Spis dig gravid – De 10 råd

Spis dig gravid - De 10 rådHar du hørt alle historierne om, at du kan forbedre din fertilitet igennem kosten, og dermed i teorien spise dig gravid, men kan du stadig ikke helt tage dig sammen til at læse bøgerne om emnet?

Så er du landet det rigtige sted. Her får du nemlig en kort og praktisk gennemgang af principperne.

Grundlæggende skal du omlægge din kost, så du kommer til at spise en KISS-kost, hvilket betyder en Klinisk InsulinSænkende kost, med en energifordeling på 33% fra hver næringsgruppe.

 

 
 

De 10 KISS-råd

Overordnet set er der 10 råd inden for KISS, som alle har til mål at sænke dit insulinniveau.

  1. Undgå sukker og sukkerprodukter
  2. Spis kun lidt af de hurtige kulhydrater
  3. Spis langsomme kulhydrater
  4. Spis mere protein
  5. Spis mere fedt
  6. Spis fisk
  7. Spis varieret
  8. Spis morgenmad
  9. Drik vand
  10. Vær fysisk aktiv

Nedenfor gennemgår vi hver enkelt af disse 10 råd, så det bliver klart, hvorfor det er en god ide at følge dem.

 

1. Undgå sukker og sukkerprodukter

Sukker af enhver art øger blodsukkeret. Og når blodsukkeret stiger, øges produktionen af insulin for at sende signal til cellerne om at optage sukkeret. Hvis der er store mængder af sukker i dit blod, sendes store mængder af insulin ud i dit blod.

Men på et tidspunkt er der mere sukker, end cellerne har brug for, hvorfor cellerne bliver mindre følsomme over for insulinen. Derved forbliver sukkeret i blodet, hvilket stimulerer yderligere produktion af insulin og dermed endnu mindre følsomhed fra cellerne.

Derved er en negativ spiral skabt, og vejen til at blive insulinresistens er klar.

Herudover er der ingen næring i rent sukker. Kroppen har slet ikke brug for rent sukker men er fuldt ud i stand til at omdanne andre produkter til det sukker, som kroppen har brug for. Dette er ganske enkelt meget sundere for din krop.

 

2. Spis kun lidt af de hurtige kulhydrater

De hurtige kulhydrater findes mest af alt i alle de hvide kulhydrat-produkter som hvidt brød, hvid pasta, hvide ris og havregryn.

Disse kulhydrater er meget let optagelige og har derfor en større påvirkning på dit blodsukker end langsomme kulhydrater. Og som det blev forklaret under punkt 1, så er du bestemt ikke interesseret i, at dit blodsukker stiger.

 

3. Spis langsomme kulhydrater

Nødder, grøntsager og fuldkornsrugbrød går alle ind under langsomme kulhydrater. Disse bidrager med både fiber, vitaminer og mineraler og i mindre grad med kalorier.

Frugt indeholder generelt mere sukker end grøntsager, og derfor er det vigtigt, at du ikke går frugt-amok ved at følge det gamle råd om 6 stykker frugt om dagen.

Hold dig til at spise ét stykke frugt om dagen og ellers grøntsager for resten af de anbefalede 600g.

 

4. Spis mere protein

Protein giver dig energi uden at påvirke dit blodsukker, hvilket er rigtig godt.

Du kan få protein fra alt slags kød, fisk, skaldyr, æg, nødder og bælgfrugter som ærter, bønner og linser. Der er lige så mange kalorier i 1 g protein, som der er i 1 g. kulhydrat, så når du begynder at bytte ud i din kost, kan du altså bytte lige over.

Ifølge KISS-kosten skal ca. 33% af energien komme fra protein (og 33% fra kulhydrater og 33% fra fedt)

 

 5. Spis mere fedt

Lige som med protein kan du spise fedt, uden at det påvirker blodsukkeret. Derudover er der også en del fedtsyrer, som er essentielle, hvilket betyder, at din krop ikke kan danne dem selv. Dette gælder eks. Omega-3 og Omega-6.

Gå især efter det umættede fedt fra fede fisk, planteolier, avokado, nødder og æg.

Som tidligere nævnt skal ca. 33% af din daglige energi komme fra fedt.

 

6. Spis fisk

Fisk indeholder store mængder af Omega-3 fedtsyrer, som mennesket i høj grad har brug for. Især fede fisk som makrel, laks og tun indeholder meget Omega-3.

Hvis du ikke er så glad for fisk, kan du tage et tilskud af fiskeolie-omega-3 med mere end 300gm EPA og mere end 200 mg DHA i.

 

7. Spis varieret

Det er en god ide at spise varieret, da det øger sandsynligheden for, at du får alle de næringsstoffer, som du har brug for. Forestil dig blot, hvor mange vitaminer og mineraler du vil mangle, hvis du kun spiser spegepølsemadder morgen, middag og aften, og så har du ideen om, hvorfor det er godt at spise så varieret som muligt.

Du kan desuden supplere med en multivitaminpille dagligt.

 

8. Spis morgenmad

Morgenmaden er et rigtig vigtigt måltid, da du har brug for at sætte gang i systemet til resten af dagen. Undersøgelser har endda vist, at især en proteinholdig morgenmad er rigtig god.

Dette kan være æg, kødpålæg, ost osv. Men altså ikke de klassiske havregryn eller cornflakes.

 

9. Drik vand

Der er ikke nogen drik, der er så god og vigtig for kroppen som vand. Sørg derfor for at drikke vand i rigelige mængder hver dag. Mindst 1-1½ liter bør du drikke hver dag.

 

10 Vær fysisk aktiv

Daglig aktivitet øger musklernes følsomhed over for insulin og modvirker dermed insulinresistens. For voksne anbefaler KISS 30-40 minutters moderat aktivitet hver dag samt 1 times hårdere aktivitet hver uge.

Aktiviteten behøver ikke være samlet på et tidspunkt – den må gerne være delt op. Du kan eksempelvis cykle på arbejde, tage trapperne, gå hen og købe ind, selv om poserne er tunge på tilbagevejen osv. Det tæller altsammen.

 

Mange kvinder, der har ønsket at blive gravide, men som har haft irregulær ægløsning, har oplevet markante forbedringer inden for bare et par måneder med denne måde at spise på.

Har du problemer, kan der jo ikke ske noget ved at prøve…

Giv din vurdering