Stress kan give livsvarige skader på børn

Af og til hører vi i dagspressen om børn der har været udsatte for massivt omsorgssvigt, traumatiske oplevelser eller ligefrem vold og trusler, uden at der er blevet grebet ind.

Det er nu mere end syv år siden Sundhedskommiteens Børneudvalg satte focus på emnet ved at fremhæve, at stress – uanset årsag – hos børn i den tidlige levealder kan skade hjernens udvikling og funktion. Den opståede skade kan være permanent og for livet…

Mange hundrede tusinde børn har dagligt traumatiske oplevelser. Hos nogle af forbigående karakter, mens det hos andre er vedvarende påvirkninger, så som naturkatastrofer og krig. Desværre sker langt de fleste hændelser i barnets umiddelbare omgivelser. Det kan være misrøgt, omsorgssvigt, følelsesmæssig afvisning og incest.

En del af disse børn vil udvikle varige forstyrrelser afhængigt af traumernes alvor, varighed og mønster. Det kan udmønte sig i psykologiske, adfærdsmæssige og sociale problemer. Ligeledes vil der være en stor risiko for den hjernemæssige udvikling.

Neuroner i hjernen er sammenkædet i systemer, som blandt andet er med til at styre abstrakt tænkning, hjertefunktion og blodtryk. Det aurosale system, som er beliggende i hjernestammen, er det system som får os til at være på vagt (flygt eller kæmp). Det limbiske system, som er ansvarlig for følelsesmæssig tilknytning, affektregulering og følelser kan ligeledes få varige skader.

Påvirkningen, igen afhængig af varighed og alvor, kan brede sig til andre systemer i hjernen. Gentagelser vil kunne gøre systemerne mere følsomme, således at de automatisk sætter en reaktion igang. Blot tilløb til en trussel, en stemme eller lyd, vil kunne starte denne reaktion.

I barnets første leveår udvikler disse systemer sig. Omsorg og positiv fysisk interaktion fremmer udviklingen af neuroner som øges i antal. Mangler barnet den rette stimulation, medfører det en underudvikling – eller skæv udvikling – af de enkelte områder i forhold til hinanden. Et barn der udsættes for omsorgssvigt, vil kunne få tilknytningsproblemer som selv intensiv terapi vil have svært ved at genoprette.

Stress er ikke en negativ reaktion. Stress karakteriseres ved en øget aktivitet i det sympatiske nervesystem. Man får øget puls, hurtigere åndedræt, musklerne spændes og man bliver istand til at udelukke al uvæsentlig information. Kroppen forbereder sig på at kæmpe eller flygte. Der frigøres en række stoffer i hjernen, blandt andet cortisol og noradrenalin.

Sker denne reaktion derimod ofte, vil den øgede koncentration af cortisol og andre kemiske stoffer i hjernen virke ødelæggende på udviklingen af neuroner. Tilstanden kan medføre permanent hyperaktivitet, søvnproblemer, ængstelse, uhensigtsmæssig impulsivitet og nedsat opmærksomhed.

Denne “kæmp eller flygt” reaktion ses oftest hos mænd og større drenge, mens det hos små børn og kvinder oftest er den modsatte reaktion man oplever. Denne reaktion kaldes “overgiv dig” eller “freeze”.

Små børn vil oftest – til at begynde med – reagere med gråd, for at påkalde sig opmærksomhed fra en omsorgsgiver. Barnet opdager dog hurtigt, at dette ikke er en god løsning, da det desværre ofte er omsorgsgiveren der er årsagen til truslen. Derfor vil barnet bevæge sig over i “freeze” tilstanden, for at undgå opmærksomhed – både mentalt og fysisk. Dette kan i værste tilfælde medføre en total isolering fra omgivelserne, hvor barnet glider ind i sine egen drømmeverden – helt adskilt fra virkeligheden.

Stress hos børn er derfor et meget alvorligt problem, som vi alle må være med til at forhindre. Vi har alle en moralsk pligt til, at hjælpe disse børn inden de når den svære tilstand.

Det kan være svært for lægmand at vide hvornår man skal gribe ind, men jeg mener ikke at kommuner, regioner og staten må tøve med at udstikke så klare retningslinjer, at det bliver muligt for læger, sundhedsplejersker, lærere, pædagoger og andre der professionelt arbejder med børn og udsatte familier, at anvende de mest effektive værktøjer – og turde handle på dem.

Lasse Deichmann
Skribent og Certificeret Coach

Hvad mener du? Kender du til børn med stress eller omsorgsproblemer? Hvad kan man gøre? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering