Langvarig stress kan skade dit ufødte barn

Hvis du er gravid er der god grund til at skrue ned for stressen. Dit ufødte barn har nemlig en risiko for at overtage din stress.

»Når den gravide er stresset, stiger niveauet af stresshormoner i hendes blod, og de går selvfølgelig videre gennem navlestrengen til fosteret,« siger børnepsykiater og tidligere overlæge på børnepsykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital, Gideon Zlotnik.

Og stress kan skade barnet. Et projekt i England har fulgt børn af stressede mødre fra fødslen og fem år frem. Forskerne opdagede, at disse børn havde større risiko for at udvikle adfærdsmæssige forstyrrelser og indlæringsvanskeligheder.

»Mange forskere er efterhånden tilbøjelige til at sidestille stress under svangerskabet, og hvad det gør med fosteret, med rygning og alkoholforbrug,« siger Gideon Zlotnik. Han påpeger, at det er daglig stress over en længere periode, der er farlig.

Overlæge og formand for Psykiatrifonden Jes Gerlach er enig i, at stress i graviditeten kan skade fosteret. »Vi er følsomme i fostertilstanden. Hvis moderen har været stresset under graviditeten, har barnet større risiko for vedvarende sårbarhed i forhold til angst og depression.«

Ifølge børne- og ungelæge Vibeke Manniche giver stress ydermere en risiko for usund livsstil. »I det øjeblik, en gravid føler sig stresset, vælger moderen ofte en usund livsstil, der ikke er sund for fosteret. Måske drikker hun for meget kaffe, ryger, drikker alkohol, spiser usundt eller motionerer for lidt,« siger Vibeke Manniche.

»Det kan i værste fald føre til for tidlig fødsel, komplikationer under fødslen eller ligefrem spontane aborter«.

Giv din vurdering