Omsider forbydes Bisphenol-A i Danmark


Omsider forbydes Bisphenol-A i DanmarkDet bliver snart forbudt at producere sutteflasker, der indeholder bisphenol-A (BPA). Samtidigt skal regeringen arbejde for, at forbudet kommer til at gælde salg alle produkter, der indeholder BPA i EU. Det har et flertal i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg netop besluttet.

BPA er et kemikalie, der bl.a. indgår i polycarbonat-plast, som mange sutteflasker er lavet af. Undersøgelser har vist, at flaskerne kan lække små mængder af stoffet under brugen. BPA er mistænkt for at have forskellige sundhedsskadelige effekter, fx kan BPA virke hormonforstyrrende i forsøgsdyr.

Debatten om stoffet har drejet sig om, hvorvidt de lave doser, som kan lække fra sutteflaskerne, kan have en skadelig effekt på spædbørn. Bisphenol-A er optaget på EU’s liste over hormonforstyrrende stoffer og er herhjemme på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer.

EU’s fødevareagentur EFSA har vurderet brugen af bisphenol-A i sutteflasker som værende sikker. Derimod er sutteflasker med BPA forbudt i Canada og i flere amerikanske byer og stater.

Miljøudvalgets beslutning, som ventes vedtaget i Folketinget fredag, indebærer derfor, at Danmark nu går i spidsen med at forbyde det kontroversielle stof i EU. Regeringen får besked på at arbejde for et totalt stop i EU for brug af og salg af produkter, der indeholder BPA. Og at der bliver indført særregler i Danmark, som forbyder BPA i sutteflasker, indtil de skærpede regler er indført i EU.

Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti støtter forslaget, der er fremsat af Enhedslisten.

Hvis du vil være sikker på, at dit barn undgår at blive udsat for BPA fra sutteflasker kan du følge disse råd:

Vælg sutteflasker af glas. De er et godt og miljøvenligt alternativ til plast.

Skift gamle og slidte sutteflasker ud – der afgives mere PBA, når flasken er slidt og ridset. Desuden er det sværere at gøre flasken ordentlig ren, når den er slidt.

Vælg sutteflasker af andre plasttyper end polycarbonat.

IMS har udarbejdet en liste over sutteflasker uden bisphenol-A på det danske marked. Ved at benytte den kan du nemt finde frem til et BPA-frit produkt.

Klik her for at se listen over sutteflasker uden bisphenol-A.

Hvad mener du? Synes du også er det på tid med et forbud for et så omdiskuteret stof? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering