Planlagt kejsersnit – ønskeliste til oplevelsen

Planlagt kejsersnit - ønskeliste til oplevelsenEn af de helt store fordele ved et planlagt kejsersnit er, at du har tid og mulighed for at planlægge hvordan tingene skal forløbe derhjemme, og hvad du ønsker af dit hospitalsophold.

Der er naturligvis mange ting, du ikke har indflydelse på, under operationen, men du kan have ønsker til din operation, som personalet vil hjælpe dig med at opfylde.

Det er blevet mere og mere almindeligt, at opfattelsen omkring et planlagt kejsersnit er, at det kan være en ligeså naturlig oplevelse som en vaginal fødsel, og humøret er ofte højt på operationsstuen.

 

 
 

Jeg skal have kejsersnit, men ønsker en naturlig fødselsoplevelse

Ved en naturlig vaginal fødsel, er der ting du som mor bliver tilbudt, men der er også kvinder, der har helt særlige ønsker til fødslen. Dette gælder også ved kejsersnitsfødsler.

Nogle ønsker kunne for eksempel være:

  • Min mand/partner vil gerne klippe navlestrengen. Ved et kejsersnit, er navlestrengen klippet over ved livmoderen, når fødselslægen, tager barnet ud af maven. Navlestrengen sidder stadig fast som en lang streng på barnets navle, og din partner kan få lov at klippe den over, når barnet er kommet over på undersøgelsesbordet, der står på operationsstuen.
  • Jeg vil gerne se, når barnet fødes. Hvis du gerne vil se det øjeblik, hvor dit barn bliver født, kan du bede om at få et spejl, eller at få sænket skærmen, der er foran dig, når fødselslægen løfter barnet op af maven.
  • Jeg vil gerne se min moderkage. Moderkagen checkes for at se om den er hel, efter den er kommet ud af maven, for at sikre, der ikke er rester tilbage af den i livmoderen, der kan skabe infektion. Herefter kan en operationssygeplejerske vise dig “livets træ”, som moderkagen også kaldes.
  • Jeg vil gerne se mit barn, før det bliver undersøgt. Vil du gerne se din nyfødte baby, lige så snart den er kommet ud af maven, kan du få personalet til at bære barnet hen til dig, inden det bliver bragt til undersøgelsesbordet.
  • Jeg vil gerne have billeder af, at mit barn bliver født. Hvis du gerne vil have et billede af dit barns fødsel, kan du få din eventuelle partner, eller en af personalet til at tage billeder for dig.
  • Jeg vil gerne høre en bestemt slags musik under fødslen. Du har mulighed for at få høretelefoner i ørene, med musik der virker afslappende på dig, hvis narkosepersonalet vil tillade det. Det er dem, der befinder sig ved din hovedende, og de har brug for, at kunne kommunikere med dig.

Du har sikkert også andre ønsker selv. Det vigtigste i forhold til disse ønsker er, at du skriver dem ned, og forbereder dem. Vis din ønskeliste til personalet, der klargører dig til operationen. Sørg for at narkosesygeplejersken får dit kamera, at du har høretelefoner med osv.

Personalet på de danske fødestuer er opsatte på, at du skal have en god oplevelse ved din fødsel, og er meget imødekommende overfor ønsker.

 

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit

Giv din vurdering