Kan jeg smitte mit ufødte barn?

Kan jeg smitte mit ufødte barn?Hej Graviditet.dk. Kan jeg smitte mit ufødte barn?

Jeg er en ung dame på 23 der er paa vej til blive mor for første gang, jeg er ca. 22 uger henne, og har haft en kraftig forkølelse, men jeg synes ikke at jeg er blevet hundrede procent rask og det gør mig meget nervøs.

Det skal lige siges at min mand også næsten lige er blevet meget forkølet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, da jeg ikke bryder mig de læger der er her i Iran. men alt i alt er min lille baby vel meget udsat pga min forkølelse? Håber I kan vejlede mig…

Mange hilsner fra A.

Læs mere om Kan jeg smitte mit ufødte barn? herunder…..

 
 

Svar: Kan jeg smitte mit ufødte barn?

Kære A.

Du venter dit første barn skriver du. Det indebærer så mange tanker, følelser og bekymringer. Det er helt normalt. Jeg kan berolige dig med, at en forkølelse i dig ikke skader dit barn. Din baby er ikke udsat, men har det fint i den beskyttede lille lejlighed, du stiller til rådighed.

Du kan forebygge flere infektioner ved at spise vitaminer og spise sundt. Måske gør du det allerede. De specielle vitaminer til gravide. Gra-vitamin er der nogle som hedder. De indeholder også folinsyre, som er godt for barnets udvikling. Dem vil jeg anbefale dig.

Vi har vores immunforsvar som danner antistoffer. Antistofferne bekæmper virus og bakterier, du bliver rask og dit barn skades ikke. De antistoffer som dannes i din organisme i dit blod, kommer også ind i dit barn, som så har disse antistoffer med sig til beskyttelse mod infektioner, når det fødes.

Menneskets immunforsvar fungerer bedst, når vi er i harmoni. Altså når vi f.eks ikke er stressede. Derfor er det godt for en vordende mor som dig, at leve på en måde, så du er mest mulig i harmoni med dig selv. Derfor er det f.eks. godt du skriver til mig om bekymringer, så du lettes for dem. Vær god ved dig selv, sov nok, så du føler dig udhvilet.

Tal med andre kvinder, som har født børn og som tænker og taler positivt. Undgå de kvinder, som dramatiserer fødsel og graviditet. Hører du kvinder som vil fortælle om besværlige fødsler, så bed dem undgå at fortælle dig om det, eller gå blot.

Jeg kan meget anbefale dig at visualisere en positiv fødsel. At visualisere vil sige, at forestille dig din egen fødsel. Se for dig med lukkede øjne, sådan som du ønsker din fødsel. F.eks. i et badekar – det hjælper til udvidelse og lindrer smerter. Forestil dig en fødsel, som ikke er langvarig – 6-8 timer.

6-8 timer er hurtigt første gang man føder. Det gør ondt at føde børn, men det er en positiv smerte, som har en god mening og som giver et godt resultat. Se for dig dit lille barn komme op i dine arme og sutte hos dig. Jeg kunne blive ved og ved, men det er dine ønsker og ikke mine, du skal forestille dig. Din krop vil i stor udstrækning gøre, det du forestiller dig, så derfor tænk positivt.

Gå meget gerne til fødselsforberedelse, hvis det er muligt, der hvor du bor. Rådfør dig også med din jordemor. Mon ikke du går til kontrol hos en jordemor? Skriv en seddel om dine ønsker for fødslen og giv den til jordemoren, når du ankommer til fødestedet. Det kan være ønsker om fødsel i badekar, smertelindring eller ikke. Måske akupunktur som smertelindring hvis det findes. Skriv ønskelisten så den er færdig et par måneder før fødslen, hvor du har tid og tanker på fødslen.

Du har nok en fin lille mave på nuværende tidspunkt. Fokuser på alt det gode, du gør for dig selv og dit barn. Syng for dit barn i maven. Tal med dit barn i maven. Spil musik og dans gerne. Det lille barns balance stimuleres allerede fra det er 7 uger gl. som foster i maven. Det stimuleres ved at mor bevæger sig. Motorikken/bevægelsesudviklingen stimuleres også allerede i maven, når du bevæger dig.

Jeg er sikker på barnet opfatter rigtig meget derinde i varmen, hvor det svømmer rundt og lytter til sin mor 0g hører dit hjerte slå. Jeg kan læse at du vil blive en mor med god omsorg og omtanke for et lille barn. Det glæder mig meget. Jeg vil anbefale dig at prøve at fokusere på den dejlige situation, du befinder dig i, ved at bære et lille barn i din krop.

Det er kun kort tid af et helt liv vi kvinder er så heldige at befinde os i situationen som vordende mor. Det er et ansvar, men også en naturlig situation, da vores verden er afhængige af, at vi bringer efterkommere til verden. Efterkommere, som kan føre verden videre. Det er en smuk tilstand du befinder dig i. Du skal bare være dig selv og nyde din tilstand mest mulig.

Nu jeg har kontakten med dig, vil jeg meget opfordre dig til at have dit barn meget i dine arme, når det er født. Det giver rolige og harmoniske børn. Få hjælp til noget af det praktiske omkring jer de første uger og få mest mulig ro og tid til at lære dit barn at kende og få amningen godt igang.

Det blev et langt svar, men jeg havde lyst til at give dig mest mulig vejledning, du er jo langt væk herfra. Jeg vil ønske dig meget held og lykke i graviditeten og som mor.

Mange gode tanker

Graviditet.dk

Hvad mener du om Kan jeg smitte mit ufødte barn? Har du noget at tilføje til svaret? Skriv en kommentar…

Kan jeg smitte mit ufødte barn?
5 (100%) 1 Stemme