Bag selv bedre boller

Bag selv bedre bollerMange mennesker køber det meste af deres franskbrød og deres boller i supermarkedet, og betaler dyrt for en halvdårlig kvalitet.

Ved selv at bage franskbrød og boller kan du let spare mere end 5.000 kroner om året, og ydermere hver dag nyde, at spise lækkert friskt hjemmebagt brød af høj kvalitet.

I mange år brugte jeg en traditionel opskrift, hvor dejen skulle æltes, men så opdagede jeg denne, som er meget nemmere. Nu er der ingen undskyldning for ikke at bage selv, og du kan faktisk have frisk brød til hele ugen, ved at bage en eller to gange om ugen.

1/3 pakke gær røres ud i 7-8 dl. lunkent vand sammen med en spiseskefuld salt, en håndfuld havregryn og en spiseskefuld ahornsirup. Bagefter røres dejen til »tyggegummikonsistens« med ca. 500-600 gram mel (konsistens vigtigere end mængde). OBS: Dejen skal ikke æltes.

Dejen stilles til hævning i ca. to timer ved stuetemperatur eller natten over i køleskab. Pas på når du stiller dejen i køleskab. Den hæver til mere end dobbelt størrelse og »kravler« måske ud af skålen.

Når det er bagetid tages dejen direkte fra skålen og sættes på bagepladen med to spiseskeer (dejen skal ikke slås ned), i størrelse af små æbler, og pensles med mælk. Ovnen tændes på 230 grader og ti minutter senere sættes bollerne ind og bages i ca. 14-15 minutter.

Så snart du har sat første hold i ovnen, sætter du næste hold på plade. De kan så efterhæve mens første hold bager. Opskriften giver ca. 30 boller. Velbekomme…

PS: Bollerne kan fryses men holder sig også fint friske i 3-4 dage.

Har du også en god opskrift? Del den dog med os andre ved at skrive den som en kommentar…

Giv din vurdering

Pete Andersen siger:

Hej Line. Jeg bruger selv Kornkammerets økologiske hvedemel, som vist nok er fuldkornsmel med alle korndele i. Hvis du bruger meget groft mel som grahamsmel skal det nok kun være mellem 1/3 og 1/2 af melen der er groft (og tag havregrynene fra). Ellers bliver bollerne lidt tunge i det. Det samme med speltmel, hvis det er meget groft.

God bagning og mange frugtbare hilsner
Graviditet.dk

PS: Havregrynene i opskriften giver bollerne lidt grovhed, og samtidig hjælper den fytase der er i havregryn med til at »låse« »fytinen« i hvedemel op, så kornets mineraler frigives.

Sine siger:

Kan hvedemelen byttes ud med grahamsmel eller spelt, uden at bollerne bliver tørre eller seje?