spiller mig et puds, men det er hårdt. Og mest af alt er det nok hårdt fordi alle disse negative følelser omkring graviditeten medfører skyldsfølelser og flere bekymringer.

Jeg har nu fået nogle timer hos en psykolog som har hjulpet mig en del, og mit råd til alle jer der har det dårligt med graviditeten; brug tiden og pengene på at få noget hjælp. Det er svært og ubehageligt at have det mentalt dårligt under sin graviditet, så lad vær med bare at acceptere tingenes tilstand.

Gå evt. til din læge og få en vurdering af om du evt. har fået en mild depression. Så kan du blive henvist til nogle samtaler hos en psykolog, og det kan i mange tilfælde være hjælp nok til at komme i bedring.

Tak til jer alle fordi i har delt så ærligt omkring jeres “forbudte følelser”. Kunne være fedt hvis nogen af jer der har født lige ville skrive hvordan i har det nu, så vi ved om der er lys for enden af tunnellen 🙂

Kh

Tanja

Torun Birkbak siger:

Bekymrede gravide og tidligere gravide.

Nå en graviditet indledes, vil der altid sættes skub i de følelser, som vi igennem livet har været nødt til at lægge låg på, for at kunne blive accepteret af omverdenen.
De ligger nu som det, der kaldes skygger.
De rumsterer i det ubevidste og influerer en del på vores adfærd. men på et ubevidst plan.

Ã…benhed overfor følelser er essentilet for at fungere som en omsorgsfuld mor.
Det er, tror jeg, derfor, at vi “heldigvis” bliver mere følsomme, når graviditeten indtræder: klar til at møde barnet på dets følelser. For det er ud fra disse, at barnet kommunikerer de første år ( fra mellemhjernen.)
Tænkehjernen (overhjernen) er slet ikke udviklet endnu.

De følelser, som vi ikke selv blev mødt på, aktiveres nu, fordi der bliver mere åbenhed på det følelsesmæssige plan.
Det kan selvsagt være svært at rumme disse – igennem lang tid -hengemte følelser.

Hvis det er svært at rumme dem, kan det være en god idé at få professionel hjælp til at tage imod dem/ bearbejde dem.
Om nødvendigt, at anvende medicin til at holde dem nede, så personen ikke overvældes, mere end hun synes er tåleligt.
Professionel hjælp til at rumme dem, vil altid være en hjælp til:
– både at få mere ro i det ubevidst hos en selv.
– og til at blive mere rummelig overfor det kommende barn.

Hvis “følelseshavet” bliver for voldsomt, er det for mig at se mere end nærliggende at frygte for “det som kommer”.
Derfor er det også så væsentligt, at dele det med andre. Oftest tages brodden af, ved at sætte ord på det.

At vælge en provokeret abort vil altid være den løsning, som man netop på det tidspunkt fandt som den bedste løsning.

Derfor skal der selvsagt gives plads til den sorg, som denne store beslutning altid vil sætte igang ( stor undersøgelse viser dette – men sorgen blir ofte en ubevidst følelse, fordi skammen og skylden jager den følelse om i skyggen).
Skam og skyld er voldsomme kræfter, som kan minimeres ved at blive taget imod, som de følelser de er.
På den måde vil de få mindre og mindre magt.

Det er hensigtsmæssigt, da de er meget hæmmende for et godt følelsesliv.

Det er sådan jeg tror det er.

Torun Birkbak

Bekymret gravid siger:

Hej alle
Hvor er jeg glad for at jeg faldt over dette indlæg. Jeg har søgt efter kvinder der har det ligesom mig og pludselig idag fandt jeg det.

Jeg er gravid i 6+2 uge og det er en planlagt graviditet. At få et barn var en svær beslutning for mig, da jeg er startet op selvstændig og min kæreste er studerende uden SU pt. Jeg syntes ikke vi havde råd til det. Men ønsket om et barn fyldte så meget, at jeg tilsidst nærmest kastede op af p-piller.

Nu er jeg så gravid…og jeg burde jo være glad og sprudlende…I stedet tænker jeg for meget og bekymrer mig om alt muligt økonomi, andres holdning til min graviditet, er det nu det rigtige vi har gjort, er vi parate til det, hvad med min forretning osv osv…..

Jeg kan ikke rigtig sove om natten og vågner op med ondt i maven som om jeg er ved at få et panikanfald. Jeg har før været langt nede og er kommet ud igen af det, men nu frygter jeg at det er ved at vende tilbage. Jeg prøver at lave “meditationsøvelser” når det kommer. Altså hvor jeg fjerner fokus til f.eks. lydene omkring mig.

Men hvorfor får jeg ondt i maven over at være gravid og negative tanker, når det burde være så dejligt? Det er som om at min psyke ikke kan følge helt med. Er det normalt? Nu bekymrer jeg mig om jeg er i risikozonen for at få en fødselsdepression…

Dog er der peioder hvor jeg har det helt fint og glæder mig til at være mor. Min kæreste støtter mig. Jeg har også fortalt både ham, min læge og familie om mine tanker. Så jeg er ikke helt alene.

Jeg har brug for at få at vide om I også har haft det sådan….eller mere om mine tanker er normale. Det har jeg en idé om at de er, efter at have været herinde…Men lad mig høre fra jer…for jeg er bange for at jeg er ved at blive helt skør nogle gange og om jeg overhovedet kan klare en graviditet (selvom jeg inderst inde godt ved at jeg kan klare det)

Undskyld min lange mail, men havde sådan brug for at få det ud

Charlotte Kristiansen siger:

Kære alle derude i æteren – jeg fandt denne side den 20. august og skrev straks et kort indlæg – jeg leder efter en at snakke med, som også har valgt abort pga angst eler depression i din graviditet. Jeg føler mig så alene, fordi det jeg har gjort er så tabubelagt og skamfuldt.

Charlotte Kristiansen siger:

Jeg har været igennem to graviditeter, hvor jeg var nødt til at tage antidepressiv medicin, fordi jeg forud herfor havde fået en abort pga depresson undervejs i forløbet. I juni blev jeg gravid igen med vores tredie barn – et klart ønskebarn – men jeg var ikke glad, da graviditeten først var en realitet. Troede dog ikke at jeg var deprimeret, men blot at jeg måske ikke alligevel havde lyst til et tredie barn – og til sidst var jeg så panisk, at jeg valgte en abort. Jeg står nu midt i sorgen – og har ved at opsøge den psykiater, der fulgte mig under graviditeterne med mine to piger, indset, at barnet måske kunne være reddet, hvis jeg havde opfattet min tilstand som en begyndende depression og havde taget medicin igen.
Jeg er så ulykkelig og ved ikke hvordan jeg nogensinde skal komme over dette.
Dette blor for at fortælle alle jer, som heller ikke psykisk er gode til at være gravide, at I skal søge hjælp og ikke blive så desperate som jeg og vælge aborte som udvej – for det er ikke en udvej – blot en flugt fra den angst, som kan fylde en så totalt, når homonerne raser i kroppen på en.

sara siger:

Kære alle gravide,

Jeg er en kvinde på 25 år og er gravid i 35. uge. Ligesom nogle af jer, føler jeg mig ret ret trist og ked af det. Jeg burde egentlig være super glad, netop fordi jeg er så langt henne i graviditeten og fordi jeg meget snart skal blive mor. Men nej nej, glæden er der bare ikke. Jeg føler mig ret underlig og beskylder mig selv for ikke at nyde min graviditet. Jeg synes det er svært at beskrive helt præcis hvordan jeg har det inden i. jeg går med en masse grimme tanker, som jeg skammer mig over, men det føles som om jeg ikke selv kan styre tankerne, de kommer bare. Nogle gange føler jeg bare ingen ting over for babyen i maven, er det ikke underligt?? Men inderst inde glæder jeg mig til at se denne baby og blive mor. Men glæden forsvinder meget nemt. jeg er bare så træt af at gå med disse grimme og mærkelige tanker om babyen. jeg vil bare gerne være lykkelig uden nogen bekymringer. jeg vil bare ikke ende med en depression. Hvad kan jeg gøre for at tænke lidt mere positivt og føle noget over for min baby??

Maja siger:

Jeg er 29 år og i min 2. graviditet. I min første graviditet var jeg dyb deprimeret, tog 45 kg på og det hele endte i et akut kejsersnit pga svangerskabsforgiftning, jeg havde bækkenløsning hele vejen igennem og vores forhold var meget tæt på at gå i stykker. Vi flyttede fra hinanden for en periode efter vores datter kom til verden.

Nu 6 år efter valgte vi at prøve igen, da det jo ikke var sikkert at tingene blev så slemme igen. Jeg er nu i uge 25 og jeg har det frygteligt. Bækkenløsning og jeg har taget 30 kg på. Jeg har så meget vand i kroppen at jeg har svært ved at gå ind i mellem så jeg har fået krykker. Jeg græder hver dag og har meget svært ved at tage mig af min datter. Jeg kan ikke overskue noget heller ikke engang tage en beslutning om hvad jeg vil have at spise og om jeg overhovedet vil have noget.

Vores forhold er ved at gå i stykker igen da jeg ikke magter at være sammen med nogle og jeg egentlig bare gerne vil være alene. Det er så synd for min datter som lige pludselig har ændret sig til at være en pige med bekymringer og skal passe sin mor. Hvis jeg kunne vælge om havde jeg aldrig gået igennem sådan en graviditet igen. Jeg tænker hver dag på at ringe til lægen og sige at jeg ikke vil mere og at jeg vil have fjernet barnet eller håber på at der sker noget så jeg mister barnet. Ja det er sådan jeg ærligt har det, jeg vil gerne være mor igen men når jeg ser hvordan jeg ødelægger min familie, ja så er prisen sgu for dyr.

katja siger:

Til MamaMia og Joan

Tusind tak for jeres opmuntrende ord, det varmer trods alt når man føler sig palle alene i verden.
Heldigvis føler jeg nu at der er flere gode dage end dårlig, og ja det hjælper at tale med kæresten…

Endnu en gang tak

joan siger:

Hejsa Katja. Jeg har nu været 2 graviditeter igennem, og jeg har også følt lidt som dig, at min mand ikke tog del i det. Men du skal også huske på, at han kan ikke mærke, hvordan du har det. Du har jo en masse hormoner, som flyver rundt i kroppen, og den ene dag føler du det ene, og den anden dag noget andet.

Din kæreste kan ikke føle, hvordan du har det. Han kan ikke mærke om du har en dårlig eller god dag. Når du fortæller ham, at nu har den lille sparket eller at du har det skidt, det kan han jo ikke mærke på sin krop. Han har det jo godt, uanset hvad din krop siger. Det er jo ikke ham, der er gravid;-)

Så hvis du en dag har det skidt, eller føler dig stor og tyk, så fortæl din kæreste det, så ved han det også. Desværre kan man ikke læse hinandens tanker. Det ville ellers have været dejligt af og til…..;-)

Så husk at snakke med din kæreste, i stedet for at bebrejde ham noget.

Jeg er sikker på, at han glæder sig meget til at skulle være far, og når først barnet er der, så bliver mændene tit og ofte voksne, lige af en gang…

Alt mulig held og lykke til dig, og rigtig god graviditet, og op med humøret, det hele skal nok gå.

De allerbedste ønsker fra Joan

katja siger:

Hejsa. Hold da op hvor er jeg glad for at se at der er andre der har det lidt ligesom jeg selv. Jeg er gravid i 21. uge og føler mig enormt deprimeret. Var ellers glad i starten, det var jo et ønskebarn for mig og min kæreste, men min kæreste har skuffet mig på mange måder. Føler ikke han er der og ved ikke om han nogensinde bliver voksen, og vil tage et ansvar.

Det har det sidste stykke tid givet anledning til en del bekymringer om at jeg måske skal klare det hele selv. Hele spændingen og glæden ved at være gravid og skulle være mor, er blevet afløst af skuffelse, ensomhed og fortryder ind imellem at jeg valgte at blive gravid. Ser ikke frem til noget og glæder mig ikke vildt over spark i maven osv. Selvfølgelig er jeg lettet over at barnet er sundt og rask. Men mere er der pt. ikke i det. Håber virkelig ikke det lyder hjerteløs, og håber bare det er homoner, men hold op hvor er det trist have det sådan her…

MamaMia siger:

Hejsa. Jeg er også en af dem der ikke har nogen glæde ved at vente sig. Jeg glæder mig til mit barn kommer ud, men den her ventetid har været meget belastende for mig psykisk. Jeg trives, har ikke kvalme eller noget andet, kun lidt ondt i bækkenet. Jeg er træt af at tage på i kilo, og bare det med at bevæge sig ud i byen er træls fordi folk kigger – men det er jo en del af det.

Jeg har desuden en kæreste som jeg ikke er stolt af. Han har ikke været til så meget, og her kan jeg godt rase ud. Jeg har ordnet alt næsten selv, babyudstyr, tøj, de små praktiske ting. De eneste ting han kan sige er, at han synes vi er for meget sammen. Jeg hader når man er den bevidste og desværre har en lavmiddel mand, når man kunne finde en der var bedre! Nå men sådan er ens skæbne nok.

På baggrund af at det her, så glæder jeg mig til at få min søn og min krop tilbage:) Det er hårdt synes jeg – at kroppen skal tilpasses barnet, men sådan er det nok! Naturens gang.

Jeg bliver nok kun mor en gang i hele mit liv – og jeg er kun 24 år:P

Pete Andersen siger:

Hej Betina og Birgitte. Tak for jeres kommentarer. Jeg er selv en mand og var egentlig ikke særlig interesseret i at få børn, men min kæreste lagde heldigvis pres på for at få dem. I dag har vi tre og det er det bedste der er sket for mig…

Birgitte siger:

Først og fremmest er min graviditet lidt problemfyldt. Først og fremmest fordi jeg fra tid til anden får stikpiller fra min mand, som egentlig ikke ønskede barnet, men har valgt at acceptere situationen.
Jeg er nu 28+3 og fik for 5 uger siden konstateret bækkenløsning. Lige siden smerterne fra dette begyndte, føler jeg mig mere eller mindre invalid, idet ufatteligt mange former for bevægelse fremkalder stærke smerter. Derudover har jeg meget svært ved at “nyde” (som min søster udtrykte det) følelsen af, at barnet bevæger sig.
Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, var jeg superglad, idet jeg er 38 år gammel, og jeg egentlig havde opgivet tanken om at få børn (dette er et ønskebarn for mig). Men jo længere hen i graviditeten jeg kommer, jo mere svinder glæden. Desværre til fordel for en følelse af forurettethed overfor det ufødte barn, som jo trods alt ikke har bedt om at blive skabt.
Min mand er delvis invalid efter et biluheld, og dette er grunden til, at han ikke ønskede barnet, idet han jo ikke kan hjælpe til med barnet på nogen måde.

Betina siger:

Til Kristina 🙂
Vil lige trøste dig med et knus på vejen… smiler… jeg følte straks med dig. Jeg havde det akkurat på samme måde i starten af min graviditet, blev sur og gal på min mand, var i tvivl om det var det rigtige vi gjorde, og kunne ikke glæde mig. Græd de fleste dage… var totalt fustreret, da det jo er et ønskebarn… osv… Heldigvis er det gået over.

Jeg er i uge 30 og er helt fjollet… smiler… Tror det er helt normalt at vi reagerer som gjort… Sikker på at det er hormonerne der “klikker” 😉 men det ændrer sig når maven vokser og du begynder at mærke liv… Ønsker jer alt det bedste i fremtiden med jeres lille superdejlige baby.

Pete Andersen siger:

Hej Kristina. Kan godt forstå du har det svært når tingene er så meget anderledes end du havde håbet på. Det er nok som du skriver dine hormoner der ændrer din følelsesmæssige stabilitet, og det gælder vel bare om at fokusere på de glæder der er lige nu, som f.eks. billedet af den lille derinde der bevæger sig og har det godt.

Heldigvis får det du beskriver næsten helt sikkert en ende når du kommer længere hen i graviditeten og kroppen stabiliserer sig igen. Der vil du forhåbentlig kunne finde glæden igen. Det vigtigste lige nu er nok, at du har nogen at tale med om hvordan du har det; din mor, en god veninde eller din kæreste hvis han er god til at lytte på »pige-facon«. Fortæl under alle omstændigheder din kæreste, at du har brug for lidt ekstra støtte og tålmodighed i denne tid.

Mange hilsner
Graviditet.dk

kristina siger:

Hej jeg er gravid i 12 uge. Min kæreste og jeg ønskede os så meget et barn. Og jeg blev meget hurtigt gravid. Men graviditeten vendte op og ned på hele mit liv. Normal er jeg meget glad og kan klare mange ting i min hverdag. Men nu kan jeg ikke klare noget, uden smerter i underlivet. Lægerne og gynækologerne siger at alt er som det skal være og at barnet har det godt. Men jeg er alligevel ulykkelig og glæder mig ikke over min graviditet.

Jeg er meget i tvivl om det nu er det rigtige jeg gør ved at få et barn og tanken om at få det fjernet er meget stor. Jeg er blevet mere aggresiv over for min kæreste og tuder over ingen ting. Jeg forstår ikke hvordan det kan være at man har det sådan når det er et ønskebarn. Folk forstår ikke at jeg ikke er glad for at være gravid, men glæden ved jeg ikke hvor er.

Jeg tænker at det måske har noget med hormonerne af gøre, jeg har været gravid før hvor det ikke var planlagt, og den gravidiet endte med en abort. Men mens jeg var gravid der var jeg glad, og før jeg blev gravid denne gang glædede jeg mig vildt meget til at blive gravid. Igår kom jeg ind til en skanning da jeg havde fået en del smerter og vi så vores kommende barn på skærmen. og den bevægede sig og var i live, der blev jeg glad og lettet over at den havde det godt, og glædede mig til at skulle være mor. men så igen idag blev jeg ked af det over ingenting og ønskede ikke barnet. Hilsen den ulykkelige.

anne siger:

Jeg er meget bange for, at jeg er ved at udvikle en depression. Jeg er gravid i 27. uge og har netop i dag taget mig sammen til at ringe til en psykolog. Det er en psykolog jeg har gået ved i forbindelse med en arbejdsskade. Jeg har fået PTSD post traumatisk belastningsreaktion pga vold fra beboere på en tidligere arbejdsplads (er uddannet pædagog). Det, sammen med en barndom med vold og druk, gør mig jo nok rimelig udsat med hensyn til depression i forbindelse med fødsel og graviditet.

Jeg skal være mor for 3. x og glædede mig virkelig til at nyde min graviditet (er stadig sygemeldt pga arbejdskaden). Men den er lige nu bare fyldt med ked-af det-hed, dårlig samvittighed og ekstremt lavt selvværd. Jeg bliver ked af det når jeg kan mærke den lille bevæge sig og det giver mig så dårlig samvittighed osv. Jeg tuder lige pludselig og er så bange for miste mand….

Øv øv det blev til en længere smøre, men godt at komme af med det.

Pete Andersen siger:

Hej Diana. Tak for din kommentar. Godt klaret at du vover forsøget igen. Heldigvis er det værd at gøre det. Hvorfor ikke kontakte Stine og Ingelise om de kan bruge din oplevelse til deres opgave – og på den måde bruge den konstruktivt.

Mange hilsner
Graviditet.dk

Diana siger:

Deprimeret og depression vil jeg absolut ikke kalde det, men jeg er gravid for anden gang i uge 25, selvom jeg svor sidste gang at jeg aldrig ville gøre det igen. Jeg hader at være gravid og kan slet ikke se det lyserøde i det. Jeg glæder mig vildt til mit barn. Men også til jeg kan lægge det fra mig og ikke skal bærer rundt på det hele tiden. Jeg er normalt en frisk og energisk pige. Dette forsvinder fuldstændig under en graviditet. Jeg får ikke længere gjort alle de ting jeg plejer at kunne, fordi jeg simpelthen bliver så træt og kun gider sofaen. Denne gang er det endda så galt at jeg foretrækker min seng og derfor tit ligger i den inden kl 21 om aftenen. Jeg bryder mig ikke om at det ikke er mig selv der styrer min krop, men at det er graviditeten der afgører om jeg skal spise, sofa, løbe og danse.