Kejsersnit og smerter

Kejsersnit og smerterEt kejsersnit er et indgreb i kroppen, ligesom enhver operation er det, der betyder, at der skal skæres i hud, nerver og muskler. Dog er en kejsersnitsoperation en stor bugoperation, og der kan være en del smerter og gener forbundet med et kejsersnit.

Inden kejsersnittet er du som alle andre gravide kvinder, der venter på at føde dit barn, med alle de muligheder for komplikationer og gener, der er forbundet med en graviditet.

Når det er besluttet, at du skal føde ved kejsersnit, bliver alt anderledes i forhold til den naturlige fødsel.

 

 
 

Smerter under kejsersnit

I løbet af en kejsersnitsoperation, bør du være fuldt smertedækket, men forinden skal du igennem nogle procedurer til forberedelse af narkosen, der kan føles generende. Ved rygbedøvelse, altså epiduralblokade eller spinalblokade, skal ryggen klargøres til bedøvelsen. Først steriliseres området hvor bedøvelsen skal lægges, og så får du en indsprøjtning, der bedøver det område, hvor selve blokaden skal lægges.

Det kan svie og stramme i ryggen. Dernæst lægges selve rygbedøvelsen, her skal du bøje dig forover, så bedøvelsen kan lægges i mellem ryghvirvlerne. Denne del gør ikke ondt. Nogle kvinder oplever smerter, der stråler ned i benene efter rygbedøvelsen.

Har du været i fødsel inden operationen, og har fået en føde-epidural, så vil narkoselægen fortsætte med at bruge denne bedøvelse. I meget sjældne tilfælde dækker bedøvelsen ikke hele bugområdet, og du kan derfor mærke smerte under kejsersnittet. I disse yderst sjældne situationer, vil narkoselægen øge mængden af bedøvelse med det samme.

 

 
 

Smerter efter kejsersnit

Som afslutning på operationen får du en indsprøjtning, som smertedækker dig, når rygbedøvelsen begynder at fortage sig. Denne indsprøjtning kan ikke mærkes, da den lægges i den nedre del af kroppen, hvor du allerede er bedøvet .

Derudover får du smertestillende medicin på barselsgangen. Uanset hvor meget smertestillende du har fået, gør det stadig ondt. Der vil være ømhed i maven og omkring sammensyningen.

En af de mere udfordrende ting for dig, der lige har født ved kejsersnit er at komme ud af sengen for første gang. Det er meget smertefuldt og ubehageligt. Du kan få hjælp til at træde fra sengen ned på et lille trin, og dernæst ud på gulvet.

Den største smerte ligger i mave-regionen, hvor mavemusklerne er blevet skåret over, og det gør ondt at rette sig op. Denne smerte vil stille og roligt blive mindre i løbet af de første par dage, hvis du husker at rette dig op og og strække musklerne ud.

Efter kejsersnittet vil du føle en blanding af følelsesløshed, som kan være meget ubehagelig, og samtidig ømhed i området omkring kejsersnitsarret. Det tager tid for musklerne og nerverne at hele, og der kan gå op til 6 uger med smerter efter operationen. Følelsesløsheden kan vare i helt op til et år efter operationene. Nogle kvinder får aldrig fuld følelse tilbage i området hvor indsnittet ligger.

Kejsersnit og smerter
5 (100%) 1 Stemme