»Hallo er der hul igennem?« af Ann-Elisabeth Knudsen

Hvornår er det lige præcis at hjernen bliver født? Altså det tidspunkt hvor den begynder at tænke. Og er der forskel på drenge- og pigehjerner allerede på dette stadie?

Hjerneforsker og lektor i dansk og psykologi Ann-Elisabeth Knudsen har skrevet en bog om børns hjerner. Hun har tidligere beskrevet kønsforskellene i indlæringsprocessen, men i bogen ”Hallo er der hul igennem” får vi al hendes viden om hjernens udvikling fra 0-18 år. Og det er spændende læsning. Der er svar på mange spørgsmål – f.eks. hvor vigtig er kosten for hjernen, kan hukommelse trænes og hvilken betydning har søvnen.

Bogen er skrevet sammen med Karin Svennevig Hyldig, der har leveret artikler til aviser og magasiner bl.a. om børn og opdragelse.

Bogens bagside:

En Pixi-bog for voksne om børns hjerner og udvikling. En fremstilling i hverdagssprog om alt fra forældres forundring over, at nyfødte børn ikke allerede fra starten er udstyret med store mængder tålmodighed og overbærenhed, og dertil en pæn portion respekt for forældres svaghed – til de uhørte overraskelser en teenager kan præsentere sine sagesløse forældre for.

Lad os sige det som det er – det ville gøre alting meget lettere, hvis børn fattede, at det er en rigtig dårlig idé at starte livet med at terrorisere forældre med skrigeri, hån af maden og en konsekvent afstraffelse af alle forældrefejlgreb med udslæt eller diarré. Og i stedet arbejdede mere på at finde frem til et sprogbrug, som forældre kan forstå! For slet ikke at tale om de vanskeligheder, der skal overvindes af forældre til børn på 5, 10, 15 eller 25 år!

I virkeligheden er det største mirakel – at det oftest går godt, og at vores børn lærer at håndtere de forældre, de nu engang er udstyret med, og får det bedste ud af os og deres situation.

ISBN 8757017182, udgivet af Schønberg, hæftet. 202 sider. Kr. 249,-

Hvad mener du? Tror du på at der er så stor forskel på drenge og pigers hjerner? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering