Mæslinger – og hvordan du undgår dem

Mæslinger - og hvordan du undgår demVi havde næsten fået ram på dem, mæslingerne. Denne gamle børnesygdom, som engang var et stort set givet moment i et barns opvækst, er nemlig begyndt at dukke op igen.

Vi har ellers opfundet en vaccine, MFR-vaccinen, som dit barn tilbydes i 15-måneders alderen. Takket være denne vaccine var der i årevis nærmest ingen tilfælde af mæslinger i Danmark.

 

 
 

Hvad er mæslinger egentlig?

Mæslinger er en af de mest smittefarlige virussygdomme, dit barn kan få. Den smitter ved dråbeinfektion og kan smitte fra rum til rum, selv om man søger at isolere patienten.

Man er kun beskyttet mod mæslinger, hvis man har haft dem før – eller man er vaccineret imod dem. Og det er bestemt en sygdom, der er værd at undgå. Selv med et normalt sygdomsforløb byder den på ubehag som høj feber, hoste og røde øjne, efterfulgt af udslæt.

Men det er endnu værre end som så. 10-15 procent af børn, der får mæslinger, får nemlig behandlingskrævende lungebetændelse. Og 1 ud af 1.000 får hjernebetændelse, som kan være endog meget alvorligt.

 

 
 

Hvordan kan jeg undgå, mit barn får mæslinger?

Som led i det almindelige sundhedssystem får du tilbud om, at dit barn kan blive vaccineret mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, når barnet er 15 måneder.

Desværre er der nogle, der fravælger denne mulighed, enten fordi de generelt er af den overbevisning, at vaccinationer er skidt for børn, eller fordi de tror på de historier, der er i omløb om, at vaccinen skulle forårsage autisme i nogle tilfælde.

Den påstand fremkom en amerikansk læge ved navn Wakefield med i et lægevidenskabeligt papir i 1998. Det blev siden bevist, at lægens arbejde var forfalsket og hans påstande uhæderlige, usande og uforsvarlige. Han mistede også sin bestalling.

Ikke desto mindre er der f.eks. i USA en hel bevægelse kaldet ”anti-vaxxers”, der nægter at lade deres børn blive vaccineret. Resultatet: Der er nu en egentlig mæslingeepidemi i visse områder af USA igen.

Problemet er, at vi skal op på 95% vaccinerede børn, før de uvaccinerede er sikre på ikke at blive smittet. Det er det, der kaldes flokimmunitet. Alt under det, og børn, der ikke er vaccineret – fordi de er yngre end 15 måneder eller måske er alvorligt syge – er i stor risiko for at få mæslinger, hvis de udsættes for smitte.

Og der er altså intet videnskabeligt grundlag for at nægte dit barn denne beskyttelse. Tværtimod stimulerer vaccinen barnets generelle immunsystem, så barnet også nemmere bekæmper andre infektionssygdomme.

Så tag imod tilbuddet – for dit barns skyld.

Giv din vurdering