Gravid sex – Har jeg lyst til det?

Gravid sex - Har jeg lyst til det?Der findes næsten lige så mange spøjse meninger om sex under graviditet, som der er mennesker.

Så der er ikke noget at sige til det, hvis du er blevet forvirret.

Men som altovervejende hovedregel er sex helt fint på hvilket som helst tidspunkt i løbet af graviditeten – hvis den i øvrigt forløber normalt.

Så det er jo fint. Men er der nogle former for sex, der er bedre end andre?

Det ser vi på her.

 
 

Vil jeg overhovedet dyrke gravid sex?

Dit østrogenniveau stiger, der flyder mere blod til din livmoder og dit bækken, og dine bryster bliver mere følsomme, så der er ikke noget at sige til det, hvis du har lyst til sex.

Men samtidig kan det være, du lider af morgenkvalme eller træthed i starten, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem højner lysten.

Sent i graviditeten kan det være, du føler dig stor og tung, og det er måske heller ikke ligefrem et afrodisiakum for nogle.

Det er derfor, måned 4-6 ofte er de mest aktive, når det gælder gravid sex.

Men uanset hvornår, og om, du har lyst til sex under din graviditet, så vid, at du ikke er alene. Det er lige så individuelt, som vi kvinder er.

Og så længe du ikke har blødninger eller andre komplikationer, er der grønt lys. Hvis du er i tvivl, så spørg din læge.

 

 
 

Gode råd til gravid sex

I løbet af din graviditet vokser både din mave og dine bryster, og brysterne kan oven i købet blive ret følsomme, endog ømme.

Så det er klart, at der er visse stillinger, der egner sig bedre end andre.

Det kan være ubehageligt nok at skulle understøtte din egen vægt sent i graviditeten, endsige en andens vægt, så alle stillinger, hvor din mand ligger oven på dig, bør nok vige til fordel for andre.

For eksempel kan det give større nydelse at ligge på siden, enten med manden bagest eller med ansigtet mod hinanden.

Du kan også sidde øverst – det giver overhovedet ingen belastning på din mave. Men sent i graviditeten kan det være svært at bevæge sig i (eller måske nærmere ind og ud af) den position.

I kan også prøve forskellige positioner med ham bagest – enten stående, siddende eller med dig på knæ i sengen.

Hovedsagen er, at det er behageligt og ikke føles, som om du belaster dele af din krop, eller dit barn, for meget.

Det skulle jo gerne være sjovt og dejligt for jer begge.

Giv din vurdering