Moderkageløsning

ModerkageløsningModerkageløsning kaldes også placenta abruptio.

Moderkageløsning kan være enten delvis løsning eller komplet løsning, af moderkagen fra livmodervæggen.

Moderkageløsning ses ved mindre end 1 % af alle graviditeter.

 

 
 

Hvad er moderkageløsning?

Moderkagen udvikles når du bliver gravid, for at give barnet den næring og ilt, han eller hun har brug for. Moderkagen sidder fast i livmodervæggen, og hvis den enten helt eller delvist løsner sig fra livmodervæggen, kan det i værste fald forårsage voldsomme blødninger hos moren og barnet kan blive afskåret fra ilt og næring.

Moderkageløsning, der heldigvis er meget sjældent forekommende, kan opstå hvis du falder og slår maven, eller er ude for for eksempel et trafikuheld.

Ryger du, eller tager narkotika i løbet af graviditetet, kan det også være en årsag til moderkageløsning. Har du tidligere haft moderkageløsning, er sandsynligheden for at opleve det igen ved efterfølgende graviditeter forhøjet.

Forhøjet blodtryk og en alder over 40 år kan også forhøje risikoen for moderkageløsning.

 

 
 

Hvordan opdages moderkageløsning?

Hvis du bløder fra skeden og det kan være alt fra en lille blødning til en kraftig blødning, kan det være tegn på, at du har moderkageløsning. Derfor skal du altid kontakte hospitalet, hvor du skal føde, hvis du opdager blødning i løbet af graviditeten.

Moderkageløsning kan også give stærke mavesmerter, rygsmerter og små ve-lignende sammentrækninger, der kommer lige efter hinanden. Husk at opsøge din egen læge eller hospitalets barselsgang, hvis du oplever en eller flere af symptomerne.

 

 
 

Hvordan behandles moderkageløsning?

Når du er kommet på hospitalet til undersøgelse, vil lægen foretage en ultralydsscanning af din mave, for at se, hvor stor moderkageløsningen er, og hvordan dit barns helbredstilstand er.

Hvis du er mindre end 34 uger henne, og moderkageløsningen kun er delvis, og det kan konstateres at dit barn har det godt, kan du blive indlagt til overvågning, for at se om blødningen stopper.

Er du mere end 34 uger henne og moderkageløsningen ikke er så alvorlig, kan du få lov at føde vaginalt med overvågning af en fødselslæge. Er moderkageløsningen alvorlig, vil du få foretaget et kejsersnit.

Hvis du har mistet meget blod i forbindelse med moderkageløsningen, kan det være du skal have en blodtransfusion.

 

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit

Giv din vurdering