Vi skændes over jeg ikke bliver gravid!

Vi skændes over jeg ikke bliver gravid!
Hejsa.

Jeg er en kvinde på 26 år. Jeg har en kæreste som jeg har boet og været sammen med i snart 5 år. Min kæreste og jeg vil rigtig gerne være gravide, men det går ikke så godt. For ca. 3,5 år siden blev vi gravide, men jeg havde en spontan abort.

Vi har fået snakket den spontane abort igennem, med vores tanker og bekymringer omkring det. For ca halvandet år siden, blev vi enige om at ville prøve igen og jeg stoppede med mine p-piller. Lige efter jeg stoppede med min p-piller udeblev min menstruation i ca. 8 mdr og jeg var ikke gravid. Jeg gik derfor regelmæssig til undersøgelse hos læge og gynækolog…

Mine tanker gik selvfølgelig på at jeg ikke kunne blive gravid, men pludselig kom min menstruation igen og min cyklus har siden været regelmæssig, og alle mine undersøgelser viste at jeg var normal og sagtes kunne få børn. De første par år i vores forhold kørte vores sexliv fint, siden da gik det ned af bakke. Vi prøvede på alle mulige måder at få det op at køre, men uden resultat.

Imellem alt det her har vi haft en masse skænderier, hvor den ene bebrejder den anden. Lysten er nu ikke er så stor, da vi begge arbejder og har uddannelse igang og er derfor ofte trætte når vi kommer hjem. Vi prøver samtidig at køre efter de udregninger jeg har lavet på mine ægløsninger, for at gøre det nemmere for hinanden så vi ikke skal skændes både over manglende sexliv, samt udeblivende graviditet.

Vi skændes hvis han falder i søvn, eller laver alt mulig andet på DE dage, fordi jeg føler han ikke tager det seriøst og han siger at jeg har et anstrengt forhold til det og jeg bliver frustreret. Jeg har bedt ham om at blive undersøgt ligesom jeg selv og at jeg gerne vil gå med, men på mærkeligvis udskyder han det hele tiden. Vi har snakket om det hundredevis af gange og vi vil begge to gerne have at det skal lykkes. Vi bliver begge smadderkede af det, fordi vi har det godt sammen på alle andre områder og ville bare gerne ønske at dette kunne lykkes.

Vi har nu prøvet i 1,5 år på at blive gravide og det slider voldsomt på vores forhold med skænderier, bebrejdelser på sig selv og hinanden og jeg kan være nervøs for at forholdet ikke holder, hvis vi fortsætter sådan her. Jeg aner ikke hvem jeg skal søge råd hos? Kan du hjælpe?

Mvh Krebsen.

 

Kære Krebs,

Vi tænker, at I er nødt til at kigge på, hvordan I prioriterer jer to i dagligdagen. Som det lyder på os, så har I gang i mange ting i løbet af dagen, og når I så kommer hjem, skal der også lige ordnes alt det praktiske, og så er aftenen hurtigt gået uden I egentlig har nået at sætte jer ned sammen, og f.eks. tale om dagen der er gået, og hvordan I har det.

Oveni det, så er jeres sexliv sat i system og efter kurver og udregninger, og så går det romantiske og lækre af sex og erotik. Jeres dagligdag er for sammensat, hvor I ikke prioriterer hinanden, og når I så gør det, så handler det om sex for at få barn og skal ske på bestemte tidspunkter. Det er en erotikdræber og efterhånden bliver jeres forhold, sex og jeres dialoger så anstrengte, at det hele virker opgivende og lige meget.

I skal ud af denne trummerum. I skal til at dyrke sex, fordi I har lyst, og ikke fordi skemaerne siger det. Lad være med at lade jer styre, for det tager lysten ud af jer, og begynd at prioritere hinanden i dagligdagen. Hvis I ikke selv kan få det til at fungere, så kan I søge hjælp hos en sexolog, som vil give jer vejledning i at kommunikere sammen uden at skændes, og give jer fornyet inspiration til sexlivet og dagligdagen.

Du skriver desuden, at I har prøvet at blive gravide i 1½ år. Vi forstår det dog sådan, at der gik 8 mdr. af disse 1½ år, før du fik din menstruation (efter du var gået stoppet med p-piller). Dvs. at det reelt set er 10 mdr., hvor I har haft mulighed for graviditet. Som nævnt i et tidligere svar herinde, så er det først efter et års tid, hvor man han prøvet at få børn, at lægen begynder at tale om, at man har prøvet i lang tid, og man vil derefter blive undersøgt for eventuelle fertilitetsproblemer m.m.

Men det behøver ikke at tyde på fertilitetsproblemer, at der er gået omkring 10 måneder, uden at du er blevet gravid. En graviditet kan også udeblive, fordi man er for stresset, fordi det hele er for planlagt seksuelt, eller fordi der generelt er for stort et pres på begge parter omkring at blive gravid. Det sker ofte, at hvis man slapper af, og begynder at nyde sex for erotikkens skyld, at sex ikke er sat i system, og når forholdet ikke er for anstrengt, så vil der falde mere ro på imellem jer.

Det hele vil virke mere naturligt og afslappende, og i sådanne tilfælde (hvor parret finder gnisten tilbage imellem hinanden både i dagligdagen og i sengen) går der som regel ikke lang tid, før man bliver gravid.

Begynd allerførst med at prioritere hinanden og drop skemaerne. Nyd sex fordi I elsker hinanden – ikke fordi der er en plan om at få et barn. Brug en dag eller aften én gang om ugen, en kærestedag, hvor I laver noget sammen. Kun jer to. Tal f.eks. om, hvad I synes, I er gode til sammen, hvad der gør jer lykkelige sammen, hvad den anden gør for dig, som gør dig glad.

Tag fat I de gode ting, find en styrke sammen igen, og tal sammen på en ikke-bebrejdende måde. Det gælder om at opbygge en forståelse, god kommunikation og respekt imellem jer, så I føler en gensidig forbindelse både i det daglige og seksuelt.

Kys og kram hinanden hver dag, hvor I begge initierer det minimum 1 gang om dagen. Ikke noget med at tantekysse – tag fat i det lidenskabelige kys. Mærk hinanden og kram hinanden med kærlighed, og slap af i krammet. Vær til stede i nuet og slip bekymringerne.

Arranger på skift en date, hvor I bare nyder hinandens selskab, og hvor det ikke handler om børn, sex eller dagligdags bekymringer. Brug tiden sammen, flirt, og dril hinanden – ligesom da I var nyforelskede.

Sørg generelt for at tage det positive frem imellem jer – ros hinanden når I gør noget godt, siger noget dejligt eller skaber en rar fornemmelse i hinanden. Anerkendelse er rigtig vigtig, for at føle, at man er speciel for den anden part.

Hvis I ikke selv kan få begyndt, så tal med en sexolog, som kan hjælpe med nogle værktøjer, så I kan komme videre – som et team.

I ønskes alt det bedste.

Graviditet.dk

Hvad mener du? Har I også oplevet de lystdræbende beregninger og frugtbarhedskurver? Og hvad med skænderierne? Hvad gjorde I? Skriv en kommentar…

Giv din vurdering

Dorthe siger:

Hey sikke et godt emne
mig og min kaerst her det paa akurart samme maaede som de to..
der vist en del vi skal arbejde paa..