Er du gravid, er det helt naturligt at du forbereder alle de indkøb, du skal foretage inden den lille ny kommer til verden. Læs blandt andet om hvordan du vælger pusletaske her.
Måske bevæger du dig ind i en verden af babyting for første gang, måske har du veninders erfaring at trække på – uanset hvad, så kan det være en jungle, at finde de helt rigtige ting til dig og dit barn.
Der findes et hav af tilbud – produkter, du ikke anede eksisterede eller havde brug for.
Når du køber ind til dit barn, der ikke er født endnu, ved du slet ikke, om du reelt har brug for det produkt, som babybutikkerne eller børnebladene fremhæver, at du ikke kan leve uden.
Her på Graviditet.dk har du mulighed for at læse vores guides til indkøb til den nyfødte. Du kan læse om fordele og ulemper ved produkterne og finde ud af, hvad det i virkeligheden er, du og din baby ikke kan leve uden.
En af de særlige ting, du faktisk ikke kan leve uden, det er en pusletaske. Når det så er sagt, så kan en pusletaske være mange ting, og du kan forberede din egen taske alt afhængigt af dit behov.
Pusletaske – hvad skal der i den?
Uanset om du køber en pusletaske eller sammensætter din egen, så er der nogle helt bestemte ting, som pusletasken skal indeholde:
- Ammeindlæg
- Sutter
- Bleer
- Wetwipes eller vaskeservietter til bleskift
- Stofble – til underlag ved bleskift
- Stofble ved amning/flaske
- Hagesmæk
- Salve mod rødme og irritation ved bleskift
- Hvis baby får flaske/mælkepulver/lille termokande med varmt vand
- Skiftetøj til baby – hvis uheldet er ude.
- Plastikposer
Når barnet bliver større, så er nogle af tingene ikke længere nødvendige, og du erstatter dem naturligt med andre ting – for eksempel erstatter babymos og frugtstykker mv. flaske og ammeindlæg.
Hvilken pusletaske er bedst?
Den bedste pusletaske er selvfølgelig en taske, der er rummelig nok til at kunne indeholde alt det ovenstående. Samtidig skal den ikke være tung at bære. Prøv at vælge én der er:
- Rummelig
- Let at bære
- Nem at anbringe i barnevognskurven under vognene eller knappe den fast på barnevognshåndtaget.
Langt de fleste pusletasker du kan købe, indeholder et puslestykke, det vil sige et stykke blødt plastik underlag, som du kan lægge under baby, når du skal skifte ble, og ikke befinder dig et sted med et puslebord.
Det er utrolig praktisk og betyder, at det er nemt at skifte den nyfødte uanset om du er ude på besøg, skal skifte ble i bilen, eller befinder dig på en café, der ikke har pusleplads.
Hvis du selv vil sammensætte din egen pusletaske med en eksisterende taske, så har du mulighed for at købe et puslestykke separat og lægge i den.
Pusletaskerne der findes på markedet, varierer meget i pris og kvalitet. Desuden findes de i et hav af modeller og mønstre. Med andre ord, du kan finde lige præcis den pusletaske, der passer til dig og dit behov og din personlige stil.