Moderkagen

ModerkagenModerkagen er ansvarlig for at sende næring og ilt til din baby og samtidig sørge for at fjerne affaldsprodukterne igen.

Det er et utroligt effektivt organ, som også er ansvarlig for at generere graviditetshormoner som progesteron.

Dermed er moderkagen med til at hjælpe din krop med at tilpasse sig til og fastholde graviditeten.

 

 
 

Moderkagen forbinder dig og din baby

En moderkage hænger sammen med livmodervæggen og indeholder blodkar, der tilhører både dig og din baby.

Hvis du får identiske tvillinger, kan det være, at de deler moderkagen. Tveæggede tvillinger (eller flere), vil have hver deres moderkage.

Din baby er forbundet til moderkagen via navlestrengen, som faktisk kun består af 1 vene og 2 arterier.

Blodkarrene i en moderkage vikler sig imellem hinanden, men de holder sig altid hver for sig, hvilket betyder, at dit blod og dit barns blod faktisk aldrig blandes sammen.

 

 
 

Hvordan får mit barn næring?

Alt, hvad dit barn har brug for at få fra dig, får han eller hun via diffusion.

Næring, antistoffer og ilt afleveres fra dit blod igennem venen i navlestrengen og ind til babyen.

Affaldsstoffer mv. fjernes fra din baby via de to arterier, og sendes dermed tilbage til dig, og derefter igennem dine nyrer, som bearbejder affaldsstofferne.

Det er utroligt, hvad kroppen kan skabe af små mirakler på bare få uger. Dit barn er selvsagt det største mirakel, men vi synes nu også, at moderkagen er ret fantastisk at tænke på.

 

 
 

Hvor længe fungerer moderkagen?

Moderkagen er fuldt modnet omkring uge 34 af din graviditet. Herfra begynder den at ældes.

2-3 uger senere begynder den at blive mindre effektiv i forhold til at sende næring videre fra dig til din baby, men det er ikke noget, der er farligt for din baby.

Den bliver også fast i stedet for at være næsten svampeagtig, og små blodpropper og forkalkede områder er ikke unormale.

Det er blot et tegn på at blodkarrene er ved at være gamle.

Efter uge 40 begynder den at gå til grunde, og herfra er der en risiko for, at dit barn ikke får alt den næring, som han eller hun har brug for.

Går du over tiden, er dette dog noget der automatisk holdes øje med, så det er ikke noget, du skal bekymre dig om.

Giv din vurdering