Du er nu mere end halvvejs og nogle kvinder begynder på dette tidspunkt at mærke små, sammentrækninger i livmoderen, hvor livmoderen kan føles helt hård, hvorefter den bliver blød igen.
Det er livmoderen, der øver sig til fødslen, og sammentrækningerne er en helt ufarlig og smertefri mini-udgave af veerne, der kaldes plukveer.
Din baby i uge 22
Baby måler nu omkring 27 cm i længde og vejer ca. 450 gr.
Baby har udviklet svedkirtler, og huden er ikke længere lige så transparent som tidligere, dog kan man stadig se blodårerne igennem huden.
Fingerneglene er fuldt udviklede og vokser bare. Nyfødte babyer kan have lange negle, når de bliver født, og får nogle gange små bomuldsluffer på hænderne, så de ikke river sig selv i ansigtet.
Er din baby en dreng, er hans testikler begyndt at bevæge sig ned fra bækkenet til pungen.
Barnets hjerne vokser nu meget hurtigt. Især det særlige område i hjernen, hvor hjerneceller produceres udvikler sig med stor hast. Dit barns hjerne vil fortsætte med at udvikle sig til han eller hun er 5 år gammel.
Din krop i uge 22
Måske er dine bryster begyndt at lække en smule råmælk, som er den første næring dit barn har brug for, inden mælken løber til i dagene efter barnet er født.
De små prikker rundt om dine brystvorter, er begyndt at producere en blødgørende substans, der skal beskytte dine brystvorter, når du skal amme dit barn.
Du kan måske mærke, at dine fødder er blevet større. Det kan skyldes både ødemer, som er vandophobning i kroppen, eller det kan skyldes, at fødderne faktisk er vokset.
Hormonet relaxin, der sørger for at sener og ligamenter bliver blødere under en graviditet, kan bevirke at ligamenterne i fødderne også bliver blødere og længere, hvilket gør at knoglerne i fødderne spreder sig lidt.