Skal jeg forlade min kone?

Skal jeg forlade min kone?Hej Graviditet.dk

Jeg er en mand i slutningen af 30’erne som har boet sammen med min kone i nu knap 15 år. Vi har valgt et liv uden børn, primært fordi min kone ikke ønsker at få børn. Vi har nydt friheden det har givet.

Jeg har dog aldrig selv været i tvivl om, at jeg vil sige ja, hvis min kone kom og spurgte om ikke vi skulle have et barn. Det ved jeg dog at hun ikke gør. Jeg er nu kommet i tvivl om jeg kan leve et liv uden børn og uden at etablere min egen familie…

Tvivlen er kommet og gået igennem de sidste 2-3 år, men fylder nu mere og mere. Jeg føler en stor misundelse på kollegaer og venner der får børn og kan kun lytte på, når de snakker om både de positive ting, men også de negative ting ved at have børn. Jeg føler et eller andet sted at jeg går glip af noget.

Min kone og jeg har talt om min tiltagende lyst til at få børn og hun er klar til at give mig min frihed hvis jeg inderst inde føler at det er det rigtige for mig. MEN jeg er i tvivl. For godt nok har jeg elsket min kone igennem alle årene, men vi har også hver især forandret os rigtigt meget, og vi har måske knap så meget tilfælles som da vi mødtes og det føles en anelse tomt indimellem, når det kun er os to.

Det vil være meget hårdt at sige farvel til min kone efter så mange år, omvendt tænker jeg også på at jeg forhåbentligt skal leve ca. dobbelt så lang tid endnu, og derfor skal mit valg gerne være det rigtige, også selvom både det kan blive svært at tage.

Så hvordan finder jeg ud af hvad jeg vil? Håber at du kan give et par gode råd. På forhånd tak.

 

Kære »mand«

Du er nødt til at gøre op med dig selv, om det forhold du har i dag er godt nok, og stærkt nok til at holde livet ud – uden børn. Du skriver selv om din stigende interesse og lyst til at få børn, så spørgsmålet er om du er det rette sted – på trods af kærligheden til din kone.

Som du selv skriver, så har I begge udviklet jer siden I mødtes, og hvis det virker som om, I er ved at gå i hver sin retning, så er det måske dit “kodeord”, til at tage et valg for resten af dit liv.

Du kan med fordel forestille dig (gerne skrive ned), hvordan livet ser ud om 1 år med din kone. Og derefter forestil dig så, hvordan det ser ud om 3 år samt 5 år. Går det den vej, som du selv har lyst og bliver inspireret af i forhold til dine behov og ønsker her i livet?

Forestil dig så dit liv UDEN din kone om 1 år. Og hvad med om 3 år og 5 år?

Hvilken “udgave” giver dig mest glæde? Hvilken udgave giver dig en rar fornemmelse? Det er vigtigt at du er tro mod dig selv, og prøver at foretage de valg som er nødvendige, også selv om de kan være hårde. Husk på, at vi kun er her én gang, og det gælder om at få det bedste ud af det. Tænk også, om du vil fortryde dit liv om 20 år, hvis du f.eks. forbliver med din kone, hvilket dermed betyder at I får et liv uden børn. Det kan sagtens være et dejligt og smukt liv – men er det nok?

Det er kun dig selv som har svaret i dit hjerte, og der er ikke nogen endegyldig øvelse, som kan give dig klarhed. Dog kan der være øvelser, som kan hjælpe – bl.a. den med at tænke på dit liv frem i tiden, og tænke over de værdier, du har for dig selv og dit liv. Matcher de med de værdier din kone har? Eller er I “vokset fra hinanden”. En værdi kan bl.a. være “Jeg vil være tro mod mig selv”, da det giver mig stolthed og glæde i mig selv og mit liv.

Hvis du bliver meget forvirret i dit valg, så kan du måske overveje om du kunne have lyst til at tale med en professionel, som kunne vejlede dig via øvelser og samtale.

Jeg ønsker dig et dejligt liv – som DU vil det.

Kærligst,

Graviditet.dk

Hvad mener du? Hvad ville du gøre? Har du et råd til manden der spørger? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering

"Mand" siger:

Tak for det gode råd fra Tanja og de to kommentarer der er kommet. Status lige nu er at jeg er blevet skilt fra min kone og jeg har nu mødt en vidunderlig dejlig og spændende kvinde og vi er meget forelskede i hinanden. Hun har børn fra et tidligere forhold og vi snakker om hvornår vi skal forsøge at blive gravide. Min nye kæreste giver mig en masse ting som jeg ikke følte jeg fik med min kone. Så beslutningen var rigtig for mig, men jeg skal gerne indrømme at “rejsen” hertil har været meget hård og fortsat er det ind i mellem. Der er mange gode minder man tager med sig, men dem har jeg nu valgt blot at være glad for at have og glæder mig så over de nye gode ting jeg oplever i mit liv.

rikke siger:

Det er en rigtig svær beslutning du står overfor. Men jeg tror helt sikkert du vil ærgre dig mere og mere som tiden går,hvis ikke du udlever drømmen om at få børn. Børn er det skønneste der findes:-)
Du har kun et liv,og det gælder om at leve det fuldt ud!
Selvom det er hårdt at forlade sin ægtefælle,så vil du ik fortryde det,når du en skønne dag har fået nogle børn……Held og lykke.

Birgit A. siger:

Hvis du ønsker at få børn skal du ikke vente til det er for sent. Det vil du fortryde. Børn er det bedste i livet.
Held og lykke…