Hvis barnet ikke har vendt sig

Hvis barnet ikke har vendt sigNormalt forbereder en baby sig på at blive født ved at vende sig, så den ligger med hovedet nedad. Men hvad sker der, hvis barnet ikke har vendt sig? Læs mere her.

Når barnet vender sig, så sker det normalt omkring de 34 uger.

Men der er nogle børn, der stadig ikke har vendt sig, når fødslen nærmer sig.

Så her kigger vi på, hvad der sker, hvis du har taget hul på graviditetens 9. måned, og dit barn stadig ikke har vendt sig.

 

 
 

Sker det tit, at barnet ikke har vendt sig?

Man skulle tro, at et ufødt barn vender sig i forventning om sin snarlige fødsel, men faktisk er der en mere lavpraktisk grund: Der bliver for snævert i livmoderen.

Fordi barnet efterhånden fylder hele livmoderen ud, vil det søge en stilling, der er så komfortabel som muligt, og det er med hovedet nedad.

Og det er jo meget praktisk, at naturen har indrettet sig på den måde. Men i 3-4% af tilfældene har barnet ikke vendt sig hen mod slutningen af graviditeten.

 

 
 

Hvad sker der, hvis barnet ikke har vendt sig?

Hvis ikke dit barn har vendt sig inden uge 37-38, vil en fødselslæge fortælle dig om de tre alternativer:

  1. At de forsøger at vende barnet inden fødslen
  2. At du føder barnet, som det ligger (det hedder en sædefødsel)
  3. At du føder ved kejsersnit.

Det er nemlig kun 1-2 børn ud af 10, der vender sig af sig selv efter uge 37.

Hvis en ultralydsscanning viser, at det er sikkert at prøve at vende babyen, vil din læge eller jordemoder forsøge at vende barnet ved at trykke på din mave. Det virker i omkring halvdelen af tilfældene. Nogle gange vender barnet sig igen, og så kan I prøve igen.

Du kan også, hvis alt andet ser normalt ud, vælge at føde barnet i sædestilling. Det fraråder lægerne dog, hvis barnet har fødderne (og ikke numsen) nedad. Men ellers er det ikke mere smertefuldt end en almindelig fødsel.

Det er bare vigtigt, at barnets hoved frigøres fra dit bækken hurtigt, så lægen står klar til at hjælpe med ve-stimulerende medicin.

Og endelig kan det være, I sammen beslutter, at det sikreste er at føde ved kejsersnit, f.eks. hvis barnet er over 4 kg. I cirka halvdelen af tilfældene, hvor en sædefødsel vælges, ender det alligevel med et kejsersnit.

 

 
 

Er der noget, jeg selv kan gøre, hvis barnet ikke har vendt sig?

Men findes der muligheder for at vende barnet på anden måde end ved lægens hjælp?

Der findes mange gode råd til, hvordan du kan stimulere din baby til at vende sig med hovedet nedad.

Nogle siger, du skal holde noget koldt – en pose frosne ærter for eksempel – mod toppen af din gravide mave, fordi det vil få din baby til at søge nedad med hovedet, hvor der er varmere. Du kan også gøre det omvendte og holde noget varmt mod den nedre del af maven.

Andre siger, at du kan spille høj musik med hovedtelefonerne mod dit bækken, og dit barn vil vende sig for at søge mod lyden. Og nogle siger, at lys vil virke på samme måde. Og så er der nogle, der mener, at du kan få barnet til at vende sig ved at ligge med benene opad i nogle minutter ad gangen.

Endelig høres det, at svømning eller akupunktur kan virke, ligesom nogle sværger til kinesisk medicin eller kiropraktik.

Men faktum er, at der ikke findes forskningsmæssige beviser for, at disse virker.

Ikke desto mindre følges de af mange kvinder, og så længe du ikke skader dig selv eller dit barn, er det måske forsøget værd?

Uanset hvad, står din fødelæge eller jordemoder klar, hvis det skulle blive nødvendigt at føde barnet i sædestilling.

Giv din vurdering