Har jeg grund til at være bange?

Spørgsmål til Sundhedsplejerske Lena Dyhrberg:

Hej Lena, Jeg er gravid i 17. uge. Den sidste uge har jeg ikke rigtigt mærket noget til min graviditet – mine bryster er holdt op med at være ømme og jeg har ikke rigtigt nogle stik i siden.

Jeg har mange i min omgangskreds, der har mistet deres barn – også sent i deres graviditet. Er de manglende symptomer noget jeg skal være nervøs over?

Mange hilsener
Den bekymrede

Kære Den bekymrede.

Nej, du skal ikke være bekymret. Det lyder som helt naturlige reaktioner fra din gravide krop. Ømheden i brysterne under gravideteten er værst i starten, hvor de vokser stærkt, og så igen, efter du har født og mælkeproduktionen starter.

Jeg forstår godt din nervøsitet, når du fokuserer på de mange i din omgangskreds, som har mistet deres barn. Det er slemt for dem, men har ikke noget at gøre med din graviditet, som jeg ser og hører det du skriver til mig.

Jeg tror det er meget få vordende mødre, som ikke på et eller andet tidspunkt i graviditeten bliver bekymrede og bange for at miste. Når der er noget man er meget glad for, mennesker som betyder alt for os, som vores børn, vil vi helt naturligt være bange for at miste.

Sådan vil det i perioder være resten af livet. men det er jo kærligheden. Den som gør livet så værdifuldt. Det som gør livet værd at leve. Det er i graviditeren moderfølelsen og ansvaret starter. Man forbereder sig til moderrollen. Det hører jeg, du er godt igang med. Det er smukt, men vækker også mange følelser, som er dybere end noget andet i livet.

Er du forsat urolig eller bekymret, er det atid godt at kontakte lægen eller jordemoderen, som kan undersøge dig og lytte til dit lille barns hjerte (hvilket du måske allerede har gjort).

Jeg vil ønske dig held og lykke.

Mange gode tanker
Lena Dyhrberg
Privatpraktiserende Sundhedsplejerske
www.sundhedsplejerske.com

Hvad mener du? Havde du også været bange for at miste dit ufødte barn? Hvornår gik det over eller hvad gjorde for at det skulle gå over? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering