Graviditet og kaffe

Graviditet og kaffeKaffe er ligesom alkohol og fisk et af de områder, der snakkes meget om i forbindelse med din graviditet. Men hvordan er det lige med graviditet og kaffe?

Nogle siger, at du må drikke 100-200 mg koffein, andre siger at 300 er ok, men at derefter har du 60% øget sandsynlighed for, at der sker dit barn noget forfærdeligt.

Selv Sundhedsstyrelsen skriver noget så vagt som 3 kopper, hvilket jo kan betyde meget, når det kommer til koffein.

Men hvad er sandheden om graviditet og kaffe?

 

 
 

Hvad er problemet med graviditet og kaffe?

Oftest siges det, at for meget kaffe, og dermed for meget koffein, kan medføre en øget sandsynlighed for spontane aborter.

Koffein når fosteret igennem moderkagen, og det er uvist, hvordan fosteret bearbejder det.

Der er ingen tvivl om, at alle gravide ønsker at undgå spontan abort.

Senere i gravidteten frygtes en lavere fødselsvægt, hvilket alle naturligvis også ønsker at undgå.

Så skal du undgå kaffe?

 

 
 

Masser af undersøgelser om graviditet og kaffe

Der er masser af undersøgelser omkring graviditet og kaffe, og de fleste viser, at et stort indtag af koffein medfører en øget sandsynlighed for spontan abort.

Men der er to problemer med disse undersøgelser:

  1. Undersøgelserne er ikke randomiserede
  2. De tager ikke højde for kvalme

 

Lad os forklare dem begge i detaljer.

 

Undersøgelserne er ikke randomiserede

Forskere sigter ofte imod at lave randomiserede studier, da dette betyder, at du vælger en masse mennesker, og ændrer 1 ting ved en tilfældigt udvalgt gruppe af dine forsøgspersoner.

På den måde kan du regne med, at personerne er ens – ud over den ene ændrede ting, hvilket dermed betyder, at hvis der opstår ændringer, så må det være som følge af den ændrede ting.

Med kaffe kunne det altså være at tage alle gravide i København et år, og få halvdelen til at drikke 6 kopper kaffe om dagen, mens den anden halvdel ikke drak noget.

Alt andet lige ville du så se, om det medførte flere spontane aborter.

Der er dog ingen, der vil godkende sådan et forsøg.

Og det er nok også svært at få mødre til at stille frivilligt op til det.

Derfor er forskerne nødt til at nøjes med at finde kvinder, der allerede drikker kaffe, og sammenligne dem med kvinder, der ikke drikker kaffe.

Dette medfører, at der kan være andre sammenfald imellem grupperne, end at de drikker kaffe.

Dette ses tydeligt, hvis du tænker på rygning. De, der ryger under graviditeten, vil ofte være yngre, være fra underklassen, og måske også have en række andre problemer som alkohol, ustabilt hjemmemiljø osv. under graviditeten.

Dermed bliver det umuligt at finde ud af om det er rygningen eller en af de andre faktorer, der reelt har skabt problemet.

Så konklusionen er, at der ikke er nogen store gode undersøgelser på området, hvor vi ved, at det er kaffe, der er problemet.

Dog viser alle undersøgelser, at en smule kaffe ikke skader noget.

Først omkring 300-400 mg. koffein begynder nogle studier at indikere en påvirkning, og her kan man så argumentere for, at studiet ikke er validt på grund af ovenstående.

 

Undersøgelserne tager ikke højde for kvalme

Kvalme under graviditeten er noget, de fleste kvinder oplever.

Og det er en god ting.

Kvalme er et tegn på, at du har en sund graviditet, så jo mere kvalme du har, des gladere skal du være på dit barns vegne.

Kvalme betyder dog også, at de fleste gravide naturligt ikke har lyst til så meget kaffe.

Det betyder, at der vil være en sammenhæng i mellem kvalme og kaffe, og da der også er en sammenhæng mellem kvalme og en sund graviditet, så bliver billedet pludselig mere mudret.

Har kvinder, der drikker kaffe, flere spontane aborter?

Eller er det manglen på kvalme, der giver kvinder både flere spontane aborter og øget lyst til kaffe?

Langt de fleste undersøgelser tager ikke højde for denne kvalmefaktor, hvilket efter vores mening gør dem lidt utroværdige.

Enkelte undersøgelser viser også, at der er den samme risiko for spontan abort for kvinder der drak almindelig kaffe, og dem, der drak kaffe uden koffein.

Dette igen tyder på, at det måske er kvalmen, der er den vigtige faktor i den spontane abort og ikke koffeinen.

 

 
 

Kaffe med eller uden koffein

Det er lykkedes et enkelt sæt forskere fra Danmark at få lov til at lave et randomiseret forsøg med gravide kvinder og indtag af kaffe.

De ønskede at teste det andet problem, der ofte nævnes i forbindelse med kaffe og graviditet, nemlig lav fødselsvægt.

De fik 1207 kaffedrikkende kvinder før uge 20 af graviditeten til at være med.

Kvinderne fik gratis kaffe i resten af graviditeten, men de vidste ikke, om de fik kaffe med eller uden koffein.

Resultatet var slående. Der var absolut ingen forskel på hverken vægt, længde eller hovedomkreds på babyen, og ej heller på, hvor længe graviditeten varede.

 

 
 

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at lidt kaffe ikke skader dit barn.

Alle er enige om, at 2 kopper om dagen er fint, og langt de fleste mener det samme omkring 3-4 kopper (3-400 mg. koffein).

Mange kopper kaffe – eks. 8 – har vist en vis negativ påvirkning, men igen vides det ikke, om det udelukkende er på grund af koffeinen, eller om det er på grund af andre faktorer.

Du skal altså ikke gå rundt og pine dig selv til helt at holde dig fra kaffe of koffein for dit barns skyld.

Hvis du oplever en spontan abort, så vær ikke for hård ved dig selv. Oftest vides det ikke, hvorfor det sker, udover at kroppen har opdaget nogle kromosomfejl, hvorfor den selv afslutter graviditeten.

Med mindre du har drukket enorme mængder kaffe hver dag, har det højst sandsynligt intet med dit kaffeindtag at gøre.

Giv din vurdering