Hjemmefødsel – Hvad skal jeg vide?

Hjemmefødsel - Hvad skal jeg vide?Hvis din graviditet forløber normalt, og din jordemoder giver grønt lys for det, kan du vælge at føde hjemme.

Det gør 1-2 kvinder ud af 100, og det kan da også være en både intim og personlig oplevelse at føde i sit eget hjem.

Men hvordan foregår en hjemmefødsel egentlig?

Og hvad skal der til?

Vi ser på hjemmefødsler her.

 

 
 

Hvordan foregår en hjemmefødsel?

Når du har fået grønt lys for det af din jordemoder, skal det praktiske arrangeres.

Et par uger inden din termin kommer jordemoderen på besøg, og I gennemgår alt det praktiske sammen, så du kan forberede dig.

Og når vandet så går, og du går veer, så er det med at være klar. Fødekarret skal fyldes med varmt vand, alt det praktiske skal være på plads – og selvfølgelig skal I ringe efter jordemoderen, når fødslen er i gang.

Jordemoderen vil under hele processen overvåge din og dit barns tilstand. Hvis der er uventede komplikationer, sørger hun for at få dig transporteret til et sygehus.

Du skal være opmærksom på, at medicinsk smertelindring ikke er mulig ved en hjemmefødsel. I stedet bruges massage og varmt vand (det er bl.a. derfor, mindst halvdelen af hjemmefødsler sker i fødekar).

Nogle jordemødre er også trænet til at give akupunktur mod smerter.

Jordemoderen bliver hos dig til nogle timer efter fødslen, så hun kan sikre sig, at alt er i orden.

Hvis du har brug for sting, syer hun dig (det er bl.a. derfor, der skal være en god lampe til rådighed, se nedenfor).

 

 
 

Hvad skal jeg huske til en hjemmefødsel?

Når du først har truffet valget, er der en række ting, du bør forberede til din hjemmefødsel.

Du skal beslutte, om du vil føde i en seng eller et fødekar. Hvis du vil bruge et fødekar, kan du leje det gennem din region eller købe det, evt. på nettet.

Der skal være god plads omkring sengen eller karret, så både du og dine hjælpere kan bevæge jer rundt. Og rummet skal være behageligt varmt.

Derudover er der en del andre ting, du også kan eller bør sørge for – både af praktiske grunde men også for stemningens og komfortens skyld:

  • Fødekar eller sengeleje
  • Plasticafdækning til gulvet rundt om fødelejet
  • En god lampe til brug for jordemoderen
  • Bord til jordemoderens udstyr
  • Friske håndklæder og vaskeklude og en kurv til de brugte
  • Affaldsposer
  • Hvis du bruger fødekar: Seng eller madras ved siden af fødekarret
  • Sengetøj til dig og din baby
  • Babytøj – husk huen
  • Store trusser og hygiejnebind til dig – bleer til babyen
  • Tøj til dig selv
  • Lidt til energien: Druesukker, saftevand, frugt, kiks osv
  • Til stemningen: Måske lidt dæmpet musik, stearinlys
  • Og husk børnepasning, hvis du har andre børn – også selv om de skal være med til fødslen.

En hjemmefødsel kan være en smuk, intim og personlig affære, hvor du er omgivet af dem, du elsker, og dit barn ser verdens lys i hjemlige omgivelser.

Så det er bestemt værd at overveje, hvis din jordemoder giver grønt lys for det.

Hjemmefødsel – Hvad skal jeg vide?
5 (100%) 1 Stemme