Sædcellens rejse

Sædcellens rejseNår sædcellerne bliver skudt af sted fra manden, sker det med hele 16 km i timen.

Og sædcellerne har bestemt brug for denne gode start, for foran dem ligger der hvad der svarer til 5 km svømning i fjendtligt farvand.

Omkring 100 mio. sædceller bliver sendt af sted på denne rejse. Men kun ca. 200 når frem til ægget.

 

 
 

Produktionen af sædceller

Sædceller begynder at blive produceret af manden fra puberteten og frem, og kvaliteten af dem begynder at formindskes fra omkring de 40 år.

Den gennemsnitlige sunde unge mand producerer mellem 2-6 ml. sæd pr. gang han får orgasme, og denne mængde indeholder mellem 50 og 150 mio. sædceller.

Spermen indeholder også en sukkerholdig væske, som giver sædcellerne energi til deres udfordrende rejse.

 

 
 

Forhindringsløbet mod ægget

De hurtigste sædceller når ægget inden for 45 minutter. For de langsomste tager turen hele 12 timer.

Men langt de fleste når som nævnt slet ikke frem. Enten falder de ud af skeden igen efter samlejet, eller også går de til grunde på turen mod ægget.

Sperm skal finde vej igennem skeden, livmoderhalsen og livmoderen hvor millioner og atter millioner bliver væk i diverse sprækker undervejs, og lige så mange bliver ganske enkelt ødelagt af den syre der findes i skeden.

Endnu flere skubbes tilbage af mikroskopiske hår i livmoderen, så når de endeligt når til valget mellem højre eller venstre æggeleder er der ikke mange tilbage.

Her har de ikke noget tegn på hvilken æggeleder, der indeholder ægget, så mange sædceller vil svømme på livet løs for blot at ramme en tom æggeleder.

Omkring 200 sædceller rammer altså ægget – men hvilken en af dem befrugter ægget?

 

 
 

Vinderen er…

De sidste 200 sædceller der nåede ægget skal nu forbi tusindvis af celler, der ligger rundt om ægget, og herefter trænge igennem to lag der omkranser ægget før de når kernen.

Cellerne, der ligger omkring ægget, sørger for at ægget får næring, men de kan baskes af vejen med sædcellernes haler.

De to lag der omkranser ægget skal sædcellerne grave sig igennem.

Når den hurtigste sædcelle når helt ind i kernen fusionerer hovedet af sædcellen med ægget, og ægget sætter med det samme en kemisk barriere op rundt omkring dem for at sørge for at der ikke er andre sædceller der kan trænge igennem.

Herfra begynder celledelingen, og starten af din lille ny baby er begyndt.

Sædcellens rejse
4.79 (95.79%) 19 Stemmer