Sådan bliver du en bedre far

Sådan bliver du en bedre farMange fædre, og for den sags skyld også mødre, fortæller hvor svært der er at være produktiv når man har små børn, fordi de tager så meget tid.

Men hemmeligheden ved både at have overskud til familien og til at forfølge sine egne drømme og mål, er netop at undgå at bruge familien som undskyldning for ikke at gøre det, og istedet at bruge den som argument for at gøre det…

Hvis det er din drøm at blive den bedste far du kan blive, så læs denne korte liste af tips. Listen er selvfølgelig ikke endelig, men bare nogle få grundlæggende ideer – og mor må gerne kigge med…

1. Sæt dine børn først. Hvis du ryger eller drikker, så stop nu. Det er ikke godt for dig, men det er bestemt heller ikke godt for dem, og hvis du ikke kan holde op for din egen skyld, så gør det i det mindste for deres.

2. Beskyt dine børn. Som far er det din pligt at beskytte dine børn, og der er mange måder at gøre dette. Check at hjemmets sikkerhed er i orden; vinduer, trapper, elkedel og stikkontakter. Check at bilens sikkerhed er i orden; bremser, sikkerhedsseler og barnesæder. Check at jeres økonomiske sikkerhed er i orden; pension, livsforsikring og testamente.

3. Brug noget tid med dem. Måske er du træt når du kommer hjem fra arbejde, men det er ofte den eneste tid i løbet af ugen, som du har mulighed for at bruge sammen med dem, så den må ikke gå til spilde. Hør lidt om hvordan deres dag har været. Lig og slap af på sofaen sammen med dem. Brug så meget tid som muligt med dem i weekenden. De bliver kun alt for hurtigt voksne og til den tid har de måske ikke lyst til at være så meget sammen med dig.

Det som børn allermest vil have af deres far er hans tid.

4. Kram dem. Fædre må ikke være bange for at vise følelser. Børn har brug for fysisk kontakt, og ikke kun fra deres mødre. Kram dem, knus dem, rul rundt med dem. De elsker dig for det.

5. Leg med dem. Gå ud og dyrk sport med dem. Lav skattejagt, pudekamp, vandkamp, spil bold og alt hvad I ellers kan finde på. Lad være med bare at se fjernsyn. Vis dem hvordan man har det sjovt på en aktiv måde.

6. Tag del i det hele. Alt det der i forrige generation blev anset for at være »mors pligter« er ikke længere kun mors. Du kan tage din del af fornøjelserne; bleskift, badning og putning m.m. Dette er gode og nære stunder sammen med dit barn, hvor du samtidig lægger grunden til en dyb og livslang tæt relation.

7. Læs for dine børn. Dette er ekstremt vigtigt. For det første fordi det er sjovt og du får lov til at være med til deres første ord og alle de skønne måder de laver sætninger på i de første år. For det andet fordi du på den måde er et forbillede for en af de allervigtigste færdigheder et menneske kommer til at lære i livet, at læse.

8. Stå side om side med børnenes mor. Tal ikke mod deres mod foran børnene, og lad være med at skændes foran dem. Og allervigtigst, lad være med at overfuse eller på nogen måde krænke hende. Det er præcis her du lærer dine døtre at have et højt selvværd, og dine sønner hvordan de skal behandle kvinder, når de selv bliver voksne. Du og din kone er sammen om det. Vær gode ved hinanden.

9. Lær dine børn selvtilid. Dette burde måske være den første, men disse punkter er ikke ordnet efter vigtighed, så her er den. Hvordan lærer man sine børn selvtillid? Ved hele tiden at vise dem hvor meget du værdsætter dem, ved at bruge tid sammen med dem, ved at tale med dem og lytte til dem og ved at anerkende det de gør. Anerkendelse og opmuntring er til enhver tid bedre end reprimander og ydmygelse.

10. Lær dem om penge. Mange fædre (og mødre) springer desværre dette punkt over. Dette kan starte relativt tidligt ved at man på en positiv måde viser dem hvilken værdi penge har. Senere kan man lære dem at spare op til større ting og inddrage dem i familiens økonomiske planlægning. Vis dem det du ved i dag, så de ikke skal starte med lige så lidt viden som du gjorde.

11. Vær god ved dig selv. Du skal selvfølgelig ikke opgive hele dit personlige liv når du bliver far. Du skal stadig bruge tid med dig selv og med dine venner. Du skal også blive ved med at pleje dit helbred ved at spise sundt og dyrke motion fordi: For det første kan du ikke tage dig af dine børn hvis du er syg. For det andet er det den primære måde du lærer dine børn selv at passe på sig selv. Og for det tredje så du også kan være i stand til at nyde dine børnebørn.

12. Vær god ved børnenes mor. Nej det er ikke det samme som nr. 8. Du skal også være god ved børnenes mor når børnene ikke ser det. Inviter hende ud at spise, giv hende massage, hjælp hende med ting og sager, giv hende tid alene og pas børnene når hun skal ud, vis hende du elsker hende og overrask hende. Fordi når hun er glad bliver børnene glade – og det gør du også.

Hvad mener du? Har du ikke nogle punkter at tilføje? Skriv en kommentar…

Sådan bliver du en bedre far
2 (40%) 1 Stemme

Mads siger:

Jeg står i den situation hvor mor & far ikke er enige om opdragelse !

Dette har stået på de seneste 4 år, og vi har forsøgt, dog den ene mere end den anden.

For ca. 1 år siden blev vi enige om at det var ved at være et problem så vi måtte blive enige.
Vi startede derfor med mors måde, og jeg forsøgte at følge det og har måtte æde en del ting som jeg ikke er enig i, men gjorde der for børnene.
Efter mors tid var gået så var det så fars måde, men der er ingen støtte at finde, det er igen som for 1 år seden, der er ingen vilje til at prøve.

Det sætter pres på forholdet, måske fordi jeg mener at jeg bliver uretfærdigt behandlet.
Sikkert så har jeg ikke lagt 100 % i mors måde da der har været gange hvor jeg er blevet så harm over den måde mine børn opføre sig, men jeg gav minimum 80 %.
Jeg forventede det samme og fik kun en lang næse.

Jeg har flere gange forsøgt at forklare at jeg ikke mener hendes måde virker, da der ikke er sket meget det seneste år.
Jeg erkender at jeg er mere streng end mor er, men når ens barn smider sig og skriger så ser jeg kun en udvej – ungen under armen og ud af butikken.

Nu skrev jeg Ungen, for lige i sådan en situation skifter mine piger status fra fars pige til Ungen, mest fordi jeg ikke vil udsætte andre for mine børns udskejelser.
Havde pigerne været ude at handle med mor så havde hun ignoreret barnet, men det løser i mine øjne intet.

Her kommer mit spørgsmål så endelig !
Hvordan løser vi dette, da mor ikke er villig til at prøve far måden og far mener at mor måden ikke virker ?

Pete Andersen siger:

Hej Tommy. Tak for din kommentar. Det er rigtigt at et forhold er begge veje. Derfor står der også i 3. paragraf »og mor må godt kigge med…« Alle rådene kunne ligeså godt være til hende.

Jeg har lagt mærke til at hvis udgangspunktet er, at ansvaret er 50/50 så har den andens halvdel en tendens til at vokse på bekostning af min halvdel, men hvis udgangspunktet er, at det 100/100 så er der ikke så mange undskyldninger for ikke at gøre de vigtige ting…

Mange frugtbare hilsner
Graviditet.dk

Tommy Olsen siger:

Rigtig gode råd, men man læser altid om at MANDEN skal forkæle kvinden og ikke at man skal forkæle HINANDEN, hvilket da er det bedste. Et forhold er begge veje.