Strækmærker

strækmærkerStrækmærker er noget mange kvinder frygter, for ingen ønsker at være arret for livet efter en graviditet.

Strækmærker er en form for ardannelse på og under huden.

De kan både være lyse mærker, eller være røde eller blålige.

 

 
 

Hvorfor får nogle kvinder strækmærker, mens andre forskånes for dem?

Der kan være mange årsager til, at du får strækmærker. Hos nogle kvinder er det genetisk betinget, at de får strækmærker. Deres mødre har også oplevet strækmærker i løbet af deres egen graviditet. Hos andre er det på grund af en hurtigt voksende mave. Strækmærker kan også være hormonelt betinget og kan hos nogen opstå i løbet af puberteten.

Strækmærker opstår som oftest fordi huden strækkes kraftigt i gennem en kort periode. Det kan ske ved hastig vækst eller ved at man tager meget på. Når du er gravid er det helt naturligt, at maven vokser og strækker huden.  Det er især i løbet af det sidste trimester, at strækmærkerne opstår hos gravide.

Du kan få strækmærker mange steder, men det mest almindelige er på selve maven. Du kan også få mærker på brysterne, lårene, lænden og ballerne. Nogle gravide får meget få og helt lyse strækmærker, mens andre har mange og i kraftige farver.

 

strækmærker

Kan strækmærker forebygges?

Videnskaben siger, at strækmærker ikke kan forebygges. Strækmærkerne opstår i de nedre hudlag, og derfor er der ikke noget du kan gøre, for at afhjælpe det.

Mange kvinder prøver dog i løbet af graviditeten, at finde produkter til at smøre maven med, for at blødgøre den. Fede cremer og især cocoa-butter, der findes i særlige cremer, bruges af mange. Om du synes det virker, er op til dig selv at mærke. Der er ingen garantier, men uanset hvad så skader det ikke, at du plejer din hud og holder din hud elastisk og fugtig, når du er klar over, at den bliver strukket i løbet af graviditeten.

Nogle kvinder føler, de har success med at ændre deres kost. Undersøgelser viser, at mangel på zink og c-vitamin kan øge risikoen for at få strækmærker. Da zink findes i kylling, æg, nødder og lammekød, og c-vitamin i peberfrugt, broccoli og kål, kan du nyde godt af at skabe nogle lækre retter, mens du ved, du gør noget godt for din krop.

De strækmærker du får under din graviditet, kan se voldsomme og skræmmende ud. Men husk på, at når du har født din dejlige baby, så vender din krop sig langsomt tilbage til en fastere hud, og for langt de fleste kvinder bliver strækmærkerne små og næsten usynlige mærker. De rødlige eller blålige strækmærker mister deres farve og bliver mere hvidlige og de udviskes stille og roligt.

Hos nogen kvinder forsvinder strækmærkerne aldrig helt. Det er helt naturligt, og du kan vælge at betragte dem, som skønne minder over de vidunderlige børn du har fået.

Gæsteindlæg af Rikke Korshøj Theill, forfatter til Bogen om Kejsersnit.

Giv din vurdering