Hvad siger man når nogen har mistet?

Hvad siger man når nogen har mistet?Hvad er det der sker indeni mennesker når deres nærmeste familie, venner eller kollegaer mister et barn før, under eller efter fødslen?

Hvorfor er det så svært for os mennesker, at leve os ind i andres sorg på en støttende og positiv facon? Er det fordi det minder os om vores egen sorg og forgængelighed?

Da vi tilbage i 1995 oplevede at miste vores første barn Jacob, oplevede vi en række forskellige reaktioner spændende fra det ekstremt indlevende til det grotesk kølige. Jacob blev født for tidligt fordi vandet gik og fødslen derfor blev sat igang før tid.

Jordemoderen var fantastisk. Hun vejede ham og gav ham tøj og en lille hue på, præcis som hvis han havde været levende. Så kom hun ind til os med ham, så vi kunne sidde med ham og sige farvel. Hun var med sin stille støtte i stand til at tranformere oplevelsen til noget smukt.

Nogle få dage efter vi var kommet hjem, mødte vi en af vores gamle venner på strøget. Hun så på os og sagde »nå, han ville ikke være hos jer alligevel, hva’«. Var det et forsøg på at lindre smerten med en joke? Måske, men timingen var utrolig dårlig.

Et meget nært familiemedlem hørte at vi havde siddet med vores lille dreng i favnen nogle timer og sørget, og sagde »sådan noget svineri« (at sidde med ham i hænderne). Den var svær at vende positivt, da det var en person der betød meget.

Nogle uger senere var vi til samtale på Frederiksberg Hospital om vores oplevelse. Her sagde den velmenende overlæge således »Vi ved ikke hvad der gik galt, men vi ved at ikke sker igen«. Vi synes det var mærkeligt at han kunne »love« noget sådan, når de ikke vidste hvorfor det skete.

Det bedste der skete for os i forbindelse med denne oplevelse, var at jordemoderen gav os en folder fra Landsforeningen for Spædbarnsdød. Vi kontaktede dem og talte med Solvejg Ritzau, som dengang var formand for foreningen. Hun var en kæmpestor hjælp i den svære tid.

Når vi ser på denne oplevelse i bakspejlet, hvor gerne vi end ville have undværet den, så var den med til at udvide vores følelsesmæssige horisont, og hjalp os til selv at blive mere indlevende og støttende. Vi fandt ud af at det ikke var så vigtigt hvad folk sagde, men mere at de lyttede.

Noget af det bedste en sagde til os var »jeg har ingen anelse om hvor ondt det må gøre på jer lige nu, men jeg vil gerne høre om det«, og så lyttede hun stille til vores beretning og var tydeligt rørt…

Hvis du har oplevet at miste et barn, på den ene eller den anden måde, kunne du så ikke tænke dig at dele din oplevelse og derigennem måske hjælpe andre til at forstå? Eller måske har du været pårørende til nogen der har mistet?

Uanset hvad, så brug kommentarfeltet herunder og fortæl om din oplevelse…

Giv din vurdering

Marie siger:

Jeg kigger på maleri. Det er et maleri, som hedder Kolonihave. Kunstneren hedder Ruth Smith, og jeg så det først gang på Kvindemusseet. Det forestiller en masse farverige og dejlig huse i et koloniområdet. Blikfanget er dog en lille rød barnevogn. Ser man nærmere efter, opdager man også en lille lyshåret pige stå med haveslangen i haven. Ved grusvejen står naboerne og venner på rad og række for at beskue dette. Jeg tænker på det barn, vi ikke fik. Det barn vi mistede i 20. uge, fordi fostervandet af uforklarlige årsager gik før tid. Det valg vi træf, pga. en dårlig prognose for et barn i maven uden fostervand. Billedet var min drøm, en drøm som endnu engang bristede. Det gør så ondt, og hver dag mærker jeg denne dybe, dybe sorg, man har når ens lille lykkelig nyhed på et splitsekund ændres. Livet går videre, og det gør det også for alle omkring os, men for os, går det bare lidt langsommere..det er ikke noget at gøre, ikke så meget at sige – kun at jeg aldrig håber nogle vil komme til at opleve den samme smerte.

mia siger:

Her sidder jeg så i en stue med stearinlys og julelys der er varme, men indeni er der nærmest tomt, føler man er ved at blive kvalt… det er nu 3 mdr siden jeg mistede mit ufødte barn…. familie og venner prøver at være der på alle forskellige måder men lige meget hjælper det! det er stadig mig som sidder med smerten og alle følelserne, at kunne mærke liv som pludselig er væk. der er ingen som forstår det man går igennem… og følelserne kan kun forståes af dem som har prøvet det.

jeg synes det er så svært og selvom man siger tiden læger alle sår, og med tiden bliver det letter ja det kan godt være, men det vil altid være i en, og der går lang tid før man kommer der til….

jeg vil altid elske og savne mit barn som jeg har kunne mærke i min krop som nu er blevet taget fra mig 🙁

han siger:

Hej allesammen
Landforeningen til støtte ved spædbarnsdød, har kontaktpersoner over hele landet og der er støtte at hente.
Jeg er en “gammel rotte” i dette her. Mistede selv barn for mange år siden og har som fysioterapeut kørt efterfødselshold i Århus for kvinder, der har mistet før, under eller efter fødslen igennem 12 år.
Igennem tiden er der kommet kvinder fra det meste af Jylland og et par stykker fra Fyn på mine hold, da tilbuddet desværre ikke findes andre stedet vest for storebælt.
Jeg kan kontaktes på hanne-57@hotmail.com, i tilfælde af tilmelding til et af min hold.
vh Hanne

sara siger:

hej gitte,

jeg ved godt hvordan du har det, har mistet en datter som jeg har skrevet

men for 4 måneder siden kørte min kæreste galt og endte i koma og måtte i en respirartor for at holde ham i live da begge hans lunger var klappet, men jeg var gravid med tvillinger på det tidspunkt kun 6 uger henne. 1 uge efter hans ulykke abortede jeg på grund af alt det pres spykisk og savner ham stadig rigtig meget den dag idag.. jeg mistede ikk kun 1 kæreste jeg mistede også 2 børn mig og ham havde glædet os sååååå meget til at få

sara siger:

hej jeg blev gravid som 14 årig er 17 år idag og gravid igen. men jeg mistede en lille pige dengang jeg var 4 måneder henne og da jeg skulle scannes var der ikke noget hjertelyd. jeg brød fuldstændig sammen, men jeg er bange, bange for at det sker igen, jeg gik ikke ud af lejligheden i 2 måneder fordi jeg var så ked af det og knust og de fleste af mine venner sagde bare at jeg nok skulle være glad for det skete, men selv den dag idag kan jeg ikke se det gode i det, jeg fødte hende d 22 decmeber i år 2006 så var ikke så glad juleaften, ville ikke engang åbne mine fødselsdags gaver til min fødselsdag d. 28 dec..

har i nogle gode råd til hvad jeg skal gøre?

varme hilsner fra sara

Gitte siger:

Hejsa…
Jeg abotere sidste sommer, jeg var (kun) 7 uger henne… Min mand og jeg prøver virlig hårdt på at blive gravid, og alle omkring os bliver bare gravid lige nu.
Det var bare et rigtig ønskebarn, vi glædede os helt vildt. Jeg har aldrig prøvet noget så fantastisk, som at skulle fortælle det til den kommende far og de kommende bedsteforældre.
Jeg har det lidt lige som en længere oppe har beskrevet, nogen gange ønsker jeg også at andre skal miste/abortere, bare så jeg ikke er alene om det. Vi håber virkelig hver måned at nu er den der, og jeg var faktisk ret sikker denne, havde det ligesom på fornemmelsen, og så har jeg fanme lige fået mens…
Jeg er så træt af dethele, vil bare så gerne være mor…
Jeg ved godt, at i for hold til mange af jer andre, så det her jo ingen ting, jeg er virkelig ked af det på jeres vegne, og håber så meget at I på den ene eller den anden måde finder en måde at komme videre på…
De bedste tanker…

Gitte siger:

Hejsa, jeg mistede mit lille barn sidste sidste sommer. Jeg var (kun)i 7. uge, men vi glædede os helt vilt. Og jeg har aldrig prøvet noget så fantastik, som at skulle fortælle det til de kommende bedsteforældre.
Men jeg har det på samme måde som enhar beskrevet længere oppe, jeg bliver virkelig også minundelig når jeg høre om andre der bliver gravid. Vi har et hold venner, som har en datter på 3, de vil gerne have nr 2, men hun måtte ikke for lægen, lang historie, defik så grønt lys, her lige før sommerferien, og hun er allerede gravid, da de fortalte det, havde jeg virkelig svært ved at være glad på deres vejne, man må ikke, men et eller andet sted håber jeg hun mister…
Min mand og jeg har virkelig prøvet at blive gravid, sidden sidste sommer, og jeg troedefaktisk den var der denne gang, havde det ligesom på fornemmelsen. Og så har jeg fanme lige fået mens… Vi har ingen…
Sidste år da jeg lige havde mistet, skulle jeg på apotekket efter noget, og pigen foran mig, skal selvfølgelig have en fortrydelses pille, jeg fik det så dårligt.
Hvorfor er verden bare så uretfærdig.
Der er virkelig ikke mange som forsår en, jeg hører altid den, at der er så mange som mister, du bliver snart gravid igen, fatter folk bare ikke at det rent faktisk gør ondt hver gang de siger det…
Knus Gitte

Tanja siger:

Kære Tina,

Sikke en sørgelig historie. Jeg føler med dig.
Min mor har mistet 3 børn fordi de blev født for tidligt og jeg husker min lillebror som lå helt kold og stille i sin lille kiste.
Jeg håber du kommer videre og finder lykken igen. Dejligt at du holder sammen med din mand, der er mange relationer der bliver brudt grundet tabet af et barn.

Du og din familie er i mine tanker.

Kærlige hilsner

Tina siger:

Hej Stella.
Jeg vil lige give dig en kommentar til at du ikke kan finde nogen sorggruppe på nettet, der vil jeg sige at http://www.barnlille.dk har hjulpet mig meget og stadig hjælper mig i min hverdag, måske den sørgende familie kan få glæde af den side.
Hilsen Tina, Liams stolte mor!

Tina siger:

Hej alle.
Jeg mistede for snart 5 måneder siden min lille søn Liam, på 7 uger.
Liam “sov” en onsdag morgen endelig igennem for første gang, glædede mig sådan til at komme ind og tage ham op af hans lille blå seng, da jeg åbner døren kan jeg mærke at der er noget galt, Liam ligger med hovedet nedad, og hans lille krop er blå og kold.
Jeg giver Liam førstehjælp og min mand køre os til middelfart sygehus med 200 i timen, på sygehuset arbejder de i Liam i 1 time og kommer derefter ud og fortæller at Liam har glemt at trække vejret!
Pludselig var der ingen at tage sig af mere, ingen der skulle mades, skiftes eller puttes om.
Alt var tomt og alt mindede om min lille søn.
Vi er efterfølgende flyttet fra det hus hvor Liam levede sine 7 uger, og det har hjulpet mig til at komme igennem denne sorg.
Savner min søn hver dag.

I evig kærlighed, din stolte mor! <3

Michelle siger:

Hej Tina. Har lige læst dit svar. Jeg er kun glad for at kunne hjælpe. Det er selvfølgelig klart at julen er den værste tid at komme igennem, hende jeg kender der har mistet en søn, hun mistede ham i julen så jeg tror at det er svært for de fleste. Kærlig hilsen Michelle

Tina siger:

Hejsa Michelle tak for din forstålse og dine søde ord… det er rart at vide at der er mennesker med et stort hjerte derude….. vi prøver og komme videre men med julen der lige er overstået så er det meger svært ville ønske at min dejlige søn havde været der….. julen siges at være hjerternes tid… men i år føltes det som om mit hjerte blev revet ud af mig i julen…. men endnu engang tak for de venlige ord….. med kærlig hilsen tina

Michelle siger:

Hej. Det gør mig rigtig ondt at hører jeres historier. Jeg har ikke selv prøvet at miste et barn, men jeg kender en der har mistet sin søn da han var et halvt år. Hun har fortalt mig at han døde fordi at han var blevet født for tidligt og han havde et dårligt hjerte, jeg ved ikke rigtigt om det passer, for hun har også fortalt mig andre grunde. Jeg bliver så ked af at høre sådan noget og det gør ondt på mig også. Håber at i andre kan komme over sorgen på en måde, jeg ved ikke så meget om sådan noget selv. Mange tanker fra Michelle

Tina siger:

Hejsa Henriette
det var rigtig dejligt og høre fra nogen der har prøvet noget af det samme….. tak for dit varme brev… og vi fik læst joeys navn op i vores kirke og tændt et flot lille lys for ham….. og ja landsforeningen er til kæmpe støtte ….. ved ikke hvor vi havde været henne hvis det ikke havde været for dem…… men lige i øjeblikket er jeg ved og gå amok på næsten hele vores familier og venner….. det eneste de har travlt med er at vi skal til og være gravid igen…. men skal jeg være helt ærlig så tør jeg ikke under nogen omstændigheder at prøve igen… men det forstår ingen af dem…. heller ikke min mand….. men han prøver i det mindste…. men jeg er fast besluttet på at vi ikke skal have flere børn… jeg tør ikke…..gir det mening?…. eller er det mig der skal tage mig sammen…….? knus tina

Henriette siger:

Hejsa. Jeg er forfærdelig ked af at høre om Lille Joey. Det er så uretfærdigt at børn ikke får lov at leve og der findes ikke ord nok til at beskrive smerten i vores hjerter.
Vi mistede Kristian (uge 21) i dec 07, så jeg føler med dig nu. Det som har hjulpet os har helt sikkert været Foreningen til støtte ved Spædbarnsdød. Der sidder nogen ved telefonen som selv har mistet, de skaffer dig en kontaktperson som kan lytte og forstå, hvilket din familie og venner måske gerne vil men ikke kan rigtigt. Der er Ã…bent hus arrangementer, et internetforum og materiale osv. Vi kom i en forældregruppe, hvilket har været så godt. Nogen at mødes med og mindes børnene og hvor vi tør fortælle om alle følelserne.
Ellers gik jeg til psykolog 5 gange og brugte veninderne. De første 3 måneder var værst, hvor alt var gråt og meningsløst. Så begyndte der at komme de gode dage indimellem og jeg følte mig som mig selv igen efter måske 7-8 måneder. Men jeg tænker på ham mange gange hver dag og kan sagtens blive ked af det.
Håber du kan bruge lidt af det. Tjek http://www.spaedbarnsdoed.dk Forøvrigt er der på søndag gudstjenester over hele hele landet, for dem som har mistet et barn, hvor man kan tænde lys og få navnet læst op. Se mere på hjemmesiden. Det er for alle, ikke kun medlemmer
Knus og varme tanker fra Henriette

Tina siger:

Hejsa allesammen…..
Jeg mistede min elskede søn Joey i 20 graviditetsuge… Vi havde kæmpet i over 4 år for og få et barn til,og i de 4 år har vi mistet et utal af gange i 6-8 uge, så mange gange jeg til sidst stoppede med og tælle…. men da vi nåede over de 12 uger i Joey`s graviditet begyndte vi og slappe af… og da vi var til scanning i 14 uge og så en livlig dreng så regnede vi ikke i vores vildeste drømme om at der kunne gå noget galt…. men det gjorde der…. det gik helt galt…. jeg kom op til scanning i 19 graviditetsuge det var den 1 sep 08 og lægen satte scannings apperatet på og med det samme kunne jeg se der var noget helt galt…. der var ikke noget lille hjerte der slog og ingen bevægelse fra vores lille joey….. aldrig i mit liv har jeg fået sådan et chok…. dagen efter skulle jeg ind og føde ham på sygehuset…. og efter jeg blev sat igang gik det faktisk rigtig hurtigt….. men bare det og sidde med ham bagefter og vide at man aldrig ville få hans stemme og høre eller hans smil eller og se ham vokse op det var som og få revet hjertet ud…. og skulle tage fra sygehuset uden ham og vide at næste gang man så ham var lige inden begravelsen…men nu er det ca 8 uger siden og mangler min søn så forfærdenlig hver eneste dag…… men alle andre ser bare på mig som om …. nu må hun altså stoppe med det tuden og se og komme vidre…. og det vil jeg også gerne men hvordan??????
JEG ER JO NYBAGT MOR UDEN ET BARN OG ELSKE….. Hvordan kommer man vidre fra det??????? knus

pia siger:

Hej allesammen. Også jeg har prøvet at miste mine ufødte børn. Et tvillingepar – to piger, samt en lille dreng. Jeg har også to sunde og raske børn i forvejen, men er efterhånden ved at have mistet håbet om overhovedet at blive gravid igen, for slet ikke at tale om at skulle igennem endnu en graviditet hvor angsten for at miste konstant hænger over en.

Jeg ønsker mig så meget barn nr 3 og er ligesom flere af Jer andre træt af at høre på dem der siger at man jo har to sunde børn i forvejen, eller at man endnu er så ung og kan nå en masse endnu. Jeg græder utrolig tit ved tanken om det der kunne have været, men det er som om folk omkring én efterhånden synes at det er på tide at komme videre.. Personligt tror jeg aldrig helt man slipper sorgen.

Forleden hørte jeg en meget ung gravid kvinde kommentere en plakat mod rygning hos gravide med ordene “Ja så må den lille sgu ta gasmaske på derinde” – alt imens jeg så stille tænkte for mig selv: Hvorfor kunne det ikke være sådan en som HENDE der mistede.. Jeg gjorde jo alt det rigtige og værnede om mit ufødte barn i alt hvad jeg foretog mig. Det skal lige siges at jeg selv ER ret ung, så altså ikke for at sætte nogen i bås, men hvor er det bare hårdt at skulle høre den slags.

Det er også hårdt at skulle glædes over svigerindens udmelding om atter en graviditet, mens man selv længes og inderst inde kun har misundelse tilovers for hende. Har sågar haft et grimt uhyre inde i maven som spyttede galde og råbte “BARE HUN OGSÃ… MISTER HENDES” Det værste har dog været at hun rent faktisk MISTEDE barnet kort tid efter… Mon det var min skyld?

Er led og ked af at have så ondt indeni og konstant gå og tælle dage op til ægløsning og næste menstruation. Man glemmer at leve livet, men hvad gør man når man så brændende ønsker sig et barn? Håber at jeg ikke er den eneste der ligger inde med sådanne tanker og følelser, men føler også at det er et tabu at tale om – Og derfor skrev jeg…

5xmor siger:

jeg mistede min datter ,på 6 mndr og 3 uger, d.12 .feb. i år.jeg er gravid (samme far) men har ingen at ta med til fødslen.har intet hørt fra mine søskende , min far bor i udlandet(har ikke haft kontakt i 14 år)og min mor er død.mine veninder er også enlige mødre og kan derfor ikke love at nå frem til fødslen …jeg har ikke råd til at gi 7000 kr for en doula….jeg har født hjemme de andre gange, men vil gerne have lidt service denne gang…derfor vil jeg føde på sygehus….men jeg føler mig meeeget ensom…jeg har ingen kontakt med faderen bla . pga. af hans stofmisbrug….graviditeten går ellers rigtigt godt,og børnene og jeg , glæder os meget….har termin præcist 40 uger efter min datters død…

Lotte Pedersen siger:

Hej Stella jeg blev rørt til tåre da jeg læste din historie har selv en pige på 6 og en søn på 4 og venter nr 3 kan ikke forstille mig hvor ondt det må gøre at miste et barn for som du sagde det er det mest dyrebare man har.
Jeg mistede min lillesøster da jeg var 12 år hun døde kun 45 min efter fødslen da følte jeg helle ikke at der var nogen der forstod min sorg og jeg fik den samme kommentar at der er en mening med alting og den dag i dag er det stadigvæk ufatteligt at nogle kan sige sådan for hvordan i alverden kan der være en mening med at et liv der knap nok er startet skal ende så brat.
Da jeg blev gravid med min første var jeg kun 17 år og meget bange for at det måske var noget i generne der var skyld i min lillesøsters død og at jeg havde de gener for det blev aldrig undersøgt hvad hun døde af.
Men Men d. 23 feb. 2002 kl 08.12 kom min datter til verden denne dato er også min afdøde lillesøsters fødselsdag så måske er der en mening med det hvem ved som min far sagde da min datter blev født nu kan vi vende dagen til noget positivt.
Jeg tænker stadigvæk på min kære lillesøster men i dag tænker jeg på hendes kønne lille ansigt med et smil på læben og ikke med tåre i øjnene.

M.v.h Lotte
Held og lykke med at hjælpe det stakkels barn og familien med at komme igennem sorgen jeg ved kun alt for godt hvad det vil sige at være barn og miste.

Lotte Pedersen siger:

Hej Birgitte det gør mig ondt at høre om din store sorg og selvfølgelig er man ked af det, det er jo ens barn det mest betydningsfulde i verden.
Jeg har ikke selv mistet et barn efter fødslen men har aborterer sidste år i august og venter mig også igen er også bange for at miste barnet igen men vælger at tænke positivt selvom det er svært men man bliver nærmest skør af at tænke på alt det der kan gå galt.
Mistede en lillesøster for 12 1/2 år siden hun døde 45 min efter fødslen, 6 år efter fødte jeg en datter på hendes fødselsdag.
Jeg håber at din graviditet går godt og at du får et sundt og velskabt barn.

M.v.h Lotte mange tanker til dig

Birgitte Kimie Hald siger:

Jeg miste en lille pige for 20 månder og 15 dage siden det var meget svært at komme igennem og da jeg venter mig igen er jeg bange for at miste dette også der var ikke nogen der hjalp mig jeg fik bare afvide at jeg ikke skulle være ked af det men hun er i mit hjerte Min lille Jolene

stella siger:

hejsa.

jeg sidder her og leder på de forskellige internet sider, da jeg står med en familie der mistede deres datter på 13 måneder i torsdags. hun skulle bare sove middagslur og nu er hun død.

jeg er i den situation at jeg selv har mistet min egen datter på 2 år. jeg var alene med hende, hun blev forkølet og fik mellemøre betændelse. efterfølgende gik jeg nærmest dagligt til læge med hende fordi hun ikke sov og havde høj feber. først en torsdag morgen da jeg tog hende med til min læge fordi hun ikke rigtig ville vågne, blev vi indlagt på amager hospital. et døgn efter røg vi på rigshopitalet da hun ikke var til at vågne. da vi ankom fandt man ud af at hun var bevidstløs. derfor røg vi på intensiv. først sent fredag aften tog man forskellige prøver og det viste sig at være meningitis. jeg fik klar besked på at den ikke var dødelig.

men men en masse fejl og 4 dage senere valgte jeg at slukke hendes respirator. hun var erklæret 95 procent handicappet og med 1 procent chance for at vågne igen.

jeg havde en god støtte fra mine kollegaer de første dage.jeg havde ingen kontakt til familie og ikke særlig god til mit barns far og hans familie. jeg var utrolig meget alene i verden. og bare 20 år…

jeg hørte meget hurtigt og al for tit kommentaren.. godt du er så ung så kan du få flere børn. jeg hørte lige så tit at der måtte nok være en mening med det.

idag har jeg nogle få gode venner og veninder fra dengang tilbage.. devsværre skete der det at efter en periode, gik livet videre for alle andre, og når folk ringede eller kom forbi hørte jeg tit at nu måtte jeg se at komme videre.. desværre endte det lige modsat.

jeg følte ikke folk havde nogen forståelse, eller indlevelsesevne. og jeg fik angst anfald, turde ikke gå ud om aftenen da jeg syntes mørket var uhygggeligt. jeg sad konstant ved hendes gravsted, og det endte med at jeg besvimede pga bækken nyre betændelse som jeg slet ikke mærkede jeg havde. jeg stak af fra hospitalet da jeg havde en stor angst for at ligge der når jeg lige havde mistet min datter.

jeg endte med at lade vær at lukke op for nogen eller tage telefonen, var så træt af folks dumme kommentar og deres ligegyldighed.. følte ikke folk gad lytte på min historie mere. og jeg kunne ikke finde hjælp til at snakke med nogen. jeg havde ikke overskud og det endte med selvmords tanker.

en formiddag stod der pludselig en sagsbehandler og en vicevært i min stue og villew have mig med… jeg lagde ud med at jeg da havde det ok… men men det tog ikke mange minutter så sad jeg grædende og bare fortalte min historie igen.. og jeg endte med frivilligt at køre med ud på selvmords centret.

med mig havde jeg en solsikke og et billede af min datter. dagene på centret var ensomme og her forstod slet ingen noget som helst.. de erkendte de ikke kunne hjælpe mig med min sorg og at de ikke turde lade mig være alene.. så jeg endte på stolpegården hvor der var psykologer at tale med. men men det skulle vise sig at være helt hen i vejret. folk var rigtig syge derude.. og det sidste jeg havde brug for var sygdom..

så jeg stak af derfra og endte igen med en sagsbehandler der ikke vidste hvad hun skulle stille op med mig.. jeg havde ingen folk omkring at tale med.. lukkede af. begyndte at tage i byen og bare dyrke sex med forskellige mænd, i håb om at blive gravid. gravid.. ja egentlig i håb om at få min datter igen.

endelig fik jeg en ny sagsbehandler som kendte til et projekt for unge uden familie/bagland. jeg blve indskrevet i dette projekt og røg hurtigt i psykoterapi. jeg havde svært ved at komme afsted men der kom en og hentede mig i starten indtil jeg begyndte at se meningen med det.

terapien fik mig til at snakke og snakke om hende og om de agressioner jeg fik overfor den omverden som åbenbart bare gik videre som om intet var sket. om de folk omkring mig der undgik mig eller kom med de dummeste kommentar.

min veninde som jeg stadig har idag. forsvandt også for en periode da jeg lukkede af til sidst fordi det hele var så uoverskueligt.. men hun kom tilbage efter et år og vi fik snakket om det.

det er 10 år siden og jeg har idag 3 drenge. selv 10 år efter kæmper jeg med folks dumme kommentar. jeg ønsker mig stadig af hele mit hjerte en pige. men kun ganske få forstår mig. min nye mand og hans familie siger tit jeg skal være glad for de børn jeg har og glæde mig over at jeg er kommet så langt i livet som jeg er.. der skal siges jeg er vokset op med vold og alkohol og stak som 11 årig af til en institution da min far var ved at kvæle mig.

jeg sidder lige her og nu.. er uddannet pædagog og arbjeder i en sfo. der er sket det at en af mine “børn” i sfoen har mistet sin lille søster i torsdags. moren har ringet til mig da hun ved jeg har mistet..

for første gang i 10 år føler jeg at jeg kan bruge min egen tragiske oplevelse og viden til at undgå nogle af de fælder der er når vi som forældre mister vores dyrebareste.. jeg har haft en laaaaang samtale med moren om de ting der her og nu kan være og om nogle af de ting hun her og nu skal forholde sig til..

jeg sidder også med en stor lyst til på alle måder at få spredt budskabet om at være til stede når folk omkring en mister. at turde erkende at man gerne vil være der men ikke ved hvad man skal sige er mere givtigt end at sige livet går videre.. eller helt undgå en..

jeg har ledt på nettet for at hente hjælp til familien så som sorg grupper..men føler desværre lidt at internettet ser ud som dengang jeg selv misteede… jeg kommer helt til at føle det stadig er tabu at snakke om døden..

mit største ønske til jer der læser dette… sig videre til alle du kender at det aldrig er forkert at være der for folk der mister, og mit bedste råd er at erkende at du ikke ved hvad du skal sige og at du godt kan forstå det er svært.. hold “sjove” kommentar ude eller kloge råd.. de virker ikke…

mange tanker fra
michelles mor.

Pete Andersen siger:

Hej Heidi. Tak for din kommentar. Det må være både svært og lettende at skrive disse ting. Jeg tror det er godt I har fået jeres lille dreng begravet, så I har et sted at tage hen og være med ham (vores er begravet sammen med min svigerfar). Jeg kan godt se ud af din kommentar, at dette stadig tynger dig meget og måske vil gøre det et stykke tid endnu. Men du skal også vide, at for hver dag der går bliver det alligevel lettere og lettere, at komme videre.

Min kæreste havde det lige som dig under hendes efterfølgende graviditet, men det ændrede sig markant, da vi passerede tidspunktet hvor det gik galt. Derefter gik det kun fremad. I dag har vi 3 skønne børn som alle »kender« deres storebror Jacob, fordi vi har en tegning hængende af ham, og ofte taler om ham. Han er en del af familien der helt sikkert aldrig vil blive glemt.

heidi siger:

hej
jeg mistede en lille dreng for 15 uger og 1 dag siden. Jeg var i 20. uge – tog selv imod ham men han var død og det var et chok. Vi har fået ham begravet i landsbykirken hvor vi bor og det betyder meget at kunne gå op og “se” til ham så tit jeg har brug for det. Så går jeg derop med vores 1½ år gamle søn og vores lille hund. Det gir’ lidt fred i sjælen men søndagene (det skete en søndag morgen) er stadig hårde at komme igennem. Jeg gruer også lidt for min terminsdato – har på fornemmelsen at der vil komme en eller anden reaktion den dag for jeg føler sommetider jeg er ved at kvæles. Orker ikke at snakke mere med folk jeg kender om det, for halvvejs igennem ender det med at jeg sidder og trøster folk og det kan jeg ikke overskue længere. Jeg har fået en henvisning til en psykolog for vores parforhold har det ikke så godt mere.
Dette er måske ikke ligefrem nogen hjælp men det er for at fortælle at I er ikke alene. Der kommer nogen gange nogle underlige reaktioner, men jeg vil hellere have en underlig reaktion end slet ingen. For det er uudholdeligt. Jeg har faktisk ryddet ud i den “næst-nærmeste” bekendtskabskreds på den baggrund.

Pete Andersen siger:

Hej Peter. Tak for din kommentar.

Det er rigtigt. Det er svært at sætte sig ind i hvordan det føles at miste et barn, både et født og et ufødt. Det bedste er nok som du siger, ikke at forsøge at simulere at man ved hvordan den anden har det, men blot lytte.

Heldigvis havde vi mennesker i vores netværk som var virkelig gode støtter, nogle endda uventet gode… Forstået på den måde at vi, i visse tilfælde, fik enorm støtte fra mennesker vi slet ikke havde regnet med ville kunne give den.

Mange hilsner
Pete 🙂

Peter siger:

Hejsa Pete

Og tak for den store hjælp på WordPress forummet. Nu ville jeg lige kigge fordi din side igen, og faldt over denne gribende artikel.

Hvor er den dejligt at du tør dele denne meget personlige oplevelse med os her på nettet. Jeg har en veninde hvis baby døde vuggedøden, og jeg ved at det bestemt ikke er småting af blandende følelser med sidder alene med bagefter.

I mine øjne er det både meget modigt, men også nødvendigt at vi begynder at dele ud af disse følelser. Og selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at blive harm over at læse de to ekstreme reaktioner du nævnte I fik. Jeg tror det handler om folk der har manglende empati og indlevelsesevne – det er jo ikke alle undt at have disse egenskaber. Jeg håber også I havde venner eller familie der tacklede det lidt bedre.

I første omgang gætter jeg på at man har brug for at fortælle om den ulykkelige begivenhed igen og igen, og har brug for at venner og familie lytter uden absolut at skulle tro at de kan trøste een på to timer. Det er der jo mange i vores forældres generation der helst ser, så vi kan komme hurtigt væk fra alt det ubehagelige.

Måske de skulle tvinges til at se den danske film “Lad de små børn”.

http://www.cinemazone.dk/review.asp?id=4592&area=3

Personligt har jeg ikke selv været uden for så ubehagelig en begivenhed, så jeg kan heller ikke sætte mig ind i det. I den situation tror jeg det er vigtigt at man siger tingene som de er, nemlig “at man ikke ved hvad man skal sige”, hvis man mangler ord. Bare dét at ens venner kommer til een, og bekender at de ikke aner hvad de skal sige, men at de selvfølgelig også er kede af det på ens vegne. Ja, det er jo ofte en stor hjælp i sig selv.

Bedste hilsner Peter